Hvem tilhører Danmark?
Menu
Forrige artikel

Hvem tilhører Danmark?

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 198

 

Af Jørgen Stage Larsen

Forfatterens postulat er at Danmark først blev en uafhængig, suveræn territorialstat i perioden 1074-1202, dvs. fra Svend Estridsens død til Valdemar Sejrs tiltrædelse. Læseren bliver ført igennem kampen om kongekronen mellem Svends sønner, via Erik Ejegod til Niels. De næste afsnit handler om den borgerkrig, der fulgte mordet på Knud Lavard og på Erik Emune og Erik Lams regeringstid. Da Erik Lam abdicerer fortsætter borgerkrigen og landet deles flere gange, mens kongsemnerne skiftevis har magten.

Efter blodgildet i Roskilde og slaget på Grathe Hede bliver Valdemar d. Store enekonge, og selvom han stadig er nødt til at stå i lensforhold til den tyske kejser Frederik Barbarossa, styrker han Danmarks magt. Venderne har haft frit spil under borgerkrigene, men bliver nu sat eftertryggeligt på plads, bl.a. via erobringen af Arkona på Rügen og fældningen af afguden Svantevit. Valdemar samarbejder i starten med den mægtige Hertug Herik Løve, som i starten er den stærkeste, men efterhånden skubbes i baggrunden, både fordi Danmark bliver stærkere - men også fordi han selv kommer op at toppes med kejseren.

Indadtil støtter kongen sig mest på Hviderne, men også andre store slægter som Thrugotslægten og Bodilsønnerne. Ærkebisp Eskil fra Thrugotslægten kæmper en overgang imod Valdemars magtudvidelse, men må til sidst give sig, og samtidig mindskes hans slægts position.

Efter Valdemars død bliver sønnen Knud automatisk konge – han var allerede som barn blevet udpeget som medkonge, og tronskiftet er derfor gnidningsfrit. Valgkongedømmet er ved at blive afløst af en fast procedure, som betyder, at det er den afdøde konges ældste ægtesøn, der overtager tronen. Der går dog endnu et par generationer før dette princip er fuldt implementeret.

Både under Valdemar og Knud gennemføres en omfattende lovgivning, der gør Danmark til et tidssvarende retssamfund og samtidig ryddes de sidste sidelinjer af vejen, som kunne tænkes være opponenter til Valdemars slægtslinje.

De mange magtkampe om tronen i perioden kan jo tyde på, at postulatet kan sandsynliggøres. Jeg har dog svært ved at se, at man ikke allerede har en suveræn stat i tiden fra Harald Blåtand og til Svend Estridsen. Denne kommer så i vanskeligheder efter Svends død, som den jo igen kommer det efter Valdemar Sejrs død i 1241. Man kan vel et aller andet sted i stedet sige, at den suveræne danske stat først oprettes i 1340, da Valdemar Atterdag overtager magten.

Der bliver spekuleret i, at Norge og Danmark kunne blive en fælles stat, fordi Magnus d. Gode i en periode er konge i begge lande. Det er nok troligt at de to folk ville modsætte sig denne model, som jo først bliver aktuel, da alle de nordiske kongeslægter er ved at uddø med Margrethes søn Oluf. Tankespindet bliver så udviklet til også at omfatte Sverige, der skulle frygte at bliver opslugt af en dansk/norsk enhedsstat – selvom det ikke skete da Knud d. Store var D/N konge.

Postulatet om at kirkeprovinsen har fælles grænser med territorialstaten, virker underligt, når man undervejs får at vide, at både Norge og Sverige er underlagt den danske ærkebisp.

Underligt virker det også, at kongerne siden Harald Hen har forpligtet sig til ikke at formindske krongodset, når de samtidig skænkede store områder til kirken. Endvidere at Estrid var nødt til at opdele sit tildelte land for at kunne betale tiende?

Der argumenteres også for, at det tættere familiebånd der skabes, da Erik Emune gifter sig med Knud Lavards enkes søster, skulle bringe Svend og Valdemar nærmere. Hvis Svend kunne lide sin moder, kan det vel snarere give det stik modsatte resultat, men sådan var det jo altid med disse giftermål. Hvad den ene generation ville knytte tættere, blev en ulempe i den næste, når magtkampene blev intensiveret.

