Menu
Forrige artikel Næste artikel

Doktor Kúkotskij og undfangelsens gåde

Kategori: Bøger
Visninger: 858

Af Thomas Petersen

Det er næppe nogen overdrivelse at konstatere, at Rusland i øjeblikket er i bad standing i den vestlige verden – også i vort lille land. Anvendelsen af rocker-jargonen er ikke tilfældig. For der findes efterhånden ikke det nederdrægtige, onde eller dårlige, der kan siges om vor store nabo mod øst. Og ikke mindst om naboens præsident, der dog, med eller uden snyd, af det ruslandske folk gentagne gange er valgt til embedet med et komfortabelt flertal. Cyber-angreb, trusler mod hospitaler, oprustning og krigerisk adfærd i Østersø-regiomen – ja, måske venskab med en kommende USA-præsident, som vi kollektivt ikke kan lide. You name it, alt kan og skal siges, når man ser de EU-europæiske og nordamerikanske nyhedssider. Befriende og ikke mindst fredeligt er det derfor, når en både tung og vægtig russisk roman rammer det danske bogmarked. En roman, der ligesom Nobelpris-modtageren, hviderussiske Svetlana Aleksijevitjs romaner, endnu en gang dokumenterer og bekræfter eksistensen af en fælleseuropæisk (ikke blot EU-europæisk) humanistisk tradition, der allerede i 1800-tallet florerede i hele Europa, og som på roman-fronten talte navne som en Turgenev, en Dostojevskij eller en Tolstoj, på teater-fronten en Tjechov.

Meget forenklet kan man siden Sovjetunionens opløsning i 1991 skelne mellem to tendenser i russisk litteratur. Mellem en national og en international tendens. Atter forenklet, men også interessant illustrerer disse tendenser den debat, der siden 1830erne har splittet den russiske intelligentsija i en fløj, der var for Europa, og en anden, der var imod. Historisk fik disse fløje henholdsvis epiteterne de vestorienterede (zapadniki) og slavofile (slavjanofily) klistret på. I dagens Rusland findes der forfattere, der understreger og ofte kun accepterer de særlig russiske værdier. Men der er også dem, der gerne vil være så moderne, dvs. vestligt-orienterede, som muligt.

Generelt har de russiske forfattere i de seneste årtier haft svært ved at finde deres plads under de nye markedsøkonomiske vilkår. Vilkår, under hvilke deres værker pludselig ikke kostede mere end det papir, de var trykt på. Hvor vilkårene tidligere havde heddet censur, fortielse, manglende udgivelse mv. Ultimativt endog og i historisk perspektiv fordømmelse, blacklisting, fængsel og død. 1990ernes markedsøkonomi og økonomiske kaos medførte, at det traditionelle bogmarked og de litterære institutioner brød sammen som korthuse. Det betød også helt nye vilkår for en forfatter. Hvor det tidligere var litterær kvalitet og til dels politisk korrekthed, der betingede udgivelse, var det nu marked, efterspørgsel og en omskiftelig smag, der var de succes-udløsende nøgleord.

Ljudmila Ulitskajas ((født 1943) forfatterskab er både interessant og specielt. Primært, fordi hun formår at gøre sit russiske råstof alment og derfor gyldigt for alle – også for os ikke-russiske læsere. Hovedpersonen i nærværende bog er Kukotskij-familien i en tidsbestemt og konkret sammenhæng. Med den som udgangspunkt behandler forfatteren så almengyldige emner som abort, familieliv, samliv og dyreforsøg. Samt en række emner med relation til det sovjetiske samfundsliv gennem store dele af 1900-tallet. Hun afsøger for eksempel de moralske og eksistentielle konsekvenser af, at vi er i stand til at afbryde et svangerskab. Ulitskaja demonstrerer en russisk universalisme, der rækker langt ud over det tids- og stedbundne. Og som derfor bliver et ambitiøst indlæg i den almene og eviggyldige debat om menneskets natur og adfærd. Det er formodentlig også denne universalisme, der har gjort hendes gang i den russiske forfatterverden både kompliceret og så langtrukken, som tilfældet har været. I realiteten blev hun først for alvor interessant for russiske forlag efter, at vestlige ditto med betydelig succes havde udgivet hende i løbet af 1990erne.

