Historien om Lund
Af Christian Kaaber
Bevæger man sig ned i krypten under Lunds domkirke, træder man ind i det største og bedst bevarede rum fra tidlig dansk middelalder. Et stærkt rum. I den dunkle belysning minder skoven af varieret udhuggede sandstenssøjler om den hedenske helligdom, der kan have givet navn til byen – den ligger her helt sikkert ikke tilfældigt. Og når øjnene har vænnet sig til halvmørket, kan man gå på opdagelse blandt de storslåede sarkofager med senmiddelalderens ærkebisper og de mange ligsten over danske adelsfolk fra renæssancen, som har fundet vej til kryptens gulv. Oven over al den middelalderlige storhed tårner katedralen sig op, restaureret mere end halvt fordærvet af to generationer af svenske bygherrer midt i 1800-tallet – den sidste, Helgo Zetterwall, raserede store dele af kirken til en pseudoromansk attrap. Men i krypten møder man den danske middelalders vælde som få andre steder. Lund var som sæde for den danske ærkebiskop en af det Danmarks vigtigste byer frem til reformationen i 1536. Af samme grund er det af interesse for danske læsere, at der nu er udgivet en bog om Lunds historie. Den rækker længere tilbage end de fleste andre gamle danske byer, og den rigsdanske del slutter i 1658 og med et eftertrykkeligt og uhyre blodigt punktum 4. december 1676.
Eskil Fagerström er mangeårig nyhedsjournalist ved den skaanske lokalpresse og en virkelig god fortæller. Bogen er bygget kronologisk op, og læseren følger byen på den skaanske slette fra begyndelsen til nu, i høj grad i en kæde af fortællinger om mennesker, især byens menige borgere. Deres og byens liv foregik jo med den store historie og dens aktører som bagtæppe, og Fagerström har undertiden vanskeligt ved at få dette bagtæppe forklaret ordentligt. Til gengæld trækker han fint på de lokalhistoriske kilder, herunder den rige arkæologi, der udfolder sig i den ældgamle by, hvor klostertomterne ligger tæt.
Fagerström angiver Svend Tveskæg som Lunds grundlægger. I begyndelsen af 1000-tallet flyttedes magten over den skaanske slette hertil, mens Opager (svensk Uppåkra), som arkæologien har dokumenteret som et betydningsfuldt center i jernalderen, sank hen i glemsel – lidt som Lejre over for rigets andet, men mindre kirkelige centrum Roskilde. I 1103 blev Lund domicil for ærkebiskoppen, til at begynde med over hele Norden – Sverige og Norge fik dog snart hver sin kirkelige primas. Lund havde været stiftsby siden 1060, sammen med den nærliggende Dalby, sidstnævnte dog kun til 1067. Med oprettelsen af ærkesædet og opførelsen – fra 1085 – af den kolossale domkirke voksede Lund til en middelalderlig metropol fyldt med klostre og andre kirkelige institutioner. Med kirken fulgte kulturen, og alt hvad der knyttede sig hertil, på det bedste og højeste niveau, samtiden kunne præstere. I senmiddelalderen lå der således 27 stenkirker inden for bygrænsen.
Der er liv i Fagerströms fremstilling, men han har det svært med den store historie. Absalon, der ved et enestående magtspil blev ærkebiskop i Lund og samtidig fastholdt bispeværdigheden over Sjælland, nævnes ikke en eneste gang. At Valdemar Sejr kronedes i domkirken ej heller. Konflikten mellem kongemagten og ærkebiskoppen, der løber som en rød tråd gennem store dele af 1200-tallets historie, skildres, som folk i datidens Lund oplevede den, med spektakulære fængslinger af først Jakob Erlandsen, siden Jens Grand. En billedtekst viser fundet af den stridbare ærkebiskop Jakob Erlandsens jordiske rester i glemt grav under Klostergade i 1972 uden et ord om, hvorfor han havnede lige her. I brødteksten nævnes, at han døde på Rygen i 1274, men ikke, at kraniet i graven var gennemhullet af en armbrøstpil.
