Menu
Forrige artikel

Veterantog fra Esbjerg til Odense og retur

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2416

 

Veterantog fra Esbjerg til Odense og retur

Danmarks Jernbanemuseum tilbyder anderledes veterantogture rundt om i landet. Turene i de historiske tog gøres levende af fortællinger om de steder, vi kører forbi, de steder, hvor vi gør holdt, og det materiel, vi kører med. Søndag den 27. september sender Danmarks Jernbanemuseum et veterantog til Esbjerg for at køre derfra til museet i Odense. Veterantoget er MZ 1401 fra 1967, og der er tale om en farvel-og-på-gensyn tur. Revisionsperioden for lokomotivet udløber 30. september 2020. Det betyder, at lokomotivet skal igennem en ny revision for at komme ud at køre igen. Det er planen og håbet, at Danmarks Jernbanemuseum ad åre kan gennemføre denne, så vi atter kan se og høre 1401. Imens vil lokomotivet komme på magasin.

 MZ 1401. Foto: Rasmus Jankovic-Skov

For interesserede er det muligt at stige på veterantoget i Esbjerg, Bramming og Kolding, besøge museet i Odense og blive bragt hjem igen. På turen udleveres også en folder med information om de stationer og strækninger, der passeres undervejs. Der er ca. 4 timers ophold på Danmarks Jernbanemuseum, så der er god tid til at se på de mange vogne og lokomotiver i den autentiske remise fra 1954. Billetter til kørslen købes via Billet.dk. Regeringens krav om mundbind i kollektiv trafik også gælder denne kørsel. 

 

Historisk lokomotiv

MZ 1401 var ved leveringen i 1967 det kraftigste i Danmark og det første af sin slags i Europa. Det blev i begyndelsen anvendt foran de største, tungeste og mest prestigefyldte tog. Efterhånden kom MZ-lokomotiverne til at køre på de fleste statsbanestrækninger, også med små tog. Generelt blev de i Danmark gradvist udrangeret op mod og efter år 2000. MZ 1401 blev udrangeret i år 2000 og overdraget Danmarks Jernbanemuseum. Adskillige lokomotiver af denne type er dog fortsat i drift, ikke mindst i Sverige.  Lokomotiverne hørte til den såkaldte GM-gruppe, hvilket betyder, at de havde en amerikansk General Motors motor, mens resten af lokomotivet er bygget på licens hos svenske NOHAB. Hertil hørte lokomotiver af litra MY, MV, MX og ME, hvor sidstnævnte jo kører en tid endnu. MZ-lokomotiverne blev leveret i fire serier, det sidste, MZ 1461, i 1978. I dens seneste udgave havde MZ 1401 som alle andre i den første serie fået afblændet hjørnevinduer og påsat ekstra trin og slutlygter. Den blev designmalet i 1972 som den første. MZ 1401 fremstår i dag i stort set i den form, den havde i midten af 1980’erne.

Køreplan

Afgang Esbjerg kl. 9.07

Afgang Bramming kl. 9.19

Afgang Kolding kl. 9.50

Ankomst Odense kl. 10.33


 

Afgang Odense kl. 14.27

Ankomst Kolding kl. 15.07

Ankomst Bramming kl. 15.38

Ankomst Esbjerg kl. 15.50

 Danmarks Jernbanemuseum. Foto: Rasmus Jankovic-Skov

[Historie-online.dk, den 16. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Christian Hansen - Historiens Aktører Nr. 57
JULI
True crime-foredrag i Vejle