Menu
Forrige artikel

Jellingkongerne og deres forgængere

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 438

 

Af Jørgen Stage Larsen

Anmeldelsen er som bogen inddelt i kapitler med referat og kommentarer (kom) efter de fleste kapitler.

Forfatteren (Herefter som regel kaldet F) er en erfaren historiker, der har skrevet mange bøger om emnerne. Forordet indeholder betragtninger om, hvad historie er, hvilke kilder der findes, samt om den kritik der kommer fra amatører over, at sagnkilderne ikke bruges i større omfang. Der sluttes af med lidt forklaring på hvilken typografi der er brugt, herunder at F ikke anser Dansk Sprognævn som typografisk autoritet. Bogen starter med to kongerækker (de tidlige og Jellingkongerne), og efter indholdsfortegnelsen er der en forkortelsesoversigt og oversigt over illustrationerne.

1. Kapitel: "Kilderne og deres baggrund", F. redegør for, at der er to slags kilder: De berettende, der har subjektive holdninger og de arkæologiske, hvor problemet ikke er kilden/objektet, men hvordan det fundne bliver behandlet og forklaret. Der er troværdige kilder og mindre troværdige, men aldrig nogle der er den fulde sandhed. Adam af Bremen er en hovedkilde. Det er en bekrivelse af ærkebisperne af Hamburgs virke, og hvor oplysninger om Danmark tillige baseres på samtaler med Svend Estridsen om hans forfædre. Rimberts "Vita Ansgarii" er en ældre kilde, som Adam har brugt, og som igen støttes af Hamborgs diplomer, der dog ikke alle er ægte.

2. "De første danske konger" Som F. har fundet dem nævnt i de troværdige kilder. Sagnkongerne nævnes en passent, i den udstrækning, de er nævnt i tidligere danmarkshistorier. Chlochilaicus nævnes og flyttes til ca. 530. Hans mulige lighed med Hygelac (fra Beovulf sangen) afvises. Ongendus/Angantyr nævnes i starten af 700 tallet, men han var muligvis ikke konge, men bare en slags regent. Dog har han muligvis noget med Dannevirke at gøre, hvilket har indebåret en slags centraliseret kongemagt. Danerkongen udfyldte måske et tomrum, der var opstået i det nordlige frankerrige i forbindelse med Merovingernes svækkelse. Periodens mønter omtales kort. Kom: Ongendus/Angantyr/Angandeo er også navne på kongsemner efter Godfred, F. kunne have diskuteret mulige familierelationer?

3. "Mange konger". F. omtaler Sigfred og Gotfred, deres krige og efterfølgere. Magtkampen mellem Gotfreds sønner, nevøer og en sidelinje med Harald Klak som den førende. Denne sidste får et langt afsnit om sit forhold til Frankerriget, sin dåb og sin mulige død. Så når vi frem til Horik, som nævnes som den overlevende Godfredsøn. Han bliver af frankerne gjort ansvarlig for vikingeangreb, men snor sig udenom de fleste beskyldninger. Til slut bliver han dræbt i en borgerkrig med nevøer o.a. Vikingen Regnar nævnes med et angreb på Paris i 845, hvor han muligvis dør. Hamburg plyndres, enten af Regner eller Horik. Horik Barn overtager, kæmper med andre tronprætendenter, har kontakt til paven og forsvinder uden at nogle overleveringer nævner det. Sigfred og Halfdan nævnes som konger, sammen eller hver for sig. De forhandler med frankerriget, er måske i England og falder måske ved Leuven i 891.                                    

Kom: Hvad mon menes med s.47: "som det uforklarligt anføres i Niels Lund: Horik den førstes udenrigspolitik"?  De førkristne navne Sigfred/Sigurd og Godfred/Guthrum/Gudurm/Gøtrik kunne have været brugt/omtalt. At Skåne er en del af riget gælder vel også, hvis man bare bruger navnet som adskillelse fra andre Osfrider?  F. kommer ikke ind på den diskurs, der har været om Godfredssønnerne i virkeligheden var nevøer/børnebørn - mig bekendt er det aldrig bevist, at de var sønner? Halfdan nævnes som kongemulighed, men ikke at han måske er en Lodbrodssøn, ligeså Sigfred? Der omtales "En ø 4,5 km fra Fredericia" - hvorfor nævnes det ikke, at det må være Fyn (som ligger ca. 3 km fra Fredeicia) Horik Barn afviste - eller måske snarere hans formyndere?