Doktor Kukotskij, der udkom i Rusland i 2001 og indbragte hende Russian Booker Prize, var Ulitskajas andet større arbejde. Titelpersonen, Pavel Aleksejevitj Kukotskij, er en fødselslæge og gynækolog, der gør kvinders ret til fri abort til sin livskamp. Han er født før revolutionen, men lever og arbejder det meste af sit liv i sovjetperioden. På mange måder er bogen en historisk roman. Strækkende sig fra Imperiet i sit efterår og gennem 1900-tallet op til sovjetimperiets efterår og fald. I bogens start får vi at vide, at Kukotskijs forfædre siden slutningen af 1600-tallet har været fremtrædende medicinere. Kukotskij er fra barns ben fascineret af den menneskelige anatomi, som han på universitetet studerede med samme passion, som andre spiller eller drikker. Medicinen udgør størstedelen af hans identitet og bliver således også central i bogen. I koncentreret form omkring retten til fri abort. Et kontroversielt emne i en periode, hvor Stalin i 1936 havde afskaffet denne kvinde-ret, som revolutionen havde proklameret som en væsentlig del af kvindefrigørelsen. Men det lave fødselstal fik idealerne til at vige for virkelighedens behov for flere arbejdere og ikke mindst soldater i et kommende opgør med kapitalismen.

Kukotskij er som læge begavet med et særligt talent. Et talent, som forfatteren beskriver så sprudlende og mangefacetteret, at det bliver en blandt mange andre udtryk for hendes magiske realisme. En gave, der som en røntgenstråle satte ham i stand til at se ind i patientens indre og der afsløre betændelsestilstande i patientens, i særdeleshed i kvinders indre organer. Med blandt andet dette talent havde han under krigen i en lille sibirisk by reddet en kvinde fra at dø ved at fjerne hendes livmoder. Denne kvinde med navnet Jelena gifter han sig med. Med i ægteskabet følger også Jelenas 2-årige datter Tanja, som Kukotskij adopterer sammen med hendes husholderske, den tidligere nonne Vasilisa Gavrilovna.

De første efterkrigsår er lykkelige for familien – på såvel det arbejdsmæssige som det private plan. Kukotskij udarbejder blandt andet en plan for det samlede sundhedsvæsen, herunder en plan for legalisering af den frie abort. I praksis hjælper han mange kvinder, der ønsker abort. Men uheldigvis dør en patient, en portnerske, som han har foretaget en illegal abort på. En begivenhed, der fører til knubbede ord og et reelt brud mellem ægtefællerne. Læs her Ulitskajas egen rørende og yderst sigende beskrivelse af dette brud:

”Han skar en fortvivlet grimasse og stønnede. Alt var forbi, alt var tabt. Tavs forlod han soveværelset og gik ind til sig selv, tog en flaske frem bag gardinet, åbnede den og drak. Han smilede: det var den syge betændte livmoder, han havde fjernet for ti år siden, som hævnede sig på ham. Ufatteligt, hvordan disse tåbelige ord var opstået i hans hoved og undsluppet ham i kampens hede. Hvordan kunne han finde på at sige til hende, at hun ikke var kvinde? Hun, som var kvindeligheden selv, fuldkommenheden selv. Intet var tilbage, alt var tabt. Han drak et halvt glas mere --- Den sidste natlige hændelse, som fuldstændig sprængte rammerne for Jelenas forestilling om sin mand, gjorde i virkeligheden ikke den store forskel. Hendes krænkelse var så dyb, at hun intet kunne stille op med sig selv. Som om ægtefællens ord, sagt i et ubesindigt øjeblik havde dræbt al attrå i hende og forgiftet selve grobunden for trangen til ømhed og kærtegn ---. Aldrig mere – det forstod de begge – ville de kunne dykke ned i det lykkelige vand, de havde svømmet i gennem ti år”, (side 102f.).

Udadtil er der intet forkert at spore, men lykken mellem de to ægtefæller er borte, selv om de – måske, måske ikke - stadig elsker og agter hinanden. De tager den døde portnerskes datter, Toma, til sig – som plejebarn. Efter skolen studerer Tanja biologi, bliver ansat på et laboratorium. Men da hun videnskabeligt pludselig finder sig selv i færd med at lave præparater på menneskefostre, står hun midt i et dilemma. Resolut bryder hun ud af miljøet. Hun tager sin hvide kittel af, hænger den på knagen og vandrer ud af laboratoriet, som der står i bogen. Hendes kærlighedsaffære med videnskaben er endegyldigt forbi og efterfølgende indleder hun et vildt boheme-liv.

Jelena bliver stadig mere syg, får Alzheimer-lignende symptomer med svigtende hukommelse, der illustreres ved hjælp af uddrag fra hendes dagbøger. Hun er bevidstløs en lang periode, hvorunder hun har en surrealistisk drøm. En drøm, hvor romanens persongalleri passerer forbi gennem en tidløs ørken, et skærsild-lignende landskab med historiske og bibelske referencer. De passerer forbi uden at efterlade sig spor. En reference til en hukommelse, der gradvist svinder.

