Menu
Forrige artikel Næste artikel

Soldaten fra Sarup og hans tid

Kategori: Bøger
Visninger: 635

Af Erik Helmer Pedersen

Som 23-årig deltog den unge landmand Peter Laue Petersen (1841-1919) i den udsigtsløse kamp mod de indtrængende preussere (og østrigere) 1864. Hans far ejede slægtsgården eller rettere boelstedet ”Lauesminde” i Sarup på Als, og slægten havde i generationer haft hjemsted her. I 1866 giftede han sig med en 18-årig pige fra sognet, Marie Cathrine Mikkelsen, og efter nogle år på et husmandssted i Sarupskov overtog Peter slægtsgården og drev den til 1907, hvorefter han og Marie flyttede ind i gårdens aftægtshus. Da han efter nederlaget i 1864 blev tysk statsborger, måtte han på ny trække i trøjen under den tysk-franske krig 1870-71 og blev da sat til at passe på franske krigsfanger i Stralsund ved Rügen. Dagligt opnoterede han med blyant sine oplevelser som dansk resp. tysk soldat, og da han i 1907 gik på aftægt, omskrev han til glæde for sine børn de primitive blyantsnotater til en art ”dagbog” for de to sæt begivenheder. Den er nu i nutidig skriftform udgivet af Lysabild sognehistoriske forening og arkiv som ikke mindre end nr. 7 i rækken af sognehistoriske publikationer fra den meget virksomme forening på det sydøstlige Als.

1864-optegnelserne strækker sig fra indkaldelsen 2. februar, til han blev hjemsendt 5 mdr. senere. Grunduddannelsen fik de imidlertid i det fjerne København, hvor de halvbefarne rekrutter henimod midten af marts afsluttede træningen med en parade på Kongens Nytorv, klædt i flotte nye uniformer af engelsk klæde. ”Kjøbenhavnerne syntes ogsaa vi kunne have lyst til at slaas med Tyskerne og jage dem ud af Landet”, noterede han ikke uden en vis selvfølelse. Da de nogle dage senere kom tilbage til Sønderborg, blev de straks involveret i de udmattende kamphandlinger omkring Dybbøl, og her følger vi næsten dag for dag Peter og hans fællers kamp mod kulden, pløret, hvislende granater og de yderst miserable indkvarteringsforhold, der som oftest blev dem tilstået, værst dog ude i selve skanserne. Peter oplevede dog ikke i første række stormen på Dybbøl den 18. april, men var med til at dække broen ved Sønderborg og fik også tid til at drikke sig en rompunch eller to. I de efterfølgende par måneder var han mest indsat i forskellige forposttjenester på Als, indtil hans kompagni den 29. juni blev drevet ud af deres løbegrav ude på halvøen Kær, da preusserne gik til angreb over Alssund. Peter blev da taget til fange og tilbragte resten af krigsperioden i Flensborg, hvorfra han kunne vende uskadt hjem den 1-2. juli.

I sine optegnelser fra 1870-71 følger vi Peter fra afrejsen i civilt tøj fra Aabenraa (”Apenrade” i hans sprog), til han efter en lang togrejse ankommer til Stralsund og dér bliver iklædt  uniform og er dermed forvandlet til Musketier Petersen bei der erste Compagni. Dets opgave bestod som nævnt i at holde vagt over de 3.000 franske krigsfanger, der var ført hertil. Det var nu ingen sag at passe de høflige og pæne franskmænd. Peter største opgave blev næsten at ledsage en krigsfange ind til en urmager for at få sit ur repareret, hvorefter de spenderede hinanden 2 x 2 cognac’er på en beværtning. Sådan gik det soldaterlivet stilfærdigt videre, indtil den store dag oprandt: ”Den 19 Februar marcherede den Preussiske Armé ind i Paris med fuld Musik, tænk dig, hvilken Glæde, thi nu var Freden snart i vente, og enhver kunne rejse hjem til sine.”, underrettede han begejstret sin kone. Et par måneder senere vendte Peter da hjem en sen aftenstund og kunne besvare konens let ængstelige spørgsmål ud gennem vinduet: ”Æ de’ dej Far” med et bekræftende: ”Ja, de’ e mæ, no blÿve æ hjem ved dej oltid”..

