Menu
Forrige artikel Næste artikel

Konge, kirke og samfund - de to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 512

Af Sune Vangsgaard Lauridsen

Hovedparten af artiklerne i bogen udspringer af et forskerseminar, der blev afholdt på Sandbjerg Gods  ved Sønderborg den 22. - 25. April 2002 under titlen “Konge og samfund - kirke og folk. De to øvrighedsmagter  i dansk senmiddelalder”.

Bogen her falder som den tredje i en række, om den danske senmiddelalder. Den første bog lagde fokus på hvilke forskningsopgaver der fandtes for dansk senmiddelalderforskning. Den anden bog fulgte så efter ved at behandle et af de forsømte områder nemlig forholdet mellem Danmark og omverdenen i senmiddelalderen.

Den nærværende bog omhandler så et tredje forsømt forskningsområde. Her handler det om de to øvrighedsmagter  konge og kirke og deres forhold til folk og samfund.

Fra midten af 1300-tallet stod kongemagten og kirkeinstitutionerne tæt sammen i senmiddelalderens Danmark. Danmark havde været gennem en periode uden konge og der havde været udbredt lovløshed og kirkekampe. Valdemar 4. Atterdag førte dog forhandler om at overtage kronen der var ledig. Og da Grev Gerhard, der var den egentlige leder af landet, blev myrdet den i 1340 forsvandt den sidste rest af modstand mod Valdemar som konge og den 22. April 1340 blev et forlig vedtaget hvor det fremgik at han skulle blive konge. Valdemar d. 4. Atterdag, blev hyldet som konge af Danmark på landstinget i Viborg i 1340 og han stod overfor en stor opgave med, at samle riget. På denne måde blev freden sikret og der blev taget hånd om samfundsordenen. I samme moment blev betryggede kongemagten rammerne om kirkens virke, mens kirken på sin side legitimerede kongens position religiøst , ligesom den medvirkede i landets styre igennem biskoppernes medlemskab af rigsrådet.

Bogen søger gennem 16 forskellige forskeres artikler at analysere på samspillet mellem de to øvrighedsmagter. Der anlægges på denne måde en magtsynsvinkel på det danske samfund i perioden mellem 1350 og 1550.

Bogen falder i fire dele. Første del behandler en række artikler samfundets opbygning og  de materielle ressourcer magten hvilede på. Med opkrævningen af Frederik I´s kroningsskat i 1524 som eksempel belyser Mikael Venge i dette afsnit, de konkrete omstændigheder omkring tilvejebringelsen af en af kongemagtens vigtigste indtægtskilder, skatterne.

I bogens andet afsnit beskrives, blandt andet gennem kirkebygninger og kirkens udsmykning, magtens udøvelse og ikke mindst dens iscenesættelse. Her angriber Birgitte Bøggild Johannsen, på grundlag af danske dronningebegravelser, en side af magtens iscenesættelse, nemlig den rituelle og monumentale. Artiklen beskriver på en underfundig måde netop dette afsnits område - som sagt magtens iscenesættelse.

Artiklerne i den tredje del af bogen analyserer med komparativt perspektiv  konges og kirkes udøvelse af magt i forhold til samfundets store flertal af bønder. Her står en artikel ud som både informativ og ganske morsom. Per Ingesmans artikel “Kirkelig disciplin og social kontrol i senmiddelalderens danske bondesamfund”, behandler en side af godsejernes retslige forhold til deres bønder.  Med en analyse af lister over oppebårne retsbøder for hor og andre seksuelle forbrydelser på gods tilhørende ærkebiskoppen af Lund umiddelbart før reformationen.

I Bogens fjerde del behandles forholdet mellem almindelige mennesker og religionen. Her ses religionen som en samfundsmagt med betydning i talrige af dagliglivets sammenhænge. Her står især Agnes S. Arnórsdóttir artikel “Sjælegaver i islandsk senmiddelalder - religiøs formidling og familiestruktur”. Her behandler hun, på grundlag af islandsk materiale vedrørende donationer til kirken, folkets sjælegaver som udtryk for, hvorledes de havde tilegnet sig kirkens budskab om sjælens frelse. Hun reflektere endog videre og kobler det med den betydning det havde i en social og familiemæssig kontekst.

De 16 artikler i bogen danner ikke en sammenhængende fremstilling om emnet konge og kirke i senmiddelalderen. Der er snarere tale om punktnedslag i , der viser en række meget forskellige aspekter af forholdet mellem øvrighedsmagterne konge og kirke i senmiddelalderen. Bogen afsluttes af en artikel af konkluderende og perspektiverende art. Her har forfatterne taget fat på det spørgsmål som må melde når man læser en bog af denne art - findes der kun to magtfaktorer i den danske senmiddelalder. Og i afsnittet behandles netop dette. Forfatterne er ganske klar over at det ville være en tilsnigelse, hvis man hævdede at de to eneste magtfaktorer i senmiddelalderen var kongen og kirken. Perioden er netop kendetegnet ved, at magten på ingen måde var centraliseret. Kirken og kongen var bare de to mest markante i et stort spektrum af magtudøvere og magten var lokaliseret mange steder i samfundet.

Det sidste afsnit behandler altså på en ganske nuanceret måde, det meget differentierede samfund hvori kirke og konge samspillet for at forblive på magten. Derved skaber afsnittet en god og perspektiverende udgang på bogen.

Bogen Konge, kirke og samfund, er en rigtig god indgang til et forsømt forskningsområde og kan læses af såvel professionelle historikere som af alment historie interesserede. Artiklerne kan læses uafhængigt af hinanden og bogen bliver herved med et godt arbejdsredskab i en forhåbentlig fremtidig forskning inden for dette område.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
SFINX 2009, nr. 3 - Tema:Korsfarerne
Castles at War
Kongens Borg