Russisk skønlitteratur på det danske bogmarked er – med ganske få undtagelser – ikke nogen sællert. Det er synd, fordi den stadig som nævnt på mange måder er europæisk i ordets bedste og oprindelige betydning. Samt, at den har – ligesom i klassikernes tidsalder i 1800-tallet – adskilligt interessant at byde på. Som for eksempel aktuelle Ljudmila Ulitskaja. På dansk er hidtil udkommet tre af hendes bøger. Alle udgivet af Gyldendal og omsat til dansk af slavisterne Jan Hansen og Trine Søndergaard. Det drejer sig om Medea og hendes børn fra 1998, En munter begravelse fra 2000 og Kvinders løgne fra 2007. De handler henholdsvis om enken Medea og hendes sommerhus og familie på Krim, om den kvindekære Alix i det russisk-jødiske miljø i New York og om de små uskyldige og underholdende løgne, som angiveligt er specielt kvindelige.

Ulitskajas nyrealistiske univers er fuldt af kvinder. Hun er blevet kaldt både kvindelig forfatter og kvindeforfatter. Måske er hun blot menneskekender, -beskriver og -forfatter. Hvilket nærværende bog demonstrerer. Hendes prosa er ofte underfundigt underspillet. Den understreger ofte hverdagens trummerum og kedsomhed, kaotiske kærlighedsforhold eller problemer omkring provokerede aborter – det sidste er et af de bærende elementer i nærværende roman.

Ulitskaja er i dag i høj grad en moralsk autoritet for mange russere. Ikke mindst i takt med, at Putins Rusland politisk og kulturelt har bevæget sig i en stadig mere repressiv og nationalistisk konservativ retning. Hendes fiktion, der har adresse til såvel religion som politik, men ikke nødvendigvis i præsidentens slavofile aftapning, samt hendes politiske orientering er naturligt nok stødt sammen med den officielle ideologi. Hun er blevet kaldt forræder på grund af sin modstand mod Ruslands blodige indirekte engagement i Ukraine. Ligesom landsmanden Aleksander Herzen, der i midten af 1800-tallet agiterede mod Det russiske Imperiums brutale nedkæmpelse af et polsk oprør. Ulitskaja har deltaget i demonstrationerne mod parlaments- og præsidentvalg og fortsatte debatten – også efter, at demonstrationerne var blevet stoppet. Hun er til stadighed skydeskive for den regeringsvenlige avis Izvestijas verbale angreb. Ikke uden forbindelse med den stribe af prestigefyldte internationale priser, hun har modtaget.

Ulitskaja kom til verden under Verdenskrigen og under sine forældres evakuering/deportering til delrepublikken Basjkirien. Forældrene var højtuddannede jøder – faderen var ingeniør og opfinder, moderen biolog. Efter afsluttet skolegang fik den unge Ljudmila arbejde som laboratorie-assistent på et biologisk institut. Indtil hun endelig som jøde slap igennem et uofficielt, men i praksis vel fungerende, kvotesystem blev optaget som biologistuderende på Moskvas Statsuniversitet. Efter afsluttet studium fik Ulitskaja arbejde på et institut for genetik. Et forskningsfelt, der indtil Stalins død i 1953 og delvist under efterfølgeren Khrustjov havde ringe kår i Sovjetunionen og konstant truet af lukning. Stalin havde haft mere tillid til biologen og praktikeren Trofim Lysenko (1898-1976), der advokerede for tillærte egenskabers arvelighed frem for til – de oftest jødiske – genetikeres hævdelse af umiddelbart usynlige gener. Praktikeren Stalin foretrak en Lysenko, der gerne lod sig fotografere iført stråhat og stående midt i en bølgende kornmark. Frem for teoretikere i et laboratorium, der hævdede noget, der ikke kunne ses med det blotte øje. Også Ulitskaja blev fyret fra sit arbejde.

Undervejs blev den jødiske kvinde Ulitskaja ortodoks kristen. I flere år koncentrerede hun sig om familielivet og som alenemor for sine to børn. Hun begyndte at skrive, men på trods af den større frihed under Gorbatjov og perestrojka/glasnost fik hun afslag fra forlag og tidsskrifter. De havde angiveligt mere end nok i at publicere de værker, der i årtier havde været frosset ned og nu lagt til hurtig optøning. Derfor debuterede hun først i 1990 i et populært ugeblad med navnet Ogonjok. Siden er det gået trægt fremad på det hjemlige marked. Ofte kom det først i omdrejninger, når hendes bøger havde fået succes i udlandet, især i Tyskland.