I årene frem mod reformationen ramte den store historie ærkebispebyen med voldsom kraft. Selve embedet som den danske kirkes primas blev trukket i sølet med Christian II’s manøvrer – bunden ramtes med udnævnelsen af den tyske eventyrer Didrik Slagheck til embedet, som han nåede at bestride i få måneder, inden han blev fængslet og siden brændt på bålet i København som syndebuk for henrettelsen af to svenske bisper under blodbadet i Stockholm i 1520. Afsættelsen af Christian II i 1523 udløste et stort oprør i Skaane anført af den fordrevne konges tro mand på Gulland (nu Gotland), Søren Norby. Frederik I’s holstenske landsknægte anført af Johann Rantzau udslettede i 1525 Søren Norbys styrker ved og i Lund. Massakrerne bredte sig helt ind i selve domkirken. Fagerström redegør fint for de synlige spor af voldsorgiet: Den daværende bygmester ved domkirken Adam van Düren opsatte en mindetavle i katedralen, og i nyeste tid er der fundet massegrave med tydeligt mishandlede skeletter midt i byen.
Reformationen gjorde en brat ende på Lunds kirkelige storhed. Langt de fleste af byens kirker og klostre jævnedes bogstavelig taget med jorden, og domkirken blev nu centrum for også jævne menneskers religiøse liv. Den var dog fremdeles bispekirke for et af rigets største stifter, der omfattede hele Skaaneland: Blekinge, Bornholm, Halland og Skaane selv. Sidealtre og katolsk udstyr forsvandt og afløstes af adelens, bispernes og de lundensiske patricieres gravmæler. Kirkens katolske indretning med et lukket kannikekor bestod dog – og udvikledes i renæssancepragt – indtil arkitekten C.G. Brunius i 1830’rne fik frie hænder til at rasere kirkens interiør og anlagde den brede kortrappe, der i dag dominerer det.
I de første måneder af 1644 rullede den store historie ind over den stilfærdige bispeby, da en stor svensk hær under feltmarskal Gustaf Horn væltede ind i de østdanske provinser som et led i den svenske knibtangsoperation, der begyndte med feltherren Lennart Torstenssons angreb på Hertugdømmerne og Jylland. Danmark skulle knuses fra to sider. De skaanske fæstningsbyer holdt stand i første omgang, og Horn opslog sit hovedkvarter i Lund. Byen og Skaane blev grundigt plyndret og hærget. Peder Winstrup, der siden 1638 havde været biskop i Lund, fik røvet sit bibliotek, som han havde forsøgt at skjule i domkirken. Krigen sluttede med et dansk nederlag, beseglet med freden i Brømsebro i 1645. Overalt herskede forarmelse og spor af ødelæggelser, og mindet om ”Horns Krig” levede længe i den folkelige bevidsthed. Ikke desto mindre indledte Danmark-Norge i sommeren 1657 den revanchekrig mod Sverige, der i februar 1658 endte med det historiske Danmarks deling ved freden i Roskilde.
Den 16. marts 1658 besigtigede Karl X Gustav kort Lund på sin første rejse gennem de erobrede østdanske provinser. For befolkningen her udløste overdragelsen til Sverige økonomisk udsugning, massive udskrivninger af unge mænd til svensk krigstjeneste og tilløb til etnisk udrensning af landbefolkningen. En svensk rytter indkvarteredes fast på hver gård og skulle forsørges af familien der. Døde ejeren, overtog rytteren ejerskabet til halvdelen af gården.