Indimellem mangler ensartethed i navneformerne (Svend Eriksen og Knud 5.) og han falder også i den sædvanlige problemstilling med, at parantesen bag kongerne betyder regeringstid, mens den ved andre personer betyder levetid. Når kongerne henter administrativ ekspertise fra de gejstlige rækker er det vel logik – der var ikke mange andre der kunne skrive. Fadder regnes for broder? Skal det mon være broder til faderen – ellers er aldersforskellen vel lidt for stor. Der bliver opstillet teser, der så er sandheder i næste linje - "rigsrådets sammensætning antagelig kunne skifte – bliver til "et rigsråd hvis medlemskreds ikke ligger fast". Der argumenteres også for at mange børn = godt ægteskab, selvom der vist er mange eksempler på, at det ikke passer.

Når forfatteren har så godt styr på kilderne, virker det underligt, at forfatteren mener, at Valdemar opkaldes efter sin morfader Mstislav, når det er hans fader Vladimir, der er korrekt (som han sjovt nok har styr på i noten). Værre er dog forfatterens rod med de svenske og norske kongeslægter. Det var ikke Margrethe Fredkullas moders fætre, men hendes egne fætre (bl.a. Inge d. yngre), der var konger - hun var jo datter af Inge d. ældre (der endda også regerede i Niels' kongetid til 1118) Margrethe er derfor også kusine til Sverker/Eriks mødre, som var døtre af Sven Stenkilsson. Fætrene Sverker og Eriks slægter fortsatte også kampen efter, at Knut Eriksson havde siddet som konge, helt til 1222, hvor den sidste Sverkerson blev fordrevet. Påstandene om at det var forskellige kongeslægter, der kæmpede om magten i Sverige og Norge – til forskel fra Danmark – holder derfor ikke. I Sverige nedstammede alle kongsemner fra Stenkil Ragnvaldsson (+ 1066) og i Norge var det samme problematik, idet alle kongsemner her nedstammede fra Magnus Barfot +1103.

Så der var ikke forskel på, at det var samme kongeslægt, der kæmpede i alle landene, der var bare flere spindelinjer i Sverige og flere sidelinjer i flere generationer i Norge.

Konklusion:

Selve hovedtesen "Hvornår blev Danmark en uafhængig, suveræn territorialstat", som forfatteren mener, gør sig gældende i bogens periode (1074-1202) kan vel diskuteres  - men er et validt postulat. Bogen er fyldt med latinske udtryk og en masse indskudte sætninger. Det kunne tyde på, at det er en disputats, der nu udgives (men det opgives ikke). Hvis det er tilfældet, er det dog underligt, at tutorerne ikke har fået ryddet ud i de småfejl, der trods alt sniger sig ind i de udenlandske historiske-/slægtsoplysninger. Det kniber gevaldigt især med den svenske, norske og russiske kongeslægt. Den danske historie har forfatteren anderledes godt styr på. Ind imellem tror man, at forfatteren har glemt noget, idet sætningerne stopper så pludseligt – men man opdager at man bare skal læse 4-5 linjer frem, så kommer fortsættelsen. Forfatteren bruger en masse kilder og stiller sig kritisk overfor dem, så man føler sig overbevist om, at det må være en korrekt eller sandsynlig kritik, han bringer frem. Flere tidligere historikeres vurderinger og oversættelser af diverse kilder bliver gendrevet. Derved bliver han imidlertid selv subjektiv i sin vurdering, uden at det dog går ud over hans troværdighed. Især Saxo - som jo har været meget udskældt - kommer til ære og værdighed. På trods af dennes udadtil subjektive holdninger, kan det lade sig gøre at læse imellem linjerne, så man bibringes et mere nuanceret billede af bl.a. sejrherren Valdemar.

Forfatteren formår trods alt at skrive så flydende, at man ikke opgiver undervejs. Det er dog primært skrevet til hans fagkolleger eller historiestuderende. Han glemmer ind imellem, at hans læsere ikke er på niveau med hans viden. eks. er det vel de færreste, der ved hvad en "kardinalpresbyter" er, og at Frederik 2. via sin moder var kommet i besiddelse af normannerriget i syditalien/Sicilien. Der er også lidt for mange gentagelser, af allerede flere gange fortalte historier og så blandes lige pludselig talesprog ind i billedet og sågar fransk (sans comparaison ). Derfor må man som lægmand have en vis portion basisviden om perioden, før man får fuldt udbytte af en bog på et så højt fagligt niveau. Alene de latinske udtryk skal man have den store latinprøve for at kunne følge med i. Forfatteren burde måske i højere grad have forvist latinen til noterne. Bogen kan dog nemt anbefales til de, der måtte ønske at fordybe sig i en spændende periode af danmarkshistorien og som har et nøjere kendskab til personerne i denne periode. Det er trods alt et glimrende og gennemarbejdet historisk værk om en tid, hvor nationen Danmark blev et retssamfund.

Historie-online.dk, den 6. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Margrete den Første
Vikinger - kort fortalt
Oldtidssagaerne bd. 5