En tidlig version af romanen, publiceret i tidsskriftet Novyj Mir, havde haft titlen Den syvende dimension. Kukotskijs adoptivdatter Tanja opgiver sit videnskabelige. Som gammel oplever Kukotskij et nært slægtsskab med Tanja – kødeligt er de ikke forbundet, han er ikke hendes biologiske far, slægtskabet er irrationelt og uforklarligt, det er simpelthen hjertets bånd, som han selv konkluderer. Tanja lægger som nævnt videnskaben bag sig og vælger et liv som boheme – et spejlbillede af Ulitskajas egen historie.

Ulitskaja havde valgt ortodoksien som en erstatning for det angivelig iltfattige rum, som sovjet-ideologien havde udviklet sig til i løbet 1970erne. Men hun forlod atter ortodoksien efter, at kirken i 2006 havde fordømt hendes seneste roman Daniel Stein. Fortolkeren som anti-kristen. Det er en bog om tro og frihed. Om relationerne mellem jødedom, kristendom og Holocaust. Den blev i Rusland solgt i mellem to og tre millioner eksemplarer.

I 2008 indledte Ulitskaja sammen med en række andre forfattere en brevveksling med straffefangen Mikail Khodorkovskij. En stenrig oligark, der var blevet rig på oliehandel, men som også havde lagt sig ud med Putin. Angiveligt dømt for skattesvindel, men reelt for sin kritik af Kreml. I virkeligheden var retssagen primært et led i præsidentens opgør med de såkaldte oligarker. Med andre ord med de – ofte tidligere partisekretærer eller menige partimedlemmer, der i 1990ernes generelle lovløshed havde beriget sig på statens bekostning. Ulitskaja så i Khodorkovskij primært en rettroende kommunist, der var blevet en helhjertet og tro kapitalist, og hvis enorme rigdom kompromitterede ham. Med andre ord en opportunist. Deres korrespondance publicerede hun i 2009.

Ulitskaja lever skiftevis i Moskva og Toscana – hovedstaden forekommer hende for beskidt, larmende, fjendtlig samt for snæver til skriveri. Hun anser sin generation, årgang 1943, for heldig. For ung til at huske krigen og sulten, men alligevel så gamle, at de husker Stalins begravelse, fanger, der kom hjem fra lejrene, de små håb under Khrustjov, stagnationen under Bresjnev. Selv oplevede Ulitskaja en begyndende succes i 1980erne og 1990erne og et stadig mere autoritært samfund.

Det er en satsning, dog i allerhøjeste grad en af de velkomne, når forlaget Hovedland i 2016 vover pelsen ved at udgive Ljudmila Ulitskajas bedrift af en roman fra 2001.  En moppedreng på næsten 500 sider. Ulitskaja er ikke nem at omkode til andre sprog. Hendes engelske oversætter har skrevet en hel artikel om sine udfordringer.  Fordanskningen er overdraget til den russisk-kyndige Karen Kjerulff Nielsen. Dog bliver man som anmelder lidt forvirret, når der i kolofonen ordret står ”dansk udgave efter Kukotsky Case (original Russian title Kazus Kukotskogo [titlen med kyrrilliske bogstaver, TP])”. Det kan kun forstås, som om den engelske udgave ligger til grund for den danske. Mistanken styrkes, når man side 33 læser om en prins Kurbskij i 1500-tallets Rusland. På russisk var denne Andrej Kurbskij knjaz – en titel, der på dansk kun kan oversættes som fyrste. På engelsk kan prince imidlertid have flere betydninger, herunder fyrste. Mens det på dansk enten er søn eller sønnesøn af en regerende monark eller dronninge-gemal. Der er naturligvis ikke noget odiøst i at konsultere oversættelser til andre sprog. Blot afsmitningen ikke bliver for tydelig. I det store og hele skal det dog understreges, at det i bogen anvendte danske fungerer upåklageligt.

Et storværk. Et mesterværk. Mange er de store og rosende ord, man kan bruge om Ljudmilla Ulitskajas fiktive gengivelse af et par uhyre vigtige generationer af Sovjetunionens historie. Om levet privat og personligt liv – på trods af indre og ydre rystelser. På trods af krig og repressioner. Litterært set veksler klassisk realistiske afsnit med kapitler, fyldt med magisk realisme. Romanen sætter sig under læsningen som en uro i læseren og kan derfor på det varmeste anbefales. Dejligt, at i hvert fald russisk litteratur stadig med udbytte kan læses af os alle sammen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Øhavsfortælling
Signe (Roman) -- Signes hjemkomst (roman) -- Den tyske hemmelighed ... (dvd)
Magtspor