Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danskhed i middelalderen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 481

Af Anders Ellegaard

Åh Herre Jemini!
Tillad mig, gode Læser, dette eksalterede Udbrud med et fra latinen fordansket Udtryk. Vort Fødeland Danmarks Historie som en Nation er blevet forkortet endnu engang. En skrivende Dame i det ellers velorienterede Organ, Jyllandsposten, skrev: ”Ved Dybbøl Banke, hvor den østrigsk-preussiske hær i 1864 tilførte den danske hær et nederlag, vi aldrig helt er kommet over. Og hvor Danmark blev en nationalstat”! (JP d. 30. juni d.a.)
Hidtil har vi længe måttet se lærde Folk hævde, at Danmark blev en Nationalstat efter Kielerfreden i 1814. Hvad skal det ikke ende med? Den lærde historielektor M.B. må - lige som min Ungdoms Antihelt - udbryde: ”Jeg græmmes”.

Adam Wagner har skrevet en bog om begrebet danskhed, og om hvorvidt en sådan kan spores tilbage i middelalderen. Bogen er baseret på forfatterens magisterkonferens. 
Indledningsvis gennemgås forskellige holdninger og strømninger i tidens teorier om nationalitet og nationalitetsfølelse. De to guruer på området – Benedict Anderson og Eric Hobsbawn – har begge opstillet teorier om, at nationalitetsfølelse er en idé opstået i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Flere danske forskere har tilsluttet sig eller kritiseret teorierne.
Adam Wagner skriver i indledningen, at der efter hans opfattelse er tale om skrivebordsteorier, som ikke er efterprøvede. Teoretikerne opstiller definitioner, som på forhånd definerer resultatet, hvilket fører til cirkelslutninger.
Anderson mener, at nationalismen opstod som modsætning til de to tidligere vigtigste kulturelle systemer: det religiøse fællesskab og det dynastiske rige.
Hobsbawn erkender, at der også var befolkede områder før nationalismen, men der var tale om proto-nationer. Den moderne forståelse af begreberne nation og nationalisme opstod efter 1780.
Blandt de udenlandske forskere, som er mere åbne over for at anvende begrebet nation i middelalderen, nævnes Susan Reynold og Anthony D. Smith.
I det følgende kapitel gennemgås flere danske forskeres teorier og meninger om begreberne nation og nationalisme.
Adam Wagner konkluderer i de indledende afsnit, at der er stort behov for kildeforskning i, hvad forfatterne i middelalderen egentlig forstod ved de ord, de brugte.

Efter læsning af de indledende kapitler må denne anmelder konkludere, at en del af uenighederne mellem forskere, politikere, embedsmænd og ”almindelige borgere” har deres rod i, at disse grupper lægger forskellige betydninger i ordene. Er et ”land” det samme som en ”nation”? Spørg de nævnte personer og få forskellige svar.

Med banen kridtet op går Adam Wagner løs på kilderne fra middelalderen. Først og fremmest Saxo Grammaticus (født ca. 1168 død efter 1208). Hans danmarkshistorie ”Gesta Danorum” (Danskernes bedrifter) er skrevet i perioden ca. 1198 til efter 1208. Saxos egen historie, hans samtid, hans situation og omstændighederne ved hans historieskrivning gennemgås tillige med vigtige, historiske emner for forståelse og tolkning af hans skrifter. Indledningsvis gennemgås Saxos fortale til de 16 bøger, som hans danmarkshistorie består af. Fortalen er i øvrigt formentlig skrevet til sidst, hvilket kan ses af de begivenheder, som omtales. 
Af nøgleord som gennemgås og fortolkes, og som bruges som kapiteloverskrifter kan nævnes: ”Vi” (vores, vort folk), ”Gens og natio” (slægten, blodet, gens/folkeslag, kultur, sprog, natio). ”Patria” (etnisk, politisk,fædreland, rige, hjemland, patria = det danske fællesskab, folk). ”Landsdelene” (udgør bestemte landsdele tilsammen Danmark? Er indbyggerne både landsdelere og danskere?). ”Danernes fællesskab” (historiebevidsthed, fælles ære eller skam, nationalkarakter, fremmede, sprog, nordisk fællesskab, danske skikke, modsætninger til dét og de fremmede).

Den næste krønike som gennemgås er Sven Aggesøns. Den dækker perioden fra Kong Skjold til 1185, og indholdet kendes kun fragmentarisk. Både det nationale ”vi” og det ”danske folk” forekommer i denne krønike. Svens beretning handler dels om Uffe hin Spage og dels Thyra Dannebod. Begge omhandles som værende i modsætning til tyskerne og det tyske rige, og begge handler for og med det danske folk.

