Under solgudens glødende scepter
Menu
Forrige artikel

Under solgudens glødende scepter

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 928

Af Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet

I 1803 fik alle læger i Danmark påbud om at indsende årlige medicinalberetninger til Sundhedskollegiet (den centrale sundhedsforvaltning i København). I 1820 blev de vestindiske læger omfattet af denne ordning. Rigsarkivet har da også vestindiske medicinalberetninger fra 1823 til 1910. Ligesom for andre dele af monarkiet er de ikke blot fortræffelige kilder til sygdomsbilledet og lægernes indsats for at bekæmpe sygdommene. De giver også et godt indblik i de sociale forhold, ligesom de belyser kulturkløften mellem lægerne og lokalbefolkningen.

   De ni pakker med medicinalberetninger fra Vestindien udgør hovedgrundlaget for Poul Ulrich Jensens bog om sundhedsforhold på øerne i 1800-tallet, men han inddrager også to lokale aviser, samtidens lægevidenskabelige debat (især i tidsskriftet Bibliothek for Læger) og en omfattende sekundærlitteratur m.m. Resultatet er en særdeles interessant og velskrevet bog, hvor forfatteren giver læseren et dybtgående indblik i arbejdsforholdene for lægerne og de mange konflikter mellem lægerne indbyrdes samt mellem lægerne og de lokale myndigheder.

   Som eksempel nævner Poul Ulrich Jensen, at borgerrådet i den store søfarts- og handelsby Charlotte Amalie modsatte sig embedslægen C.F. Erichsons ønske om at iværksætte karantæneforanstaltninger, da St. Thomas blev ramt af asiatisk kolera i slutningen af 1853. De lokale politikere betvivlede rigtigheden af hans diagnose, ”enten fordi disse kloge Medlemmer af Borgerraadet troede sig bedre og mere competente Dommere i Sagen end den lægekyndige, eller maaske fordi det stred imod deres Handelsinteresser at troe eller anerkjende Choleraens Tilstedeværelse her”. I begyndelsen af epidemien hævdede nogle af dem da også, at det drejede sig om forgiftningstilfælde. Epidemien, der varede indtil midten af 1854 kostede næsten 1900 af de godt 13.500 beboere i Charlotte Amalie og andre dele af St. Thomas livet. Da 1800-tallets kolera-epidemier sjældent havde en dødelighed på mindre end 50 %, er det sandsynligt, at mindst 3500 af øens beboere blev smittet.

   Epidemier af kolera, malaria og gul feber m.m. fyldte meget i de vestindiske øers sygdomspanorama, så det er naturligt, at de spiller en central rolle i denne bog, hvor Poul Ulrich Jensen både giver en fin og grundig beskrivelse af sygdommenes udbredelse, de ofte meget problematiske behandlingsmetoder, og hvad vi i dag ved om de pågældende sygdomme.

   Bogen giver også et godt indtryk af den samvittighedsfulde indsats, som mange af datidens læger lagde for dagen i deres forsøg på at identificere smitteveje og -kilder. Men det fremgår også, at en stor del af lægerne endte med at blive stærkt frustrerede over forholdene. Her var den tilsyneladende ligegyldighed og apati hos mange af de afro-caribiske patienter en vigtig anstødssten. Det gav fx anledning til megen irritation og ærgrelse, at de sorte beboere var så utilbøjelige til at efterkomme lægernes ønsker om større renlighed og til at færdiggøre deres kure mod kønssygdomme.

   Frustrationerne var tilsyneladende mest udbredt hos de læger, der kun havde opholdt sig få år på øerne. En noget mere tolerant, men måske også mere nonchalant, holdning ses hos A.J.C. Aagaard, der var læge på St. Croix i hele 45 år, heraf 29 år som embedslæge. Poul Ulrich Jensen bemærker i alt fald, at Aagaard ”efterhånden sjældent … beklagede sig” i sine medicinalberetninger. Tværtimod kan man her ind imellem finde anerkendende bemærkninger om den sorte befolknings egne lægemidler og kurmetoder. Aagaard erklærede ligefrem, at han undertiden ordinerede en ekstrakt af en planterod, som han havde lært at kende via de indfødte. Han skrev også, at St. Croix havde ”mange kloge Folk især blandt Fruentimmerne som giver gode Raad”. De sorte heksedoktorer – kaldet Obeah-mænd – måtte han dog kraftigt tage afstand fra.   

historie-online.dk, den 4. april 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dansk Medicinhistorisk Årbog 2013
Dansk Medicinhistorisk Årbog 2012
Det hvide snit