Kvinder og magt. Et manifest
Menu
Forrige artikel

Kvinder og magt. Et manifest

Kategori: Bøger
Visninger: 723

Hvad skal vi med kvinder, de er bare…

Den engelske historieprofessor, Mary Beard, har udgivet et manifest om kvinders adgang til magten. Ud fra den klassiske kultur formår hun på vanlig bidsk, fascinerende og velskrevet måde at spidde patriarkatets tilkæmpede dominans.

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er stort set ikke til at overskue den tsunamibølge, #metoo har medført, efter den er braget ind over kulturens verden. Ofrene/gerningsmændene kan tælles i tusindvis. Nogle er ganske almindelige ’mandsgrise´, som svenskerne så pikant antyder det. Og de er om nogen mestre i at skabe nye ord i nye sammenhænge. Senest er det #knytblus, der sætter en fed streg under den solidariske kvindekamp. Det drejer sig om den uhyre delikate sag i ’Svenska Akademin”. Jeg undlader bevidst at forklare intrigerne – de er horrible og ikke mindst så godt som uoverskuelige – men citerer i stedet den engelske avis ’the Guardian’, der skrev: ”Men were extremely wrong, the women payed the price..” Så nu løber alle mulige kvinder rundt med knytblus. Som nu sagens hovedperson, Sara Danius, akademiets første kvindelige sekretær. Den hørte til hendes vanlige påklædning. Nu søstersolidariserer man sig med hende ved at gå med knytblus. Som symbol på, at man ikke vil bøje nakken for ’mandssvinene’. Sidstnævnte gruppe knytter deres slips. Det er lidt af et syn for guder.

Den klassiske dannelse

Jeg erindrer endnu med gru en samtale, jeg havde med en skoleleder for flere år siden. Jeg klandrede hende, fordi hun nedprioriterede den klassiske dannelse på skolen. Hun så på mig med det der overbærende blik, man tilsyneladende får, når man ved siden af læser til master. ”Åh klassisk dannelse. Den var der ikke længere brug for i det postmoderne samfund”. Og så var den ged for den sags skyld barberet. Jeg mumlede stilfærdigt for mig selv: ”Wenn eine Affe herinsieht, kann kein Apostel heraus gucken.”

Hendes synspunkt stod ikke alene. Der bredte sig en stor bølge over alle ungdomsuddannelser: Der er ikke brug for klassisk dannelse. Her flere år efter kan man – desværre med al tydelighed – se, hvad der er sket. Og det er ikke noget kønt syn. Nedslående er det.

Sammenholder man den viden, universitetsstuderende i dag er i besiddelse af med den viden, vi andre forlod uddannelserne med, ja giver vægten prompte et særdeles markant udslag. Jeg var dybt forbløffet over et spørgsmål, jeg blev stillet sidste år. Vedkommende er universitetsuddannet, velorienteret og i øvrigt et pragtfuldt menneske. ”Hvem er ham der Hans Tausen?” -

”Hvad satan skal vi med Hans Tausen?” – Frit efter Gustav Wied

Man kan selvfølgelig omgående stille spørgsmålet: ”Er dette nyttig viden?” Man kan vel med al mulig grund tillade sig at tro på, at det er det. Hvis man vil forstå baggrunden for vores kirke, for vores kulturelle arv. Der er myriader af ledefyr i de tusindvis af år, menneskeheden har været her. Historiske brudflader så voldsomme, at de sætter sig deres markante spor helt ind i dagligdagen.

Det er noget af baggrunden for, at professor i klassisk historie, Mary Beard, har skrevet bogen: ”Kvinder & magt. Et manifest”. Hun stiller ganske enkelt det simple spørgsmål: ”Hvad er det for mekanismer, der gør kvinder tavse, nægter at tage dem alvorligt og afskærer dem vejen til magtens centre…” (s.1).

Herefter suser den klassiske professor af sted ud fra hendes helt klare afsæt: ”Dette er et område, hvor de gamle grækeres og romeres verden kan hjælpe med at kaste lys over vores egen. Når det drejer sig om at gøre kvinder tavse, har den vestlige kultur tusindvis af års øvelse…” (s.11).

Vi kan jo lade hende selv introducere. Det gør hun i den lille video, der findes ude til højre.