4. Helge og Olafdynastiet starter sjovt nok med forgængernes nederlag/mulige død ved Leuven, selvom de ikke nævnes ved navn. Helge kendes kun som retfærdig, men det er åbenbart bare en afledning af hans navn, og han efterfølges af sveeren Olaf som åbenbart erobrer Danmark eller bare sydjylland. Han efterfølges af sine sønner og sønnesøn, som også nævnes på runesten, men til slut fordrives de af Hardegon Svendsøn eller måske Gorm. Det diskuteres, hvor svenske de egentlig var, udfra diverse runeindskrifter. Kom: Svend Estridsen omtaler sin forfædre, det skal vel være forgængere, idet han vel ikke er i familie med Helge og Olaf, mm. disse også er af dansk slægt? F. mener ikke at folk kender deres forfædre 150 år tilbage - men måske har konger brug for netop det, hvis de vil bygge magten på forfædrenes regime ?

5. "Jellingmonumenterne": Nord- og Sydhøjen, skibssætningen, kirken og kammergraven beskrives udførligt. Hele området har oprindelig været omkranset af en rhombeformet træpalisade med sider på ca. 360 m. En fin tegning (fig.9) viser at skibssætningen lige indeholdes i området, og at Nordhøjen ligger præcis i centrum af området og af skibet. Sydhøjen ligger ovenpå skibets sydlige del. Afsnittet afsluttes med Jellingestenene og monumentets udviklingshistorie. 

Kom: Forfatteren mener ikke at kende nogen kongeriger der blev arvet gennem fyrstelige ægteskaber, men der kan man vel nævne Burgund, selvom det er noget senere?

6.  "Gorm den Gamle". Omhandler først Hardegon, som vist fordrev Sigtryg og herefter omtales Gorm/Vurm, som muligvis er en søn eller måske i virkeligheden den samme som Hardegon. Forfatteren har svært ved at forlige sig med, at der er så mange konger på så få år. Nogle kilder har allerede Hardegon o.910, og Gorm eller Gnupa i 934. Thyre nævnes som Gorms kone, og det diskuteres, hvem Danmarks pryd var, og hvor Thyre var fra. Danmarks omfang omtales i flere rejsebeskrivelser. Afsnittet afsluttes med en diskussion om, hvorvidt Gorms dødstidspunkt kendes og dermed om den gravfundne fra kammergraven er den samme som, den oprindeligt begravede i Nordhøjen.

7. "Harald Blåtand". Der nævnes mange kilder om Harald, men F. viser, at mange af dem er modstridende. Nogle fremstiller Harald som en mægtig og selvstændig konge, mens andre fremstiller ham som tysk lydkonge. Danernes konvertering eller måske kristianisering omtales i starten og gentages senere. Danerne var måske blevet døbt løbende igennem flere århundreder før Harald. Haralds konvertering drejede sig måske kun om at afsværge flerguderiet og måske også om politik (forholdet til Det tyske rige). Jordanes nævnes, "men han har ikke noget godt navn". Der fortsættes med gentagelser af Ongendus' "hård som sten" og Ansgars missioner, og flere betragtninger om hvornår og hvorvidt Harald blev døbt og af hvilke grunde, samt om hans erobring af Danmark og Norge. Det er åbenbart svært at tyde, om Harald arvede riget(erne) efter sin far og måske sin moder, eller om han reelt erobrede eksempelvis Sjælland og Skåne fra en anden kongefamilie/gren. I Norge er det kun området omkring Viken han havde kontrol over.  Adam af Bremen har været betragtet som en forholdsvis sandfærdig kilde, men hans motiver/sanddruhed bringer F. kraftigt i tvivl. Det tyske vælde i Slesvig drages også i tvivl pga. møntudstedelsen. Adam havde sine grunde til at fremstille Harald som den gode kristne konge, modsat sønnen Svend, der var ugudelig. Sønnens oprør afslutter Haralds regeringstid, og det bringes på bane, at det muligvis er Haralds storstilede byggeprojekter, der kostede ham kronen. Strontiumanalyser drages i tvivl, grundet brug af jordbrugskalk. Der rejses også tvivl om Harald overhovedet blev begravet i Roskilde.

