Menu
Forrige artikel

Søren Bitsch 50 år

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3103

 

”Et scoop”. Sådan betegnede den daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen ansættelsen af  Søren Bitsch Christensen som Aarhus’ stadsarkivar i 2011. Den dengang 41-årige ansøger til stillingen havde da også de helt rette kvalifikationer til jobbet; en ph.d. i historie fra Aarhus Universitet efterfulgt af ti år som adjunkt og lektor ved Institut for Historie og Områdestudier. I samme periode fungerede han også som daglig leder af Dansk Center for Byhistorie og skrev sideløbende en lang række forskningsartikler om dansk byhistorie med fokus på perioden fra 1730 til midten af 1800-tallet.

Den nyansatte stadsarkivar fik da også brug for alle slags kvalifikationer i sit nye job, for han var den første af slagsen i Aarhus. Søren Bitsch Christensen skulle med andre ord opbygge Aarhus Stadsarkiv helt fra grunden. Det var nu ikke en opgave der lod til at tynge ham. Tvært i mod lagde han vægt på, at han ikke var bundet af traditioner og gamle løsninger. Der skulle tænkes nyt og digitalt, og frem for alt skulle byens arkiver åbnes op for borgerne. ”Hvad vi ved i Stadsarkivet, skal borgerne i Aarhus også have adgang til at vide”, lød en af hans programerklæringer. Det betød blandt andet en omfattende digitalisering af gamle papirarkiver, film og fotografier, som dermed blev gjort tilgængelige for borgerne på nettet. Samtidig indledte Søren Bitsch Christensen og det nye Stadsarkiv et tæt samarbejde med lokale kulturarvsinstitutioner som Den Gamle By, Aarhus Universitet og de mange lokalhistoriske arkiver, som drives af frivillige ildsjæle. En stor del af Stadsarkivets arbejde med at digitalisere gamle lokalhistoriske dokumenter og billeder foretages stadig af frivillige medarbejdere, som dagligt møder op på stadsarkivets nye adresse i DOKK1, hvor de arbejder side om side med stadsarkivets fem fastansatte arkivarer og et tilsvarende antal projektansatte.

Søren Bitsch Christensen har sat tydelige aftryk på den nyere byhistoriske forskning, såvel internationalt som herhjemme, og har på mange måder været en frontløber i formidling af byhistorie og digitale arkivservices. Alt i alt ser det ud til, at det vitterlig var et scoop, da Aarhus ansatte Søren Bitsch Christensen som byens første stadsarkivar.

Til lykke til Søren på den runde dag!

[Historie-online.dk, den 14. august 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kommunikation gennem tiden
Dialoger - ny udstilling
Museumsnumre 40 - Hestesko