Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den Gamle By: Jazzbar Bent J hylder Tagskægget fredag den 10. juni

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 440

Tagskægget - minder og musikere

Fredag den 10. juni klokken 14-17 vil stå i Tagskæggets tegn, når bartender Anni Olsen åbner for scrap-bøgerne og alle minderne. Anni Olsen boede i 1970’erne sammen med en af stifterne af Tagskægget, Peter Max Hansen.

Hun inviterer nu tidligere ansatte på Tagskægget sammen med nogle af de musikere, der havde deres gang på stedet til en ’get-together’. 

Peter Max Hansens søn, Nicolas, har arvet alle farens effekter mv. fra Tagskægget. Og Nicolas vil også være til stede denne eftermiddag. Han har doneret en række af farens billeder fra Tagskægget til Billedarkivet i Den Gamle By. 

Hyldesten af Tagskægget foregår på den genopstandne Jazzbar Bent J i Den Gamle By. 

Guitaristen Hans Jacob Sahlertz vil stå i spidsen for god gedigen gang jamsession ligesom i de gode gamle jazzdage. 

Passerspidsen og skattesagen

To vidt forskellige, men lige sandfærdige historier illustrerer Tagskæggets store betydning for ikke blot jazzelskere, men også musikere og byens - og landets – skattesystem.

Botha Christensen, husorkesteret Arosia’s basunist, tog for eksempel en passer til hjælp, da han og hustruen skulle finde et nyt sted at bo. På et bykort satte han spidsen i Klostergade 34 og indstillede passeren til at måle en radius ud på præcis seks kilometer. Det var nemlig den afstand, han havde råd til at betale hjem i taxa de mange nætter, han spillede på Tagskægget.

Og Peter Max Hansen, der siden overtog og selv drev stedet, førte en principiel skattesag helt til Højesteret, hvor han vandt. Afgørelsen betød, at spillesteder i hele landet ikke blev pålagt den umulige opgave at opkræve A-skat til den danske stat fra udenlandske musikere, der jo også skulle betale skat i hjemlandet.

Bent J’s bartendere holder liv i Aarhus-jazz’en

Når Den Gamle Bys Jazzbar Bent J har levende musik på programmet, er baren også åben. Her møder publikum fem af de bartendere, der også langede øl over disken i Nørregade. Blandt dem er Anni Olsen, som har taget initiativ til retro-arrangementet om Tagskægget. 

Hun kan fortælle erindringer fra fredag aftener og ¬-nætter til tonerne af husorkestrene Arosia og Peder Pedersens Big Band; om ganske almindelige hverdage med enestående koncerter med verdensberømte jazzmusikere; og om stamgæster, der var forkælede med store navne på plakaten. For eksempel den amerikanske saxofonist, Dexter Gordon, der optrådte på Tagskægget flere aftener i træk, alt imens udenbys- og udenlandske gæster gjorde store øjne, når de hørte, at den verdenskendte musiker spillede her på almindelige hverdagsaftener.

Om Jazzhus Tagskægget

▪ Blev etableret i 1967 af fire studerende, heriblandt Peter Max Hansen, der siden selv overtog driften

▪ Åbnede i lokaler øverst i Paradisgade 7-9 - deraf navnet Tagskægget

▪ Fik i løbet af det første år så stor succes, at åbningstiden blev udvidet fra én dag til hver dag fra klokken 20-05

▪ Flyttede i 1969 til den tidligere chokoladefabrik Elvirasminde i Klostergade 34

▪ Havde både lokalt-, nationalt- og verdensberømte musikere og bands på plakaten

▪ Lukkede i 1980 

www.dengamleby.dk

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vinterferien på danske museer
Ladbytapetet udstilles i Kerteminde
Historier om Langeland