Menu
Forrige artikel Næste artikel

Lena Mukhinas dagbog

Kategori: Bøger
Visninger: 863

Af Thomas Petersen

Endnu et rystende og nyopdaget dokument fra 2. Verdenskrig. Vil det aldrig ende? Nej, forhåbentlig ikke. Denne gang en russisk pendant til hollandsk-jødiske Anne Frank, der til forskel fra hende overlevede verdenskrigens og belejringens rædsler i Leningrad. En russisk teenager, der skriver grufuldt, modent og medrivende om livet i den belejrede by.

Leningrads belejring varede fra den 9. september 1941 til den 27. januar 1944. Den eneste forbindelse til omverdenen var over søen Ladoga (kaldet Livets vej). I januar 1943 blev der etableret en smal landkorridor. Lena Mukhinas dagbog dækker perioden fra den 22. maj 1941 og til den 25. maj 1942. hvor hun blev evakueret til byen Gorkij ved Volga. Dagbogen blev indleveret anonymt til Leningrads Statsarkiv i 1962 og lå her uopdaget, indtil historikeren S.V. Jarov fandt og udgav den på russisk i 2011.

En gang for mange år siden boede jeg i Leningrad på det før 1917 og nu igen så fashionable hotel Astoria  - beliggende i byens centrum og lige ved siden af Isaak-kirken. I mellemtiden, dvs. i sovjetperioden, var Astoria et jævnt Inturist-hotel. Det var i den periode, at jeg havde mit beskedne logi der. Når jeg indtog mine måltider i hotellets flotte og berømte spejlglassal, strejfede mine historiske tanker naturligt den rolle, som denne sal var tiltænkt i Hitlers og hans generalers forskruede sejrsrus og verdensbillede.

Hitler-Tyskland havde overfaldet Sovjetunionen den 22. juni 1941, og dets hære var i ilmarch på vej mod Moskva og Leningrad. Hitler var sejrssikker – inden længe ville han indtage Det russiske Imperiums hovedstad og bolsjevismens vugge, byen Leningrad. Byen og bolsjevismen var i Hitlers optik ensbetydende med asiatiske horder, kulturløshed og jødisk konspiration. Ikke ligefrem passende tilnavne til en by, der formelig struttede af det bedste i vesteuropæisk og russisk malerkunst. For slet ikke at tale om den verdenslitteratur, der er blevet til i netop denne by - i medspil og modspil til vesteuropæisk litteratur. Endvidere var det Eremitagens kunst og de fleste af byens børn, der blev evakueret østpå under Blokaden, som Leningrads 900 dage normalt kaldes på russisk.

Hitler havde besluttet, at denne tidligere imperiale hovedstad ikke skulle erobres. I hvert fald ikke i første omgang. I stedet skulle den sultes til døde, indtil den var moden til overgivelse. Når Leningrad så var indtaget, ville Hitler med sine generaler og marskaller invitere til en sidste banket på hotel Astoria. Der skulle skåles og heiles, hvorefter byen helt bogstaveligt skulle fjernes fra jordens overflade. Forsvinde lige så hastigt, som den var opstået. Det russiske Imperium og bolsjevismen skulle udryddes sammen med byen, og Rusland skulle bagefter arealmæssigt bringes tilbage til middelalderens Moskovien. Men det skulle som bekendt gå anderledes. De tyske hære blev standset i Moskvas og Leningrads forstæder. Blokadens pris i Leningrad var blandt andet døden for en tredjedel af byens tre millioner indbyggere. Også kannibalisme forekom som livets yderste værn. Dertil kom senskader for dem, der fysisk overlevede, men med alvorlige ar på sjæl og legeme.

Sovjetmagten gjorde heller ikke tilværelsen nemmere for befolkningen i den belejrede storby. Stalin havde aldrig elsket dette stykke Vesteuropa ved Neva-floden. Leningrad havde i 1930´erne fostret rivalen Kirov, der på Stalins bud koldblodigt blev myrdet, før han for alvor blev en konkurent til magten. Leningrads rationalitet og dens europæiskhed passede dårligt i den ortodokse tro, som den lille Iosif var blevet opdraget i og på præsteseminariet uddannet til at tjene.

Den første blokade-vinter var den værste. Ingen og intet var forberedt på en langvarig belejring. Heller ikke myndighederne. Den offentlige transport blev indstillet, vandforsyningen brød sammen, der var næsten ingen elektricitet, og madrationerne nåede et katastrofalt lavpunkt i januar 1941. Da blev rationerne sat ned til 125 gram brød om dagen. Alene i januar og februar 1942 døde 220.000 mennesker af kulde og sult.

På trods af emnets alvorlige karakter er dagbogen langt fra blot tristhed og død. Lena begyndte at skrive i den, næsten fire måneder før Leningrad blev indesluttet. Vi møder en glad og aktiv 16-årig teenager, der har venner og kærester. Og som bekymrer sig for sine medmennesker. En pige, der er glad for at gå i skole, som klarer sig ok, og som husker Lenins manende ord til sovjetungdommen om ”at studere, studere, studere”. En pige, som læser bøger udover pensum, og som har kærestesorger. Dagbogen er skrevet i et sprog, som både er modent og varieret. En fornøjelse at læse, hvis ikke baggrunden forbyder at bruge et sådant udtryk. Hvis stemningen har været i dur før belejringen, skifter den til mol efter. Det muntre liv bliver nu mere trist. Nu foregår skoleundervisningen ofte i beskyttelsesrum, når fly og artilleri banker løs mod byen. Men studierne må for enhver pris ikke forsømmes. Brødrationerne bliver små og udeblev sommetider helt.

