Menu
Forrige artikel Næste artikel

Aleksander Nevskij

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 85

Anmeldt af Lars Kjær. Informationsmedarbejder, Lejre Forsøgscenter.

Peter Mouritsen har skrevet en meget fin lille bog om historien som våben, med udgangspunkt i den russiske middelalderridder Aleksander Nevskij. Forfatteren er cand.mag. i russisk og historie og denne kombination har han her udnyttet til fulde. Bogen er baseret på forfatterens speciale fra 2003.

Bogen handler om, hvordan Sovjetunionens officielle historie om den russiske middelalderhelt Aleksander Nevskij blev afstemt efter, hvilken politik partitoppen fandt opportun – og fremfor alt efter forholdet til Nazi-Tyskland. Var der begyndende risiko for en åben konflikt, havde man ikke-angrebspagt, eller var man i åben krig?

Bogen er baseret på udgivelser om Nevskij, på aviser og film. Alle medier, der var kontrolleret af regimet og derfor også kan tages som udtryk for regimets skiftende synspunkter.

Historien blev anset for et redskab i den politiske og militære kamp. Det illustreres ved følgende citat fra Pravda fra den 5. april 1942, på 700-årsdagen for slaget på Cudsøens is mod nogle tyske riddere, midt i krigen mod Hitlertyskland:

”Lenin understregede, idet han talte om vor store historiske arv, hvis vogtere er blosjevikkerne, at bolsjevikkerne opbevarer det åndelige arvegods, ikke som en arkivar gemmer gammelt papir, men som en kriger opbevarer sit våben, for at kunne bruge det når det atter behøves i en ny kamp”.

Dette slående citat illustrerer, hvordan bolsjevikkerne så på historien, deres forhold til videnskab og deres forhold til sig selv, befolkningen og deres fjender. Historieskrivningen var i høj grad et politisk våben, som blev anvendt ganske efter forgodtbefindende. Det gav sig udslag i nogle særdeles markante udsving i synet på Nevskij. Var det ikke, fordi det var på så grusom en baggrund, er det næsten komisk at læse om.

I Sovjetunionens første år var der en meget lille interesse for Nevskij. Han blev anset for en ubetydelig person og omtalen var negativ og meget begrænset. Det skiftede dog hurtigt til en meget omfattende og meget postiv omtale. Nevskij regnedes nu blandt de største nationale helte og blev et symbol på patriotisme.

De begivenheder der fik pendulet til at svinge frem og tilbage, var blandt andet en beslutning i kommunistpartiets centralkomite om historiepolitikken i 1934. Den førte øjeblikkeligt til en mængde udgivelser, og Nevskij blev mytologiseret i utrolige detaljer. Kilderne hertil var regimets propaganda snarere end middelalderkrønikerne.

Ikke-angrebspagten med Hitlertyskland fra 1939 til 1941 førte dog et nyt og afdæmpet syn på Nevskij, og antallet af udgivelser faldt. Eksempelvis blev Eisensteins film Aleksander Nevskij straks taget af plakaten, og Eisenstein opsatte i stedet Valkyrien i Moskva. Krigsudbruddet fik naturligvis pendulet til at svinge endnu engang. Eisensteins film var konstant på plakaten nær ved fronten for at indgyde soldaterne mod og kampånd.

 

Denne tyske middelalderlige bisp er blevet udstyret med en tydelig lighed med 1930´ernes tyske nazister.

Bemærk hovedbeklædningen med de svastikalignende symboler. Gæt selv, ud fra ansigtsudtrykket her, hvordan de russiske soldater er afbildet(!) Foto fra Eisensteins film.


I de vestlige demokratier er det ikke kommet så vidt, at hundredvis af historikere er blevet udrenset af et herskesygt regime. Bogen minder os om stalinismens skræmmende gerninger, men også om at forskning ikke tåler pres fra politikere.

Den danske debat rummer desværre (uden sammenligning med sovjetregimet i øvrigt) mange nye eksempler på politiske indgreb og pres. Afskedigelsen af smagsdommere for at dæmpe kritikken af regeringen, beskærelsen af portostøtte der har en skævridende funktion af debatten, en smagløs, bagudrettet ”kulturkamp” hvor en højtstående politiker smed med andres mudder, der er den yderste højrefløjs fejder med enkelte navngivne forskere og pres på universitetets dispositionsfrihed, og højtstående socialdemokraters åbne adresse ang. arbejdermuseets udstilling.

Bogen, der får min varmeste anbefaling, kan oplagt læses af alle med interesse for russisk historie, men også af alle med en interesse for politik, magt og propaganda. Den står som et flot slag og ihukommelse om vigtigheden af den frie forskning. Også den der kan finde på at kritisere magt- og bevillingshavere.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danske Moskvakadrer i Stalintiden
Ivans krig
Michael Dobbs: Sovjetunionens fald