Planerne om at eliminere Danmark
Under Den Kolde Krig levede vi med frygt for det, der kunne ske. Hver onsdag klokken 12 hørte vi tests af varselssirener, og der blev talt om våbenkapløb. Det uvisse skabte denne frygt. I dag ved vi meget mere, for den 12. maj 2024 mødtes aktører fra Den Kolde Krig til konference i regi af Det Militære Læseselskab Rendsborg. Både denne konference og utallige studier har gjort det muligt for forfatteren at sammenfatte og skrive denne bog om, hvad der reelt var af planer på begge sider
Af Michael Koch
Indtil nu har vores viden om de reelle trusler mod Danmark og den danske befolkning været meget sporadiske og bygget op på kildefragmenter. Mere end 30 års koldkrig er nu en gang for alle blevet afdækket og præsenteret i et imponerende værk. Det er skrevet af seniorforsker på Rigsarkivet, Steen Andersen ph.d., med hjælp fra en højt kvalificeret gruppe af eksperter. Eksempelvis Anna Werenberg, som både har været sparringspartner og oversat det omfattende materiale til dansk. Andersen har også skrevet bøgerne “Der er intet foruroligende for Danmark (2020)” og “De gjorde Danmark større (2005)” og derudover artikler i internationale tidsskrifter og antologier.
Bogens første kapitel er en række kort, hvor læseren kan se, hvordan Sovjet planlagde en overtagelse af Danmark. Så er scenen sat, og læseren er koncentreret til læsning af næste kapitel, hvor forfatteren slår fast, at aldrig tidligere har militære systemer spillet en så vigtig rolle for den førte politik og for ressourcetildelingen i de enkelte stater på begge sider af Jerntæppet. Herefter følger et kapitel med gennemgang af situationen efter 2. verdenskrig. Det er både krigsbilleder og operationelle planer om, hvordan den danske regering så på forsvaret af landet sidst i 1940-erne. Frygten for en tysk revanche var klart tilstede, landet havde angrebet to gange i den 20. århundrede. Sovjet havde frygtet et militært stærkt Tyskland, og USA frygtede et såkaldt “missile gap”, hvor man ikke havde mulighed for at gengælde et angreb.
Plan for Den Polske Hærs Kystfronts offensive operation fra 1976. (Kilde: Institut for National Erindrings Arkiv - IPN BU.)
Kilderne til bogen er ikke blot Warszawapagt-doktrinen, men i høj grad også kilder til idealet om den overlegne socialistiske krig: Det er en krig, som ikke bare skulle vindes militært, men også demonstrere det socialistiske systems overlegenhed over kapitalismen. På begge sider var krigsbilleder særdeles vigtige som instrument til at få politisk accept til de ressourcer, der skulle tildeles. Uden stærke krigsbilleder ville de politiske systemer næppe tildele enorme formuer. Et krigsbillede kan være en blanding af egne ønsker og antagelser om, hvad modparten måtte vide om ens egne planer.
Plan for erobringen af øen Sjælland 1976. (Kilde: Institut for National Erindrings Arkiv - IPN BU.)
I maj 2024 mødtes aktørerne fra begge sider af Jerntæppet til to dages ekskursion for at drøfte de faktiske planer fra NATO og Warszawapagten. De besøgte sammen flere af de lokationer, hvor begge parter antog, at et opgør på dansk jord kunne have fundet sted. Det var eksempelvis på en strand ved Faxe Bugt. Ekskursionen lå i forlængelse af flere dages forelæsninger i regi af Det Militære Læseselskab Rendsborg. Her havde forfatteren af denne bog været en af foredragsholderne. Foredraget var kulminationen af mere end fire års arbejde i arkiverne med de østlige og vestlige operationelle planer. Forfatteren skriver i bogen, at det var en vej ind i en verden med to forskellige systemer, som i deres rationaler syntes langt væk. Undervejs i projektet bidrog den internationale situation til, at kildernes udsagn ikke længere syntes at komme fra en fjern verden befolket af mystiske væsner.
