Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det stadig moderne gennembrud

Kategori: Bøger
Visninger: 587

Af Mads Christensen, arkivar

Professor Hans Hertel har redigeret en antologi om det såkaldte moderne gennembrud i Danmark, som dateres til omtrent 1870-1900. Det er der kommet en ikke helt vellykket bog ud af, hvilket i høj grad skyldes netop Hertels dispositioner. Mere om det senere. Først en karakteristik af emnet.

Hvad var det egentligt for et land, Danmark sidst i 1800-tallet? Blandt andet en lille, sent industrielt udviklet og isoleret nation med en nogenlunde homogen befolkning dog sorteret i klasseforskellenes jerngreb og med stærkt kønsopdelte roller regeret af et højrediktatur, et reaktionært hof og et sort kirkevæsen.

Dét er anskuelsen for radikaleren Georg Brandes, der som bekendt satte alt ind på at forandre landet fra ende til anden; fx systempolitisk imod godsejerenevældet og senere imod den uskønne alliance mellem Højre og Venstre vendt mod socialister af forskellig observans og radikale venstrefolk. For en åbning mod omverdenen – for en orientering indenfor ånds- og offentligt liv især i retning af Frankrig og strategisk med det britiske imperium for øje, i kamp for en udjævning af køns- og standsprivilegier – dog uden at være jubeldemokrat eller kvindesagsforkæmper i privatlivet, og ikke mindst imod en hver form for religiøs indflydelse på samfundet.

Så vidt kunne typen Brandes findes i flere lande med et nogenlunde enslydende program og samme fjender. Dét, der er specielt ved Georg, er, at det lykkedes for ham at mobilisere en perlerække af digtere fra de skandinaviske lande, altså litterater som ham selv, at få disse kunstnere til (næsten) at makke ret og tage deres talenter i brug i kampen for bl.a. ovenstående idéers gennembrud. Og hvilke navne! Der er tale om Strindberg og om Ibsen, om Jacobsen, Drachmann, Bang og Pontoppidan i mere eller mindre grad, men dog altid imod reaktionen, og mange flere. Alle som én forhadte af decideret konservative såvel som af grundtvigianske kredse. Feteret af eftertiden.

Aldrig før eller siden har en nogenlunde samlet flok af forfattere eller andre opinionsdannere udøvet en så massiv og konsekvent påvirkning af landet og dets indbyggere og haft dén succes med striden, som de moderne i ånden fik. Fordi deres synspunkter var indlysende rigtige og populære? Eller måske snarere fordi der efterhånden intet alternativ syntes at være, idet modparten overhovedet ikke kunne stille med personer af format?

Uanset hvad – at det moderne gennembruds frisind har sejret, skal forklares ved, at der fra tid til anden, helt op til i dag, altid har meldt sig arvtagere, der på dygtig vis har været i stand til at komme til orde, til at sætte sig på debatten, fra 30’ernes kulturradikale kreds omkring P.H. (som gerne ville have det så, at Brandes var hans far, hvad han tilfældigvis ikke var) over 68’ernes ungdomsoprørog til nutidens hallalhippier, eller hvorledes?

For noget nyt synes at være på færde. Det moderne gennembruds synspunkter og dets bagmand er blevet taget op til revision på det seneste af kritiske røster. Her melder Hertel og co. sig ind i striden. Det stadig moderne gennembrud hedder bogen, der består af ti afsluttede kapitler leveret af ni bidragsydere. Og nu tilbage til Hertels rolle. Hertel har skrevet indledningen og tre af bidragene, hvoraf de to fylder de første hundrede sider af bogens trehundrede i alt, og det er simpelthen for massivt skrevne tekster med for mange gentagelser, der bærer præg af at være gjort til andre formål, tekster til seminarer o.a., skønt alt skulle være skrevet om på ny.

Hertel vil for vidt omkring Brandes, til at det lykkes for ham, og det er synd og skam, da der ikke er tvivl om, at Hertel er yderst kompetent på området, men han virker blot for tæt på Brandes, til at han kan holde en fornøden og konstruktiv distance, og så er Hertel alt for optaget af polemik med Søren Krarup og Jesper Langballe, for optaget af om de er urimelige i deres kritik af Brandes og gennembruddet. Det er de muligvis, men dem om det. De er også politikere, og det er da kun at forvente, at de arbejder politisk med emnet og ikke filologisk-tekstkritisk… I det hele taget mangler Hertel og bogen forståelse for modpartens standpunkter. Det ville klæde fremstillingen, hvis man havde forsøgt at gendrivepartsindlæg i stedet for at ignorere samme.

De øvrige bidrag er udmærkede på hver sin måde, men fremtræder uden at være specielt ensartet grebet an på grund af en for løst stillet opgave, hvilket selvfølgelig kan ses som enten en charme eller som et irritationsmoment. Det er alle artikler, der ville gøre sig i humanioratidsskrifter, og bedst er Sune Aukens analyse af henholdsvis romantikken og det moderne gennembrud som idéhistoriske fænomener. Dét kapitel kan anbefales, men i sin hel hed er Det stadig moderne gennembrud for ujævn til at være bogen om Brandes og dengang, Danmark tog hul på det moderne.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Velfærdens pris
Vidnerne Historien
På jagt efter søslangen