Kom: Jordanes nævnes som en utroværdig kilde, og at han blev sat til at skrive goternes historie af Theodorik. Her er vist sket en sammenblanding, idet det er Theoderik d. Stores sekretær Cassiodorus' som Jordanes har forkortet. Et underligt argument er det også, at danskerne ikke forstod gotisk mere end vi i dag forstår hollandsk - der fandtes vel også tolke dengang. Argumentet om polygami virker ikke begrundet, al den stund, at det ikke nævnes, at det er det mandlige køns uudtømmelige frugtbarhed og reproduktive evner, der er skyld i folkeoverskuddet. Der er underlige begrundelser/sætninger i specielt dette afsnit: fordi ”Ikke så paver var blevet afsat" - så ville paven nu afsætte en kejser ?  "Forbindelsen mellem Danelagen og Danmark... Selv om den så ikke har holdt til vore dage". Er det Brexit .F tænker på ? "Plads til Harald Blåtand også" - er det mon i engelske kongerække?

8: "Svend Tveskæg". F mener at "Svend har haft en dårlig presse", idet alle de tyske kilder beskriver ham som en skurk, mens nogle engelske (Emmas encomiast) er mere positive. Hans dødsdato kendes, mens føde- og regeringår er usikre. Efter faderens død nævnes han første gang på vikingetogt i 994. Dog nævner en engelsk retsag fra 999 ham som tronprætendent allerede i 990. Æthelreds massakre i 1002 var sandsynligvis kun på danske lejetropper (som var involveret i kupforsøg), ikke på de danske bosættere, som allerede var fuldt integreret. F. mener ikke at Pallig var Svends svoger - søsteren Gunhild kendes ikke fra samtidige kilder - hverken engelske eller danske - og aflives af F. som en opfindelse. Møntmesteren Godwine prægede mønter i alle tre nordiske lande, eller man slog bare mønter efter samme forlæg. Teknikken var forskellig. F. mener, at Svend også skal have æren for byggerier i både Roskilde og Lund. Svend erobrer hele England, men dør før witan er indkaldt, og hæren i England udnævner Knud til konge. Knud må dog starte forfra, idet witan kalder Æthelred tilbage fra eksil. Svend bliver i en kilde kaldt "den lykkeligste af sin tids konger", men Adam kalder ham "den elendige". Svend havde som konge over Danmark, Norge, England såvel som overkonge over Sverige, bedre kontrol end sønnen Knud over Norden. Kun hans tidlige død undgik, at han fik tilnavnet d. Store.  

9: "Knud den Store": Knud overtager den engelske krone, mens Harald bliver dansk konge. F. diskuterer via navngivning af Svends og Knuds sønner, hvem der er ældst men giver ikke et entydigt svar. I en note slår han til lyd for, at Knud Dane-ast og Guldharald ikke har eksisteret. Herefter fortælles om stormændenes forhold i England og om Knuds hjemvenden til Danmark og generobring af England. Heldigvis dør Edmund også, og Knud bliver konge i hele England.  Knud udnævner jarler, og rivaler bliver dræbt. Edmunds sønner bliver sendt til Sverige for at blive dræbt, men sendes i stedet til Ungarn. Det bestemmes, at kun Knuds og Emmas sønner fremover kan arve riget, og hovedparten af flåden betales og hjemsendes.Væringegarden i Konstantinopel bliver forstærket som en konsekvens, ligesom den senere forstærkes af angelsaksere efter 1066. Knud underskriver en håndfæstning. Knud bliver konge i Danmark ved Haralds død. Denne Harald er en af de mest ukendte konger i rækken fra Gorm til i dag. Rivaliseringen med Thorkil Høje og dennes forsvinden omtales. Knud sikrer England imod vikingetogter fra Danmark, og sætter gang i organiseringen af kirken, vist underordnet den engelske. F. accepterer ikke, at Danmark havde en ledingsflåde allerede i Knuds tid. Slaget ved Helgeå var muligvis ikke en sejr for Knud, og hans titel som konge over en del af sveerne forklares med, at han havde svenske lejesoldater. Der afsluttes med Knuds rejse til kejserkroningen i Rom, de breve han skrev (fik skrevet) og de begunstigelser (fritagelse for told og beskyttelse for købmænd og pilgrimme, samt betaling for bispepallier til paven),  han opnåede fra kejser, pave og andre konger. Der blev måske givet køb i forhold til ærkebispen af Hamburg-Bremen, og et senere resultat var at hans datter blev gift med Kejserens søn Henrik 3. Om Knuds senere år haves ikke mange underetninger, udover at han afviste en generobring af Norge fra Olav d. Hellige, og at sønnen Svend med sin moder senere blev fordrevet fra samme sted. Hardeknud blev konge i Danmark, men måtte vente på sin ½broders død i 1040, før han også blev konge i England. Han holdt kun to år, og så måtte Danmark lide den tort, at Magnus af Norge blev konge i fem år, inden Svend Estridsen erobrede kongemagten i kamp med Harald Hårderåde. Men det ligger udenfor denne fortælling, og begivenhederne diskuteres ikke.                                                                                                            

