Menu
Forrige artikel Næste artikel

Israels erobring af Palæstina

Kategori: Bøger
Visninger: 698

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc, og journalist

Amos Oz, venstreorienteret israelsk forfatter, er i Noam Chomskys ’Nationalism and conflict in Palestine’ citeret for at sige at kampen om Israel og Palæstina er en kamp mellem total retfærdighed og total retfærdighed – som uundgåeligt må ende i tragedie. Han fremhæver, at israelerne er i Israel, fordi de ikke kan eksistere andre steder som en nation i en jødisk stat, mens palæstinenserne er der, fordi det i bund og grund er deres hjemland. Amos Oz’ pointe er med i Carsten Skovgaard Jensens ’Israels erobring af Palæstina’ og belyser på samme tid kompleksiteten og enkeltheden i en konflikt, der har krævet menneskeliv og erobret overskrifter siden slutningen af 1800-tallet.

Da jeg på universitet tog et kursus i geopolitik lagde min forlæser en satiretegning på overheadprojectoren. Det var et kort over Israel med karikaturer af jøder, arabere, kristne og diverse imperiemagter. ’For meget historie og for lidt land’, stod der – og det skulle fungere som en slags definition på geopolitik. Det er imidlertid Carsten Skovgaard Jensens pointe, at den konfliktfyldte historie om Israel og Palæstina ikke nødvendigvis strækker sig så langt bagud. Frem til 1882, hvor den første store immigrationsbølge af jøder slog ind over regionen fra Rusland, levede befolkningsgrupperne fredeligt sammen i området, der lå indenfor det ottomanske imperium. Udviklingen i Rusland – og siden i resten af Europa – ansporede fremtrædende jødiske intellektuelle til reflektere over jødedommens fremtid. Der bredte sig en følelse af, at jøderne aldrig ville kunne finde et hjem i et ikke-jødisk land, og at løsningen derfor måtte være, som essayisten Moshe Lilienblum havde påpeget i 1890’erne, at tage til forfædrenes land, Palæstina. På samme tid skrev Theodor Herzl det banebrydende zionistiske værk, ’Der Judenstat’, hvor han netop beskriver en jødestat som en stat (kun) for jøder. Det springende punkt – og kernen i hele den konflikt, der fulgte efter – var naturligvis hvor palæstinenserne passede ind i dén plan.

Carsten Skovgaard Jensen sætter sig for at kortlægge baggrunden for konflikten og samtidig forklare og kontekstualisere årsagerne til dem. Hans ambition er at levere en historie-revisionistisk fortolkning af konflikten, primært i forhold til de israelske historikere af ældre dato, der er formet af den zionistiske tænkning. Og lad det være sagt med det samme; Carsten Skovgaard Jensen holder hvad han lover et langt stykke hen ad vejen. Hans kendskab til konflikten er indgående, hans fornemmelse for detaljen er fin – om end balancen mellem en detaljerig og en detaljetung tekst er hårfin, og momentvis tipper han over.

Der er dog ingen tvivl om, at Carsten Skovgaard Jensen har valgt side i konflikten. Han tager de gængse zionistiske myter – blandt andet myten om ’de få mod de mange’ i Israels krig mod de arabiske naboer i 1948 og myten om ’den humane besættelse af Gazastriben og Vestbredden’ – og piller dem fra hinanden. Tilbage står, ikke overraskende – hans udsyn in mente, zionismen som et alt overvejende koloniserende og undertrykkende fænomen og en israelsk stat som en kynisk og ekspansiv størrelse. Hans blik for persongalleriet er skarpt, og der er gode fortolkninger af den ideologi som en Ben-Gurion, en Weizmann, en Ehud Barak og en Ariel Sharon førte politik efter – og som af flere omgange førte til konflikter, deportationer, diskrimination og massakrer. Set i historiens bakspejl er det da også svært at se konflikten i et andet lys – og fortolkningen er i det store hele fint i tråd med nutidens gængse forskning i konflikten, især naturligvis af ikke-israelske historikere. Derfor er det svært at se, hvad det er for en revisionisme, Carsten Skovgaard Jensen ønsker at bringe for dagen. Det er lige ved at være på kanten af falsk varedeklaration, og det er synd for en bog, der faktisk er både velskrevet og oplysende med en god kronologi og kapitelinddeling, hvis man ser bort fra det alt for lange kapitel om USA’s specielle forhold til Israel. Det stikker ud og synes at mangle et formål andet end at pege fingre ad en – undskyld udtrykket – ’uhellig alliance’.

En anden markant kritik må gå til bogens udstyr, der er meget mangelfuldt. Der mangler stikordsregister, personregister - og kort! Det er en skam for en bog, hvor forfatteren hele tiden flytter scene, og hvor der bliver brugt så mange bogstaver på at beskrive de forskellige grænser, der over tid er blevet trukket enten i virkeligheden eller omkring forhandlingsbordet.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Slaverne dansede og holdt sig lystige – En fortælling om den danske slavehandel
Peter Wiingaard: Påfuglens tårer. En rejse i de irakiske ezidiers verden før Islamisk Stat
Det armenske folkedrab. Fra begyndelsen til enden