Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nazilægen Josef Mengele

Kategori: Bøger
Visninger: 883

Af Erik Helmer Pedersen. 

En brændende varm sensommerdag 7. februar 1979 mistede en fhv. tysk læge og stærkt eftersøgt krigsforbryder Josef Mengele livet en ved en badeulykke godt 100 km syd for Sao Paulo i Brasilien.. I hen ved 35 år efter 2. verdenskrigs afslutning havde han leget kispus med de myndigheder og enkeltpersoner, som ville gøre et blodigt regnskab op med ham. På dets debetside stod titusindvis af navne på jøder, zigøjnere og andre ”uønskede”, som han på embeds vegne havde sendt i døden. Når kreaturvognene med de indfangne ”race- og statsfjender” rullede ind til perronen i koncentrations- og udryddelseslejren Birkenau/Auschwitz i Øvre Schlesien, stod en veluddannet læge som Mengele dér i sin fine, nypressede uniform og ”sorterede” de ankomne og som regel yderst forkomne mennesker. Gelassen og smilende indikerede Mengele med sine tommelfingre, hvem der skulle gå til højre og dermed bruges som arbejdsdyr, og hvem der skulle udgøre venstre kolonne, hvis marchrute gik direkte til gaskammer og krematorium. Undertiden fulgte han selv med dødens kolonne, medhavende en ca. 1 kilo ting blækdåse. Den rummede lillarøde eller vinrøde kieselstykker på størrelse med bønner. Oppe fra en luge i taget blev de derefter hældt ned gennem fire skakter og udviklede da den dødbringende zyklonb B-gas, som gjorde det af med de afklædte ofte i det såkaldte ”baderum” dybt under jorden. Efter ca. 20 minutter var alt stille dernede.

Udover denne mere eller mindre pligtige rampetjeneste udførte lægen og raceantropologen af samme navn en række fysiologiske eksperimenter, en art vivisektion, som dog ikke havde forsøgsdyr som materiale, men rigtig levende mennesker: dværge, krøblinge, tvillinger, gravide og mange andre ”interessante” studieobjekter. Det foregik som regel uden bedøvelse, da der jo ikke var tale om rigtige mennesker som  racerene germaner. Der kunne gå grusom lang tid, før en nådig død befriede ofrene for deres lidelser. Desuden fungerede Mengele som rigtig læge, men hans behandlingsmetoder var ikke lige efter bogen. Led en større gruppe af tyfus eller andre smitsomme sygdomme, blev de sendt videre til gaskammeret.

Tro mod de faglige lægenormer i den nazistiske fortolkning sendte Mengele regelmæssigt dele af det således afskårne humanmateriale til Kaiser-

Wilhelm-instituttet for arvebiologi, racehygiejne m.m. i Berlin. Det blev siden 1942 ledet af hans ældre kollega og nestor, professor Otmar Friherr von Verschuer, som i foråret 1943 havde fået sin yngre fagfælle placeret i koncentrationslejren Auschwitz. Her skulle være gode muligheder for at beskæftige en lovende forsker, da det fornødne studiemateriale var om man så må sige lige for hånden. Professor Verschuers meddelagtighed i denne virksomhed kostede ham efter krigen en bøde på 600 mark, hvorefter han genoptog sin karriere, nu som ledende mediciner ved universitetet i Münster.

Et udyr i menneskeskikkelse, vil de fleste nok udbryde ved at blive konfronteret med Mengeles inhumane aktiviteter i diverse koncentrationslejre. Men nej, de eksisterende fotografier af ham viser entydigt en nydelig yngre mand, ofte med et forekommende smil på læben og efter sigende god til at fløjte eller nynne italienske operaschlagere.  I virkeligheden var han en højtuddannet akademiker af almen borgerlig baggrund. Hans far havde en velmeriteret maskinfabrik i den lille by Günzburg nordvest for Augsburg i Bayern, og den dag i dag borger navnet ”Mengele” stadig for god kvalitet på en del landbrugsudstyr. Josef Mengeles skole- og uddannelsestid i 1920’ og 1930’erne forløb lige efter bogen, og selv om faderen i maj 1933 meldte sig ind i nazistpartiet NSDAP, er der ikke overleveret vidnesbyrd om sønnen Josefs politiske virksomhed udover, at han selv i 1937 blev nazist og det følgende år meldte sig ind i SS. Desuden blev han efter eksamen medlem af den nationalsocialistiske lægeforening Ärtztebund. Trods legemlige skavanker meldte han sig ved krigens udbrud som frivillig til SS’s lægetjeneste og var udstationeret både i Polen efter 1. september 1939 og på Østfronten efter det tyske angreb 22. juni 1941. Han fik herfor jernkorset af 1. grad og må derfor havde udmærket sig på forskellig vis, inden han omkring midten af januar 1943 blev beordret til tjeneste i Berlin på professor Verschuers institut. Herfra gik turen som allerede antydet videre til Auschwitz 2½ måned senere.

For mange står navnet Josef Mengele som selve personifikationen af den infame sammenkobling af Hitler-systemets indbyggede grusomhed og nazistisk inficeret lægevirksomhed. I virkeligheden var Josef Mengele ikke særlig højt i nazismens hierarki, og mange andre læger i Auschwitz og andre KZ-lejre udførte lignende opgaver. Det specielle ved Mengele er hans forening af lægefaglig forskning og  praksis, begge med dødelige konsekvenser for hans ”patienter”. Derfor rummer de officielle naziarkiver ikke stort andet om manden end de mest banale detaljer. Når han ikke desto mindre blev den mest eftersøgte krigsforbryder af sin art, skyldes det de mange vidneudsagn, der 15-20 år efter krigens afslutning fremkom i form af hundredvis af vidneudsagn fra overlevende fra Auschwitz-Birkeanau, som aldrig havde glemt den pæne, smilende Mengele, når han som en anden ”dødsengel” stod dér ved rampen og sendte ¾ eller mere af de ankomne i døden. Dog havde en af Mengeles tvangsrekrutterede assistenter, den ungarnsk-jødiske retsmediciner Miklos Nyiszli så tidligt som i 1946 udgivet sine erindringer om de mengele’ske grusomheder (tysk udgave 2005).