Kom: Er det Oluf Skattekonge eller Oluf Skødekonge? Tidligere bretninger omtaler jo Oluf som barn, da hans moder gifter sig med Svend. F. sandsynliggør, at Sigrid måske ikke er en historisk person, men det gør vel ikke Oluf ældre? Side269 nævnes: "Imidlertid drog de 2 fyrster".  Det er lidt svært ud fra teksetn at afgøre hvem de to fyrster er (Edmund og Knud eller Uthred)?  Senere nævnes at "Edvard var far til Margrethe af Skotland", her mangler man en forklaring på ,hvem hun er? Man bliver vel ikke delkonge af Sverige eller andre lande, fordi man har lejesoldater med fra dette land? Man savner også en diskussion om evt. mord på Edmund Jernside og Harald II, når mord nu var så almindeligt på Knuds tid. Måske blev Knud selv myrdet, og Hardeknuds død lyder meget som giftmord?

Konklusion:

Forsiden er ikke særligt indbydende med et gråt overskåret kar, men ellers er bogen af en pæn størrelse og med fine og tilstrækkelige illustrationer, herunder en god tegning af Jellingmonumentet, hvor der dog savnes en angivelse af bygningssporene fra husene Der er fine fodnoter, hvor man straks kan læse forklaringerne/kilderne. Der er bibliografi og register og et kort over "Europa i vikingetiden" (fra Frankerrigets deling i 843), men med stednavne fra hele vikingetiden. Forfatteren giver ikke meget for gætterier, men undlader ikke selv (Regner, der mistede sit kloster, er nok den samme som vikingehøvdingen der plyndrer Paris? (s.23). Forfatteren kunne blandt andet have diskuteret, om Regner var den kendte Lodbrog, hvis mulige sønner senere dukker op som konger/høvdinge i England og måske Danmark. Det havde også klædt forfatteren, hvis han havde diskuteret de mange amatørers gætterier. Herunder om danerne er kommet fra Sortehavet (Adils) og om Saxos mange (u)sandsynlige konger og slægter. I stedet er han kommet med en bog, der næsten kun genfortæller, hvad historikerne (og han selv) har vedtaget gennem de sidste årtier. Det er heller ikke fordi, at han er imod teorier jvf. bl.a.diskusionen om Jellingestenene. Som nyt kan dog nævnes nye undersøgelser af Jellinghøjene, som bidrager med oplysninger o,m at graven i nordhøjen ikke er en dobbeltgrav, og at selve kernen i højen er yngre end tidligere antaget, og at Jelling kirke oprindeligt kun bestod af det nuværende kor, som tidligere var skibet, og  at Gorm måske ikke er død i 956 og begravet i kammergraven. Han kunne med fordel have brugt slægtsforskning og navneskikke i sine diskussioner over kildematerialet, især om de tidlige konger og slægter. Blev kongesønner eksempelvis kun opkaldt efter faderens slægt, modsat senere tider, hvor moders slægt også blev anvendt. Det kunne måske have bragt F. nærmere på, hvor Thyre kom fra. Lidt tanker omkring Ongendus som kongenavn i generationerne efter Gotfred og lidt tanker omkring brugen af navne som Sigfred/Sigurd havde også pyntet. Der er ingen tvivl om, at det er en gennemarbejdet bog, hvor forfatteren har brugt de tilstedeværende kilder meget kritisk og trukket på sine tidligere udgivelser. Man må flere gange opgive sin barnetro og senere spændende opdateringer, når han tager fat. Korrekturlæsningen er også blevet gjort godt, det har ikke været nemt at finde fejl i hverken årstal eller navne.

[HIstorie-online.dk, den 5. januar 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hikuin 41
Færingesagaen
Wulfstan’s Voyage