Med denne ”dagbog” skrev Peter Laue Petersen sig i 1907-08 ind i en tradition, der var grundlagt af litteraten og forfatteren Karl Larsen (1860-1930). Denne var født i Rendsburg som søn af en ingeniørløjtnant, der faldt ved Dybbøl. Hans spredte studier rettede sig bl.a. mod hverdagssproget og dets brugere, og i 1895 udgav han bogen Dansk Soldatersprog, som to år senere blev fulgt op af storværket Under vor sidste Krig, hvor han i redigeret form publicerede henimod 2.000 breve fra soldater og deres pårørende 1864, en udgave som i omarbejdet skikkelse blev genudgivet 1914 med titlen Et Folk i Krig. I den mellemliggende tid og især her op mod 150-året for krigen i 1864 er der på samme måde samlet og i mange tilfælde publiceret en række soldaterbreve fra den dramatiske periode i vor historie.

Hvad kan nu den slags optegnelser meddele en sen eftertid om 1864-begivenhederne, set med deltagerøjne? Hvis Peter Laues tilfælde er typisk, må man – ikke for første gang – erkende, at der er en verden til forskel mellem den danmarkshistoriske, nærmest officielle vurdering af begivenhedsforløbet og menigmands nøgterne skildring af det ofte så lusede soldaterliv. Peter kæmpede ikke for fædrelandets sag, men for at overleve, kort og godt, og for at få noget at spise og drikke og lidt rent halm at sove på. Man leder forgæves efter en patriotisk tilkendegivelse; i stedet ironiserer han hele to gange over øvrighedspersoner, der opfordrer dem til at ofre blod og liv for fædrelandet. Omvendt kan man nogle steder spore en vis beundring for den tyske modparts måde at behandle soldaterne på, ikke mindst under sin tid som krigsfange i Flensborg. 1871-skildringen er heller ikke sat i pennen af en danskfødt person, der føler sig tvangsindlagt i den tyske armé. Rent kildekritisk må vi nok erkende, at vi ikke ved, hvorledes Peter Laue brugte sine blyantsoptegnelser, da han skrev tingene sammen mange år senere. Flere steder bærer skildringen præg af at være formet som en sammenhængende fortælling med forklarende indskud. Eksempelvis siges det om en syg pige, hvis pleje fordrer det gode sengested i stedets dagligstue, han og hans kammerat ellers har fået anvist: ”Det er hende der er gift med Niclai Smidt i Wiby”

Vi må jo heller ikke glemme, at Peter Laue jo var tysk statsborger, da han skrev sine erindringer sammen og derfor kunne føle en vis loyalitet over for sit nye Vaterland. Opfattede han sig grundlæggende som slesviger og dermed placeret i et kompliceret spændingsforhold mellem dansk og tysk, noget som bogens redaktør i sin efterskrift er lidt inde på? Det kan måske føles lidt upåkaldet, når en historiker uden for tjeneste efterlyser savnede (uskrevne) værker, men hvorfor har vi ikke en samlet skildring på dansk og tysk af hertugdømmet Slesvigs historie? For Holstens vedkommende foreligger en sådan historie i Steen Bo Frandsens højst fortjenstfulde værk Holsten i helstaten (2008). Det kunne også være oplysende, om det ved et nærmere studie over militære arkiver kunne være muligt at kontrastere en Peter Laues personlige vurdering med militærfaglige observationer af selvsamme begivenheder.  

Disse bemærkninger må på ingen måde overskygge den solide kendsgerning, at vi med Lysbild-publikationen har fået et tankevækkende bidrag til vor forståelse af begivenhederne i 1864, oplevet fra så at sige forreste linje, hvor man i næste nu kan være en død, ung mand. Der er noget fandenivoldsk over vor Peter, når han f. eks. den 11. april må smide sig plat på jorden for at undgå en ildkugle og derved kommer til at spilde det meste af sin øl. Den gode soldat Svejk har skam haft sine forgængere.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fædrelandskærlighed
Prostitutionen og Grundloven
Det røde spøgelse