En enkelt skaaning nød godt af de nye tider. Biskop Peder Winstrup hilste sit nye herskab velkommen – hvad andet kunne han gøre? – og forstod at smede, mens jernet var varmt. Under sit møde med Karl X Gustav foreslog han, at der oprettedes et universitet i Lund. Den svenske regering ønskede trods alle forsikringer om at bibeholde dansk lovgivning og kirkesprog at forsvenske Skaanelandene, og en effektiv metode var at blokere for kommende skaanske præsters uddannelse som hidtil ved universitetet i København. Winstrups idé blev modtaget med kyshånd, og 28. januar 1668 indviedes det nye universitet under stor højtidelighed i Lunds domkirke. Lund havde hermed genvundet den betydning, der var gået tabt ved reformationen, og lige siden har universitetet været en afgørende faktor i byens liv og trivsel. Kort efter indvielsen fulgte dog en længere pause, hvor den store historie endnu engang udspillede sig i og navnlig på markerne nord for Lund.
Den Skaanske Krig, der udbrød i 1675, var Danmark-Norges storstilede forsøg på at genvinde, hvad der var gået tabt i 1645 og 1658. En dansk landgang syd for Helsingborg i foråret i 1676 blev i første omgang en militær triumf, og det meste af Skaane og Blekinge kom igen på danske hænder, til befolkningens udtalte glæde. 4. december 1676 satte den svenske konge Karl XI alt på et bræt og angreb endnu før daggry den store danske hær, der var gået i vinterkvarter nord for Lund. Eskil Fagerström fortæller levende og grundigt om det store slag, der i realiteten var mange mindre sammenhængende bataljer. Kampene bølgede frem og tilbage nord for Lund hele dagen, og da vintermørket sænkede sig, lå tusindvis af døde og døende soldater i sneen. Det blodigste slag i Nordens historie blev en svensk sejr. Krigen fortsatte dog tre år endnu, og store dele af Skaane blev lagt øde i en forfærdende krigsførelse, hvor begge sider søgte at ødelægge landet. Store dele af Lund brændte 11. august 1678, stukket i brand af retirerende danske styrker. Krigen sluttede i 1679 med fredsslutningen i Lund, hvor et fransk diktat bestemte, at grænserne mellem Danmark-Norge og Sverige skulle forblive, hvor de var trukket ved freden i København i 1660.
Efter Den Skaanske Krig satte en håndfast forsvenskning ind. Universitetet i Lund genoprettedes og voksede i den fredsperiode, der fulgte. Under Store Nordiske Krig kom Lund igen i begivenhedernes centrum, da den svenske krigerkonge Karl XII i 1716 opslog sit hovedkvarter i byen. I to år regeredes Sverige fra et borgerhus midt i byen, og Eskil Fagerström fortæller levende og underholdende om det noget pudsige hofliv her. I juni 1718 brød kongen og hele hofholdningen op fra Lund og drog mod Norge, hvor skæbnen i november indhentede Karl XII i form af en kugle fra den norske grænsefæstning Frederikssten.
Afslutningen på Store Nordiske Krig og det svenske stormagtsvælde blev optakten til en lang fredsperiode i Sverige, hvor oplysningsidealerne slog igennem. Lunds Universitet blev et af arnestederne, og Eskil Fagerström skaber et fint billede af et lærd miljø i vækst og fremgang. Byens historie gennem 1700-tallet og det 19. århundrede skildres levende og detaljeret. Universitetet var – og er – centrum for byens liv, og historien om livet omkring institutionen kaster lys over så forskellige fænomener som romantikken i åndslivet og kvindernes gradvise og meget langsomme frigørelse. Med anlæggelsen af jernbanen voksede erhvervsliv og industri i ”den akademiske bondeby”, og gennem 1800-tallet seksdobledes befolkningen.
Eskil Fagerström beskriver byens liv helt op i nutiden gennem en lang række skildringer af enkeltpersoner. Historien om Lund er velskrevet og fortalt i letflydende stil – man mærker, at Fagerström er journalist. Den kan sagtens læses af danskere med et minimum af forståelse af svensk. Billedsiden er fortræffelig, og kapitlerne om byens ældre historie er forsynet med fremragende rekonstruktionstegninger af bygninger og hele bymiljøer. Bogen er en glimrende introduktion til en af det historiske Danmarks ældste byer og til en fascinerende og levende kulturby, der kun ligger tre kvarters togrejse fra København.
[Historie-online.dk, den 24. juni 2026]