Ubåden “Spækhuggeren” opsamler en sovjetisk sonarbøje i Østersøen i 1974. En del af Den Kolde Krigs hverdag var at søge at indsamle genstande, fotografere og indhente elektroniske efterretninger om Warszawapagtens våbenudvikling. (Foto: Forsvarsgalleriet.)
Tidligere var det ikke muligt at kende de reelle operationelle planer. De var ikke tilgængelige for forskning. Bogen dokumenterer, at tanken om en offensiv operation rettet mod Nordtyskland og Jylland blev formuleret allerede i den umiddelbare efterkrigstid af den polske generalstab. Denne vision om fremtidens krig blev videreudviklet i begyndelsen at 1950’erne. Det betyder, at den offensive tænkning allerede var tilstede inden Warszawapagten (maj 1955). Frem til starten af 1970’erne dominerede antagelsen, at en krig skulle kæmpes atomart allerede fra start. Det er også i bogens analyse, at Warszawapagten ikke var så sovjetisk topstyret, som antaget. Det lykkedes Polen fra starten af 1960’erne og frem til 1980’erne at have status som loyal alliancepartner. Både med realistisk, strategisk og taktisk kompetence.
Landgangsfartøjer af Pólnocny-klassen fra den polske flådes 131. Landgangsbrigade. Op gennem 1970’erne havde den polske flåde støt udbygget og moderniseret sin landgangskapacitet. Den polske flåde kunne i midten af 1970’erne landsætte 3.500 soldater i første landgangsbølge. (Foto: Privatsamling Admiral Jerzy Lenda)
Fra slutningen af 1978 kan der konstateres en stigende frygt for en kommende krig blandt de militære beslutningstagere i Warszawapagten. Den frygt skal ses i lyset af, at NATO formåede at opstille nye teknologisk overlegne våben- og varslingssystemer. Frygten var op gennem 1980’erne et NATO-overraskelsesangreb, og det førte til fokusering på evnen til at indlede krig med præventive angreb og en antagelse af, at atomare løsninger var uundgåelige. Forfatteren konkluderer også, at pagtens militære hensigt var at indlede krig med angreb på Danmark, som skulle tvinge landet til at opgive kampen i NATO-regi og overgive sig.
En af bogens centrale pointer er, at igennem hele den undersøgte periode blev Warszawapagtens krigsplanlægning set som en fortsættelse af politikken. Den skulle med andre ord udgøre en effektiv afskrækkelse. Fra dansk side viser det danske planmateriale, at et taktisk atomvåben skulle anvendes som et supplement, hvis ikke fjenden kunne standses konventionelt. Det var modsat pagten, som planlagde at indsætte atomvåben fra første dag. De danske krigsbilleder var delvist rigtige i 1970’erne bortset fra, at man ensidigt havde taget atomvåben ud af den militære ligning i håb om, at pagten gjorde det samme. I realiteten var Danmark de facto koblet ud af NATOs atomstrategi for at undgå atomvåben i det befolkningstætte land. Den gensidige atomare afskrækkelse har ikke afholdt øst fra troen på en sejrrig atomkrig. Denne konklusion gælder både øst og vest. Bogen har vist, at også NATO var villig til begrænset brug af atomvåben på egen jord, med fatale konsekvenser for befolkningen. Forfatteren konkluderer, at det handlede mere om held, at krigen blev undgået.
Steen Andersens bog er rystende og fængslende læsning. Det er en fabelagtigt god bog for alle med interesse i vort lands sikkerhed og Den Kolde Krig. Billedsiden og illustrationerne er også i en klasse for sig. Læseren kan med fornøjelse studere dem i meget lang tid. Tiden har betydet, at indsigten i planerne nu er så konkret, at denne bog er et faktuelt bevis på 700 sider om, hvad der reelt var indeholdt i Den Kolde Krig. Information og viden begrænser ofte markant mulighederne for at tage grueligt fejl, og indlede en konflikt på et mangelfuldt grundlag. Med denne ufatteligt informative bog har beslutningstagere og baglandet meget bedre grundlag for at se fremad. Bogen kræver en stor indsats af læseren, men den er hver eneste time værd.
[Historie-online.dk, den 18. marts 2026]