Vi ved fra andre kilder, hvordan blokadens kostliste så ud. På menuen stod alskens fugle fra kanariefugle til papegøjer. Efterhånden forsvandt hunde, katte og rotter fra gadebilledet som dug for solen. Alt organisk materiale blev til menneskeføde. Melklister fra tapeter og bogbind samt livremme kunne koges – simpelthen alt kunne anvendes. Kun fantasien satte grænser for opfindsomheden. En dame skar sin jordegernpels i stykker, kogte og spiste den. Det var primært sukker og fedtstoffer, som der var mangel på. Stoffer, der er altafgørende for, at man ikke kronisk føler træthed. Også Mukhina kan bidrage til opfindsomheden. Hun fortæller:

”I går fortalte tante Sasja om sin opfindelse. --- Mor gik hen til hende efter et eller andet og kom glad og oplivet tilbage. Det var, fordi tante Sasja havde givet hende en smagsprøve på noget sylte, som var lavet af den allerfineste snedkerlim, og hun gav hende også en plade af den lim, så vi også kunne prøve det. Mor gav sig straks i kast med det. Hun kogte vand, omkring to tallerkenfulde, og opløste hele pladen i vandet, lod det hele koge op og hældte det i tallerkener, som hun stillede i vinduet. Klokken seks næste morgen vågnede vi og så, at vores sylte var klar. ---. Og da vi hældte lidt eddike ved, var det rigtig lækkert. Det smagte af kødsylte, så man havde en fornemmelse af, at lige om lidt ville man få et lille stykke kød i munden. ---. Den allerfineste snedkerlim laves jo af hove og horn fra husdyr. Nogle mennesker køber faktisk også fødder fra ungdyr for at lave ragout og sylte. ---”, (side 146f.).

Lena Mukhina kom ”kun” til at opleve en vinter i den belejrede by. Men den var også den værste. Hun oplever ikke, fortæller i hvert fald ikke om den dyriskhed og kannibalisme, som var en realitet i byen. Måske fortrænger hun blot sin viden på dette punkt. Til gengæld fortæller hun om perioder, hvor hun og moren gik sultne i seng flere dage i træk. Men hun fortæller også om tidspunkter senere på foråret, hvor det var muligt at skaffe sig et lille forråd til flere dage.

Lena Mukhina var født 1924 i byen Ufa i datidens basjkiriske autonome republik. I begyndelsen af 1930´erne flyttede hun sammen med moderen til Leningrad. Her døde Lenas mor, hvorefter pigen blev adopteret af en moster, der på det tidspunkt arbejdede som balletdanser. Efter et fald fra hesteryg fik hun imidlertid et andet arbejde på samme teater. Også adoptivmoderen dør den 7. februar 1942. ”I går morges døde min mor, og jeg var alene tilbage”, som den på det tidspunkt 17-årige Lena lakonisk meddeler i sin dagbog dagen efter. Først en måned senere orker hun at vende tilbage til emnet – selv om hun i mellemtiden har noteret andre ting i dagbogen. Men den 5. marts er hun i stand til at skrive:

”Mit hjerte bløder, og jeg kommer til at tænke på mor. Det forekommer mig hele tiden, at mor bare lige er taget af sted for at ordne noget og snart kommer igen. Hvor er jeg sulten. Bliver brødrationen dog ikke snart sat op? Hvor er jeg træt af at friste denne halvsultne tilværelse. ---. Mor, lille mor, du klarede den ikke, du døde. Morlille, mor, puttehøne, min egen kære ven. Gode gud, hvor er skæbnen grusom, du ville så gerne leve. Du døde tappert. Du havde en meget stærk vilje, men desværre var din krop meget svækket. Lille mor, du døde, blev svagere for hver dag, men ikke en tåre, ikke en klage, ikke et støn, du prøvede at opmuntre mig, du spøgte endda med mig. Jeg kan huske, at du endnu stod op den 5. februar. Mens jeg stod i kø efter forskellige ting, gjorde du brænde klar. Efter maden sagde du roligt, at du ville lægge dig lidt. Du lagde dig, bad mig om at lægge din frakke over dig, og så stod du ikke op mere. ---”, (side 166f.).

Lad dette citat fortælle om elendighed og død. Men også om den sprogbeherskelse og den stil, den 17-årige Lena Mukhina demonstrerer i sin dagbog, der ikke var skrevet med henblik på publicering. I begyndelsen af juni 1942 blev den på det tidspunkt meget afkræftede pige evakueret til byen Gorkij ved Volga. I efteråret 1945 vendte hun tilbage til Leningrad. Blev her uddannet til mosaikkunstner, havde skiftende arbejde i forskellige byer og slog sig i 1952 varigt ned i Moskva. Her blev hun af helbredsårsager førtidspensioneret, indtil hun som kun 66-årig døde i 1991. Måske af Blokadens senvirkninger.

Leif Davidsen har skrevet et forstandigt forord til bogen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Operation Exodus
Göring
Dagbog fra Østfronten