Af
Jens Toftgaard, Museumsinspektør, Historisk
tid, Odense Bys Museer
Siden den systematiske opmåling og
kortlægning af Danmark begyndte i 1700-tallet er
landskab og bebyggelse blevet registreret i kortværk
efter kortværk. De historiske kort er som et øjebliksbillede
af en forsvundet verden fra tiden før luftfotografier
og satellitbilleder. De er i dag de vigtigste kilder,
når de historiske undersøgelser gælder
kulturlandskab, bebyggelsesstruktur, byvækst,
infrastrukturens udvikling med videre. Samtidig er de
gamle kort også en spejling af sin tid – på
Videnskabernes Selskabs Kort fra 1700-tallet var det
vigtigt at få landbrugsøkonomiens vigtigste enheder
som landsby, hovedgård og mølle kortlagt, de høje målebordsblade
fra anden halvdel af 1800-tallet lagde vægt på den
militære anvendelighed med sine detaljerede højdekurver,
mens mellemkrigstidens brede målebordsblade i
folkestyrets ånd søgte at få så mange enkeltgårdsnavne
som muligt med og samtidig stak et nyt samfund hovedet
frem med markeringen af telefonstationer, lægeboliger,
realskoler og fabrikker.
Det er kort sagt en enorm – men også
svært overskuelig – fond af viden, der i form af
kort ligger i arkiverne hos Kort- og
Matrikelstyrelsen, Statens Arkiver, Kongelige
Bibliotek og mange andre steder. Heldigvis har en
erfaren stifinder meldt sig på banen ved at udgive
det værk, der i mange år har været savnet – en
guide til de mange forskellige danske kortværker.
Manden bag Kort som kilde – en håndbog om
historiske kort og deres anvendelse er arkivar ved
Kort- og Matrikelstyrelsen Peter Korsgaard, der i to
årtier har haft sin gang på kortlæsesalen – først
som bruger og senere på den anden side af skranken.
I og for sig beskriver undertitlen
bogens indhold bedre end hovedtitlen. Kort som
kilde skal ikke forstås som en postmoderne
problematisering af kort som historisk kilde i højtravende
filosofiske og metateoretiske rammer. Bogen indeholder
godt nok et afsnit med overvejelser om de historiske
kortværkers kildeværdi og tendensproblemer, men her
er der tale om en pragmatisk vejledning til at undgå
de mest almindelige faldgruber. Det er ikke Kort
som kilde med spørgsmålstegn, men derimod med
udråbstegn efter!
Kort som kilde er først og
fremmest en brugsorienteret håndbog, som forfatteren
selv i indledningen advarer mod at læse fra ende til
anden. Det kan man nu roligt gøre – ikke mindst for
at få et overblik over bogens indhold – selv om håndbogsformen
uundgåeligt giver anledning til en del gentagelser.
Med sine 147 gennemillustrerede sider er bogen
forholdsvis hurtigt læst, men for dem, der ofte
arbejder med historiske kort, er det nok en god idé
at holde den inden for rækkevidde til senere opslag.
Bogen er bygget op i en række
kortere afsnit, der behandler emnerne
referencesystemer, opmåling, kortbladsinddelinger,
signaturer og digitale kort på mellem en og ti sider.
De giver en god introduktion til emnet historiske kort
og tjener som indledning til håndbogens to vigtigste
dele, nemlig det 18 sider lange føromtalte afsnit om
kort som kilde og en systematisk gennemgang af 25
historiske kortværker, der med omkring halvdelen af
bogens sider udgør værkets hoveddel.
De indledende afsnit giver en god
baggrundsviden om historiske kort og takket være sine
store og gode illustrationer er afsnittene om
kortbladsinddeling og signaturer velegnede til senere
opslag. Teksten er kort og koncis, dog er afsnittet om
udviklingen i opmålingsteknologi lidt for ordknapt
– det måtte godt have fyldt mere end blot en enkelt
side. Afsnittet om digitale kort handler primært om
Kort- og Matrikelstyrelsens softwareprogrammer og
hjemmeside. I disse år, hvor flere og flere
historiske kortværker takket være scanning og
vektorisering bliver tilgængelige digitalt, er
digital kortbehandling et stadig væsentligere emne,
der godt kunne være behandlet lidt grundigere i
bogen. Programmerne MapInfo og ArcView nævnes en
passant, men GIS-begrebet som sådan introduceres
ikke, selv om man næppe kan undgå at støde på det,
hvis man arbejder videre med digitale kort.
I afsnittet kort som kilde gennemgår
Peter Korsgaard korttegningsprocessen, det vil altså
sige kort set fra afsenderpositionen. Han gennemgår
vigtige emner som graden af fuldstændighed, ajourføring
og signaturproblemet. Sidstnævnte hentyder til spørgsmålet
om for eksempel en firelænget gård på kortet er en
virkelighedstro gengivelse af bygningernes størrelse
og orientering eller blot en signatur, der betyder
’gård’? Afsnittet bliver fint summeret op med en
række gode spørgsmål, kortbrugeren kan stille sig
selv og kortet.
Bogens mest værdifulde afsnit er
gennemgangen af omkring 25 historiske kortværker fra
Videnskabernes Selskabs Kort over målebordsblade og
matrikelkort til kommunernes moderne tekniske kort. De
fleste behandlede kortværker dækker hele landet, men
mere specielle kort, som kun dækker en del af landet
eller en enkelt landskabstype, er også medtaget.
Hvert kortværk ledsages af en beskrivelse, en
faktaboks, hvor de vigtigste oplysninger om kortet
opsummeres, fyldige litteraturhenvisninger samt en
sidestor illustration i form af et kortudsnit i 1:1.
De fleste kortværker behandles på et enkelt opslag,
mens der bruges mere plads på udskiftningskort,
original 1 kort og deres komplekse sammenhæng. Især
de velvalgte illustrationer giver et godt indtryk af
kortets anvendelighed i forhold til en specifik
problemstilling. Udvalgets overblik afspejler Peter
Korsgaards store erfaring med emnet, og selv om han er
ansat ved Kort- og Matrikelstyrelsen, glemmer han ikke
kortværker, der i dag ligger andre steder som
Rigsarkivet, Kongelige Bibliotek etc. Selv om det
strengt taget falder uden for bogens emne, kunne der
godt være gjort lidt mere ud af luftfotos som
kulturhistorisk kilde. Ud over Forsvarets og Kort- og
Matrikelstyrelsen har mange større kommuner ganske
omfattende arkiver fra efterkrigstiden.
En af bogens største forcer er de
mange illustrationer – alle i farve og takket være
bogens store format tilpas store. Sammen med de
grundige billedtekster giver de eksempler og
perspektiv til brødteksten. Typografien kunne måske
være mere elegant, men fungerer som den skal. Som
opslagsværk mangler bogen dog i høj grad et
register. Selv om den detaljerede indholdsfortegnelse
og opdelingen i opslagskapitler som regel leder læseren
på rette vej, burde bogen have et samlende register,
så man kunne finde alle de sider, hvor eksempelvis
udskiftningskort behandles.
Bogen er i hardcover som en
opslagsbog bør være, og man får – især i lyset
af de talrige farveillustrationer – egentlig meget
bog for pengene. Kort som kilde er en god og
praktisk opslagsbog, der bør stå på håndbogshylden
hos alle museer, arkiver og kortentusiaster.
