Menu
Forrige artikel

Så vidt en usædvanlig sporvogns-nørd husker

Kategori: Bøger
Visninger: 312

 

Per Vadmand er uddannet pædagog, han er tegner, oversætter, forfatter, orkesterleder og uden tvivl meget mere. Han er forfatter til den seneste erindringsbog fra Sporvejshistorisk Selskab med titlen: ”Så vidt jeg husker”. Den rummer flere steder noget så usædvanligt som falske erindringer, som dog korrigeres straks efter, baseret på sporvejshistorikernes omfattende kildemateriale.

Det er selvfølgelig ikke falske erindringer alt sammen. Per Vadmand oplevede sporvognenes storhedstid som barn og ung i hovedstaden fra slutningen af 1940erne, gennem 1950erne og 1960erne, hvor privatbil-lobbyen fik overbevist politikerne om, at alle trafikale genvordigheder skyldtes sporvognene, og at alt ville blive bedre, hvis den kollektive vejtrafik blev henvist til bilkøerne.

Vadmand er en usædvanlig sporvogns-nørd, for i modsætning til mange andre med interesse for skinnegående bytrafik noterede han ikke vognnumre eller gik meget op i de forskellige vogntyper. Et havde han dog til fælles med de fleste andre med samme tilbøjeligheder, nemlig at denne underlige interesse ikke var noget, man dengang talte for meget om. ”Tænk at møde en klassekammerat i en sporvogn og så ikke kunne forklare, hvad man lavede dér”, som han skriver.

En erindring fra en tur med sporvognslinie 1 i oktober 1957 er et godt billede på, at tiden dengang var en anden, og at mennesker var tættere på hinanden på mange måder. Vognstyreren stoppede nemlig sin vogn ved et stoppested og sagde til passagererne, at de kunne stige ud, hvis de ville se den sovjetiske drabant Sputnik, for netop nu passerede den hen over byen. Det var der mange, der gjorde, og de så den første menneskeskabte ”stjerne” bevæge sig over himlen. Hvorefter turen fortsatte med linie 1.

Per Vadmand havde en anden lidenskab ved siden af sporvognene: tegneserier. Både danske og amerikanske tegneserier blev købt for nogle af de beskedne lommepenge, og tegneserierne blev senere basis for Vadmands levebrød som forfatter og oversætter. Sporvejsmuseets første store plakat er en tegning, som Per Vadmand lavede til formålet i 1986 med titlen ”Der kommer altid en sporvogn…” Jo: Både sporvognen og pigen ses på billedet, der absolut er i tegneserie-stil. Plakaten sælges fortsat på museet. Han skriver i øvrigt meget andet end erindringer. Hans ottende roman ”Kriminalassistent Hørgaards hovedpine” udkommer i dette efterår på Forlaget Attika.

Vadmand og hans familie flyttede i 1985 fra hovedstaden til Vigersted ved Ringsted, hvorfra der kun er få kilometer til Sporvejsmuseet. Siden 1990 har big-band jazzorkestret ”Basie Trust Big Band” holdt en årlig koncert i en af museets remiser. Ingen af dem er bygget som koncertsale, men heldigvis har det vist sig, at akustikken er udmærket. Vadmand er leder af orkestret, spiller selv klarinet, mens hans dyrlæge-kone Lisbet håndterer en af orkestrets største saxofoner.

Der er efterhånden gået mere end 49 år, siden de gamle sporvogne for sidste gang var en del af gadebilledet i hovedstaden, nærmere bestemt 22. april 1972. Aarhus sagde farvel til sine to sporvognslinjer et halvt år forinden (november 1971), mens den tredje danske sporvejsby, Odense, erstattede sine sporvogne med dieselbusser allerede i sommeren 1952. Der er bevaret materiel fra alle tre danske sporvejsbyer på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Billederne i ”Så vidt jeg husker” er stillet til rådighed af medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab eller er hentet i selskabets arkiver.

 

Så vidt jeg husker - Per Vadmand - Sporvejshistorisk Selskab 2021 - ISBN 87-91109-34-5 - Vejl. pris i boghandelen 210 kr.

 Per Vadmand poserer som vognstyrer på en museumsvogn i den nederlandske by Haag i 2016. Vadmand har i en længere årrække været trofast deltager i Sporvejshistorisk Selskabs rejser til udenlandske sporvejsbyer.

[Historie-online.dk, den 21. september 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Årets bog om svensk historie
Årets bog om svensk historie
Børn, kulturarv og museer - ny antologi