Klap i og pas huset

Penelope lytter til sin store søn, Telemachos. Idyl eller? Rødfigurskrukke fra det 5. århundrede f.v.t.(Museo Archeologico Nazionale, Chiusi)

Odysseus’ hustru Penelope hører en barde synge en sang om, hvor vanskeligt det er for heltene fra Troja at finde hjem. Penelope bad ham i stedet at synge i det mere muntre hjørne. Hun havde jo trods alt været græsenke i 10 år. Så skal jeg da ellers lige love for, at sønnen kommer op i omdrejninger: ”Moder!”, siger han, ”Gak til dit kammer nu hen, og besørg din gerning i huset, både din væv og din ten (…) os mænd at tale anstår, mest af alle dog mig, thi min er magten i huset.” Hvorefter Penelope forføjede sig.

Mary Beard skriver: ”Der er noget lettere komisk ved denne fyr, som stadig er vel våd bag ørerne, men alligevel beder den erfarne Penelope om at holde mund. Men det er en glimrende illustration af, at netop dér, hvor den skriftlige dokumentation af den vestlige kultur begynder, bliver kvinders stemmer ikke hørt i det offentlige rum. Og som Homer viser, er det endda en naturlig del af en ung mands opvækst at lære at bestemme, hvem der må tale, og få kvinderne til at tie…” (s.14).

Men i antikkens samfund var der ikke plads til at åbne munden. Hvilket i det 2. århundrede fik en fornem borger til at sige, at kvinder ”…bør undgå at bruge deres stemme offentligt, på samme måde som de tager deres tøj af…” (s.25).

Det havde været dejligt, hvis en tidligere kvindelig undervisningsminister fra Socialdemokratiet havde lyttet til netop de ord. For nu ikke at blive beskyldt for negativt kvindesyn skal det understreges, at det samme gør sig gældende for en mandlig undervisningsminister med rod i det sønderjyske.

Damen med den dybe stemme

Mary Beard skriver: ”Det, som interesserer mig her, er forholdet mellem dette klassiske homeriske øjeblik, hvor en kvinde bringes til tavshed, og nogle af de måder, hvorpå kvinders stemmer ikke bliver hørt i vores moderne kultur og i vores egen politik lige fra fabriksgulvet til parlamentets ordførerpladser…” (s.16).

Det henhører så sandelig også til en af hendes talrige forcer, at hun ikke træder frem på sufragette-facon. Det, man kan kalde bevisførelsen, falder stilfærdigt og præcist. I en skarp kontekst med klassiske tekster.

Og som narrativ formidler i bedste engelske stil formår hun at skabe en af de helt store læseoplevelser.

Margaret Thatcher havde tilsyneladende ikke nok i håndtasken alene.

Hun måtte også have en myndig (læs mandig) røst. ”…hun fik taleundervisning for at gøre sin stemme dybere og give den dén klang af autoritet, som hendes rådgivere mente, at hendes høje toneleje manglede…” (s.46)

(Døm selv med dette klip)

Mary Beards helt store force ligger i hendes evne til op igennem tiden at følge disse undertrykkelsesmekanismer. Og holde dem op mod antikkens verden. Og her giver dybest brønd virkelig klarest vand.

Undervejs konkluderer hun flere gange som her: ”Det gør os ikke til rene ofre for vores tanker om offentlig tale og vores holdninger til, hvad der er god og dårlig talekunst, hvad der virker overbevisende, og hvad der ikke virker, samt for, hvem der bør høres i offentligheden. Og køn er indlysende en del af disse rammer…” (s.30).

Og så er det vidunderligt befriende, når hun let og elegant sætter et stød ind mod den bestående orden. En orden, der især i England, til tider kan være en karikatur på sig selv.

Engelske bladtegnere er blandt de ypperste, der findes. Om ovenstående tegning skriver Mary Beard: ”For næsten 30 år siden spiddede karikaturtegneren Riana Duncan den sexistiske atmosfære i et udvalgs- eller bestyrelsesmøde. Der er næppe en kvinde, som ikke på et tidspunkt har fået en ”frk. Trigg-behandling”, når hun åbnede munden til et møde…” (S.17)

Det kan på mange måder se ud, som om antikken har indlejret sig i det ubevidste. Og herefter påvirker handlemønstret helt ud i dagligdagens petitesser. Man fristes – men kun fristes – til at tro, at adfærden hos mange mennesker er styret af normer fra den antikke verden.

Er dette rigtigt, ja så synes vejen ud af det morads at være meget mere klassisk dannelse, så man allerede fra grundskolens klasser har viden om, hvad der – måske – er med til at forme den, man er.

Mary Beards manifest er en aldeles fremragende, vidende, morsom og uhyre velfortalt introduktion til dette arbejde. Hun er virkelig en vidunderlig fornyelse nu også i Danmark. Rigtig god fornøjelse.

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Købmændenes historie
Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt
Lokalpressen