På basis af de fremkomne oplysninger intensiveredes eftersøgningen af Josef Mengele, men først flere år efter hans død opklaredes mysteriet ved, at en hans bekendte fra Günsburg –tiden kom til at røbe sit indgående kendskab til Josef Mengeles liv og virke i efterkrigstiden. Kort fortalt gemte han sig nogle år som landbrugsmedhjælper nær Günzburg og det med familiens vidende. I 1949 blev han af det tysk-argentinske netværk for nazister på flugt, Kameradenwerk, smuglet til Juan Peróns Argentina. Her levede han ret komfortabelt under navnet Hans Gregor og var også et smut hjemme i Europa 1954 og aflagde da besøg hos familien i Günzburg og hos gamle og nye lægekolleger i Wiesbaden.. I 1956 mødtes han med sin tyske familie i Schweiz.

I 1959 måtte han dog flygte til nabostaten Paraguya , og herfra gik turen 16 mdr. senere, stadig formidlet af Kameradenwerk, til Sao Paulo i Brasilien, hvor han som nævnt endte sine dage uden en bøddels medvirken.

Hele dette begivenhedsforløb er i de sidste 25 år blevet rullet op i detaljer og har da afsløret, at familie og venner i såvel Tyskland som hans nye fædreland(e) hele tiden har vidst god besked med Josef Mengeles færden, sådan som den er bevidnet i breve til og fra familien i Günzburg, i Mengeles dagbogsoptegnelser fra de senere år og i det omfattende materiale, statsadvokaturen i Frankfurt over tid havde samlet om ham.

Historien om Josef Mengele er siden blevet fortalt i masser af bøger, artikler og TV-produktioner. To tyske historikere har kortlagt og undersøgt det centrale kildemateriale og givet deres fortolkning af et usædvanligt livsforløb. Det er her, vor bog kommer ind i billedet. Den 40-årige Anders Otte Stensager er magister i forhistorisk arkæologi med speciale i holocaustarkæologi og ansat ved Det kgl. Bibliotek.  Han er m.a.o. en kvalificeret fagmand på sit specielle felt og har gjort den danske læserverden den store tjeneste at have sigtet og vurderet den omfattende Mengele-litteratur, som allerede forefindes og som formentlig vil blive ved med at vokse. Bogen er trods visse mærkværdigheder i det stilistiske – Mengele benævnes hele tiden som ”Josef” – ganske velskrevet og elementært spændende lagt an.  De mange steder, hvor man rent faktisk savner pålideligt kildemateriale om Josef Mengeles omtumlede livsskæbne, har forfatteren diskret forsøgt at udfylde lakunerne gennem et kvalificeret gætteri. Gennem sin personlige kontakt til Mengeles søn af første ægteskab har han desuden været i stand til at tilføre studiet af Josef Mengele interessant nyt.

I sit forord begrunder Stensager nærmere valget af Josef Mengele som studieobjekt. Mengeles afskyvækkende virksomhed har gennem mange år fascineret ham, hvortil kommer, at hans antihelt som historisk skikkelse må påkalde sig alm. interesse, betones det. I en modsvarende efterskrift bestræber han sig på at afmystificere Mengele ved at konfrontere hans dødbringende forvaltning af sin lægevirksomhed med den grad af medskyld, datidens tyske lægestand efter forf.s mening har pådraget sig ved at have forsket og undervist i de raceideologiske baner. Ved at vende arvelighedslæren på hovedet og derved gjort den til et politisk redskab i Hitlerstyrets blodplettede hænder har man derfor frisat samvittighedsløse personer som Josef Mengele i deres morderiske fremfærd over for systemets eller ideologiens ”fjender”, fortsætter tankegangen. Når man i vor tid drøfter emner som menneskelig selektering i form af undersøgelser over gravide for potentielle misdannelser og forskellige former for aktiv dødshjælp, nærmer man efter forf.s mening i betænkelig grad nogle af de problemkredse, som fortidens ”dødsengle” med Josef Mengele i spidsen gjorde til deres speciale.

Bogen om Josef Mengele er nærmest ubærlig læsning, men har man først fået mod til at se krigens og dødens gru lige ind i øjnene, tvinges man til at læse den til ende. Med sin nøgterne og i nogen grad tørre og usentimentale skrivemåde griber forfatteren sin læser i kraven og holder ham fastspændt kapitel efter kapitel, mens dødskærren uafladeligt ruller forbi. Man bliver ligefrem tvunget til at afprøve egne værdipositioner, og man kan ikke slippe udenom ved blot at hævde, at Mengele var aldeles abnormal i al sin grusomhed. Sandheden er desværre nok den, at han på de fleste områder var et forholdsvist almindeligt menneske, som en morderisk ideologi og et dertil svarende udryddelsessystem gav uanede muligheder for at administrere vold og død i stedet for fredelig virksomhed.  Som praktiserende læge i Günzburg.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Wehrmacht
Soldater
Nu skal du høre, hvordan en dag går her ...