Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vejen Hjem

Kategori: Bøger
Visninger: 703

Af Nils Arne Sørensen

Det er en smuk bog, som Knud J.V. Jespersen og Gads Forlag har lavet. Så smuk, at man begynder at bladre for at nyde illustrationerne, før man begynder læsningen. Jespersens lange indledning er (bl.a.) illustreret med de kanoniske malerier om 1864 og så selvfølgelig en afstemningsplakat fra 1920, men størst indtryk gør portrætfotografierne af bogens hovedpersoner: de mænd, der er blevet hædret med dannebrogsordner. Her møder vi gamle, ofte slidte, men også smukke mænd, der stolt møder kameraets blik, vel vidende at portrættet skal vise en mand, der er blevet hædret af selveste majestæten. Hovedsagen i bogen er dog ikke illustrationerne; det er levnedsskildringerne af 60 mænd, der efter genforeningen blev hædret for deres indsats i eller om Slesvig/Sønderjylland (Der er ingen kvinder med af den enkle grund, at dannebrogsordenen var forbeholdt mænd helt frem til 1951). Med en enkelt undtagelse, der rækker tilbage til første slesvigske krig, falder levnedsskildringerne i to grupper: en, der er skrevet af krigsveteraner fra 1864, og en (mindre) der skyldes mænd, der er hædret for deres indsats for danskheden i det tidligere hertugdømme i tiden under tysk styre.

Der er altså tale om tekster, hvis ophavssituation er betinget af, at skribenterne er fundet værdige til hæder af det danske monarki for indsats til nationalstatens bedste. De er derfor en lille del af det monument over monarki og stat, som ordensvæsnet udgør, og bogen kan også ses som et bevidst monumentbyggeri. Det må være baggrunden for, at den både skarpsindige og besindige Jespersen kan finde på at bruge formuleringer som ”stolt, men aldrig falsk”, ”ærligt hjerte” og ”retlinede karakterer” i sin karakteristik af selvbiografierne og ligefrem slutte sin indledning med påstanden om, at ”De fortæller i egentligste forstand den menige sønderjydes og danskers historie fra 1864 til 1920.”

Det gør teksterne selvfølgelig ikke. Men derfor er de alligevel spændende læsning. Veteranerne fra 1864, der blev hædret for deres krigsdeltagelse (samt det faktum at de havde overlevet til 1920), har næsten alle efterladt korte levnedsbeskrivelser. Måske, som Jespersen fint peger på, fordi de fra Ordenskapitlet havde fået tilsendt ét styk linjeret dobbelt folioark, og det var så den længde, livsfortællingen skulle klemmes ned på. I alle beretninger fylder krigen meget. Det skyldes ikke nødvendigvis, at det var en afgørende begivenhed i mændenes liv, men i stedet sandsynligvis, at de var sig bevidst om, at det var krigen, der var forklaringen på tildelingen af den fine orden. Som kilder til selve krigen er beretningerne da også (som Jespersen anfører) af tvivlsom værdi. Til gengæld kan de bruges til at vise, hvordan der i de mellemliggende godt 50 år var dannet ganske faste fortællefigurer, som krigen blev forstået i. Men det mest spændende ved veteranernes beretninger er faktisk det, som ikke har med krigen at gøre. De korte skitser af hårde og lange arbejdsliv, oplysningerne om store børneflokke hvor mange børn døde før forældrene, og ikke mindst de beretninger, der slutter med at fortælle om en alderdom på kanten af armod på grund af ringe arbejdsevne, eller fordi den beskedne opsparing er ædt af krigstidens inflation. Den slags kan man ikke læse uden at spekulere over, om forfatterne har skrevet det i et lønligt håb om, at den høje majestæt ville lette deres betrængte kår.

Beretningerne fra de mænd, der er blevet hædret for deres indsats for danskheden i Slesvig efter 1864, er generelt længere, mere selvbevidste og indlysende gode kilder til danskhedens sønderjyske historie i perioden. I udvalget dominerer mænd, der i kraft af embede eller tillidshverv arbejdede i Slesvig, men der er også et par interessante beretninger fra præster, der arbejdede blandt krigsfanger under verdenskrigen, og overretssagfører Peter Paulsens beretning minder os om den dybe bitterhed, som forløbet op til genforeningen, efterlod i brede borgerlige, nationalistiske kredse i Danmark.

Til sidst en kommentar til bogens titel. ”Vejen Hjem” er mest dækkende for levnedsberetningerne i bogens sidste del, og det gælder endnu mere undertitlens ”Sønderjyske Skæbner 1864-1920”, for et solidt mindretal af bogens fortællere var faktisk ikke sønderjyder. Til gengæld er det en flot titel til et nationalhistorisk monument.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
1864
”En visnet blomst i hæderskrandsen”
København i Flammer