Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den Gamle By modtager The Luigi Micheletti Award

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 272

Den Gamle By modtager The Luigi Micheletti Award 

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn er netop kommet hjem efter prisoverrækkelsen, der foregik på den græske ø Lesbos lørdag den 21. maj.

”Jeg er utrolig glad for denne pris, som vi nu har vundet foran så mange andre fantastiske europæiske museer. Museer skal ikke blot handle om noget, men også være for nogen. De er ikke til for deres egen skyld, men for samfundets. Vi skal gøre en forskel, spejle samfundets udvikling og udfordringer. Det er det princip, vi arbejder ud fra i Den Gamle By, og tildelingen af The Luigi Micheletti Award er en stor anerkendelse af, at vi er lykkedes med det," siger Thomas Bloch Ravn.

Juryens motivation for at give prisen til Den Gamle By:

”Den Gamle By er en pioner i museumsverdenen, når det handler om at belyse nutidens samfundsmæssige udfordringer. Det er i sandhed et museum for folket.

Den Gamle By udviser stort mod ved at adressere relevante emner, der mange andre steder bliver offer for historisk nostalgi. Den Gamle By gør museumsbesøget til en inspirerende, kommunikativ oplevelse. 

Museet demonstrerer overbevisende, at formidlingen af kulturhistorien er en vidunderlig måde at række ud til omverdenen på. 

Overskrider museet sine grænser?, kunne man spørge. Nej, ikke hvis vi fastholder, at museer skal være et fristed for den levende erindring.”

Den Gamle By er først og fremmest blevet tildelt The Luigi Micheletti Award på baggrund af museets arbejde inden for fire områder:

En løbende opdatering og udvikling af museet ved at etablere to nye afdelinger, der med afsæt i årene 1927 og 1974 fokuserer på, hvordan industrialiseringen og den teknologiske udvikling ændrede dagligdagen i det tyvende århundrede. 1974-området er et helt museum i sig selv. Det indeholder blandt andet en radio/tv-butik, en frisør, en gynækologisk klinik og en treværelses lejlighed, beboet af seks tyrkiske fremmedarbejdere, det hele opbygget af autentiske elementer. 

Inklusion af marginaliserede grupper og folk, der normalt ikke går på museum, blandt andet gennem etableringen af en tre værelses lejlighed – ”Erindringens Hus” - for demente og projekter, der fokuserer på at inkludere børn og unge med autisme og ADHD. Alle aktiviteter afvikles ud fra et princip om, at museer kan bidrage til at løse sociale problemer

Formidling af ufortalte og ofte smertefulde historier. I 2012 blev Den Gamle By kontaktet af en hjemløs, som foreslog at han blev en del af museets formidling af en af det moderne samfunds bagsider. Den hjemløse boede på museet i tre måneder og fortalte om sit liv. I forlængelse heraf har man blandt andet iværksat et projekt, hvor man hjælper beboere i Gellerupparken med at formidle deres egne historier, og i marts i år åbnede museet en somalisk lejlighed, der giver indblik i tilflytteres liv i det moderne Danmark.

Brug af almindelige menneskers viden og minder til at skabe og udvikle museet, blandt andet gennem et intensivt samarbejde med de mennesker, der boet og arbejdet i de lejligheder og butikker, man genskaber på museet.

I 2017 åbner Den Gamle By en stor underjordisk udstilling under navnet ”Aarhus Fortæller” og i 2020-21 åbner en 2014-gade. 

Den Gamle By vandt prisen foran konkurrenter som Parlamentarium i Bruxelles, Hollands nationale militærmuseum ved Ütrecht, Polin museum om de polske jøder, Warzawa, NEMO Science Center, Amsterdam samt Mosede Fort i Greve ved København.

https://www.dengamleby.dk/

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sønderjyske kaptajnsfruer på langfart
Peace, punk og pc’er:
Historiske Dage i Øksnehallen, Kbh. 25. og 26. marts 2017