Ælnoth var en engelsk gejstlig fra Canterbury, som kom til Odense i slutningen af 1000-tallet. Krøniken dateres til ca. 1122 og er hovedværket om Kong Knud den Hellige. Ælnoths krønike omtaler Anglerne som et folkeligt fællesskab, et afstamningsfællesskab af saxisk oprindelse. Danerne beskrives som et folk og en handlende enhed, som selv vælger deres konge – Knud - og selv dræber ham.

Roskildekrøniken er skrevet af en gejstlig ved Roskilde Domkirke ca. 1138. Den er måske mere kirkehistorie end danmarkshistorie. Danerne omtales som en handlende enhed, og i gennemgangen af konger i Danmark opregnes (på Regnar Lodbrogs tid) kongerne med 2 i Jylland, 1 på Fyn, 1 på Sjælland og 1 i Skåne, hvilket var de landsdele som også Saxo senere henregnede som udgørende Danmark. I Roskildekrøniken er Danmark således ikke et bestemt kongerige, men et geografisk område som tilhører Danerne, som har nogle konger.

Fælles for Adam Wagners læsning og fortolkning af de fire krøniker er, at der er et stort sammenfald i forfatternes beskrivelser og definitioner af begreber som Danmark, Danerne, ”det danske”, nationer, folkeslag, fædreland, fremmede, geografi som afgrænsning af landområder, sprog, kultur og landsdele.

I bogens sidste kapitel tager forfatteren fat på et emne, som har været diskuteret mange gange: skrev Saxo (og de andre krønikeskrivere) relativt objektive danmarkshistorier eller var det rene bestillingsarbejder? ”Den der betaler musikken bestemmer melodien”-argumentet. Især Saxo har fået skudt i skoene, at han var så tæt på Kong Valdemar og især Absalon, at der var tale om bestilt arbejde. Beskrev Saxo virkeligheden? Var hans historie den udbredte opfattelse hos det danske folk, eller var det en konstrueret danskhed? Var det elitens mentalitet og propaganda Saxo beskrev til gavn for kongemagten og rigets enhed?

Adam Wagners svar er: Nej, Saxo gengav samtidens opfattelse af, hvad det danske folk var - i bred forstand. Hvis hensigten havde været at styrke Valdemar og Absalon skulle Valdemar have været beskrevet som magthaver over Danmark og Danerne. Men virkeligheden var en anden.  Omdrejningspunktet var, at Danerne var en fællesskabsenhed og et afstamningsfællesskab. Målet for historien var dels udlandet, som skulle vide, at Danmark var en naturlig, udelelig, selvstændig og fri nation, dels hjemlandet, som skulle vide det samme, men som også skulle forstærkes i denne opfattelse. Denne appel tyder på, at nationalbevidstheden allerede fandtes. Saxo argumenterede ikke for synspunkterne, men beskrev dem, som de var.

Var det kun stormændene, som havde de synspunkter, Saxo beskriver? Wagner siger: Nej!, men synspunktet er gentaget så mange gange af forskellige forskere, forfattere og andre, at det efterhånden nærmest ses som sikker viden. Men fraværet af kilder er ikke noget bevis. Wagner påviser mange eksempler hos Saxo og Sven Aggesøn, som viser, at det er folkets/de almindelige borgeres holdninger, de beskrev.

Wagner afslutter afhandlingen med opfordring til, at man afholder sig fra teoretiske, uunderbyggede antagelser om fraværet af nationalbevidsthed i middelalderen. Udsagn om at sprog og nationalitet skulle være moderne begreber, som først opstod i slutningen af det 18. århundrede, eller at gens (folk) og natio (nation/fædreland) skulle have betydet noget andet i middelalderen, bør forstumme. Kilderne siger noget andet. Det enkelte folkeslag var et fællesskab med sprog, skikke, historie og afstamning til fælles. Dette var ikke teorier for middelalderens folk, men kendsgerninger man ikke behøvede at argumentere for. Heller ikke som krønikeskriver.

Forståelsen og brugen af ordet nation eller orddannelser, hvor det indgår (nationalstat, nationalitetsfølelse, national bevidsthed m.fl.), har været meget omskiftelig. Ikke mindst efter 2. verdenskrig. Den politiske idé om et stort fælles Europa uden nationalgrænser har været med til at ændre ordenes indhold og stilling i sprogbrugen. 

Adam Wagner gør op med den negative forståelse af ord som nation, fædreland og folk og med den udbredte fortolkning af Saxos og andres middelalderkrøniker som elitens propaganda. Ordene var folkets og krønikerne var folkets historie.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Drikkekultur i middelalderen
Historien om Europa I - 1300-1600. Opvågning
Århusundersøgelsen