|
Af stud.
mag. Kristian Hansen, Landsarkivet for Sjælland,
Lolland-Falster og Bornholm
Af de mange
berygtede og berømte marskaller, der kæmpede for
Hitlers regime under den anden verdenskrig er der en,
som de fleste kender til eller har hørt om: Erwin
Rommel, ”Ørkenræven”, der ved flere lejligheder
slog de allierede på den prægtigste facon, der lader
sig gøre på slagmarken. Rommel var ligeledes en af de
få generaler, der var sund respekt for blandt de
allierede leder.
Rommels militære
karriere startede, som for stort set alle ledende militærfolk
i Hitlers krigsmaskine på slagmarkerne i Europa under
den første verdenskrig. Hovedsageligt på fronten til
Italien gjorde han sig gældende. Han viste fra et
tidligt tidspunkt, at han havde en magisk effekt på
sine underordnede, og en skarp taktisk hjerne, der kunne
se og udnytte de muligheder der opstod i det kaos, som
krig er. I mellemkrigstiden bevægede han sig langsomt
op i gennem det militære hierarki. Først da Hitler i
1933 kom til magten tog Rommels karriere fat. I de første
nazistiske år, hvor der stadigvæk var en skrøbelig
fred i Europa blev det samtidigt klart, at Rommel dog
ikke var nazist. Han var unægtelig betaget af Hitlers
karisma, men blev aldrig ”rigtig” nazist.
Det var under
felttoget mod Frankrig i maj 1940, at de første trin i
myten Rommel blev trådt. Han havde kort forinden fået
kommandoen over en panserdivision, der med nærmest
magiske evner bragede igennem de franske og engelske
tropper. Blandt de flygtende allierede soldater fik selv
samme enhed kælenavnet ”spøgelsesdivisionen” da
den gang på gang under Rommels ledelse formåede at
dukke op helt uventet og fra en retning, som ingen i den
allierede kommando havde kunne forudse. Efter nederlaget
i vest havde Rommel et ry ikke kun blandt sine egen
soldater, men ligeledes i fjendens lejer, der nærmest
gjorde ham til en uovervindelig størrelse. Vi skal dog
til en helt anden krigsskueplads for at cementere
”myten Rommel”. I det nordlige Afrika kæmpede de
allierede og aksemagterne an lang og blodig krig ud fra
1940 frem til 1943. Mere end 100.000 soldater mistede
livet på denne eksotiske slagmark. Det var også her,
at Rommel for alvor kom på banen. Hans taktiske kunnen
og nærmest magiske påvirkning på sine soldater
lykkedes det ved flere lejligheder, at totalt overrumple
fjenden og vinde sejre, der nærmest ikke var til at
fatte.
Nazismens
propagandaapparat drog fuld nytte af dette. Rommel blev
gjort til en stjerne. I 1941, da tyskerne efter flere måneders
sejre måtte rømme stillingerne foran Moskva og sande,
at de havde tabt første runde i krigen mod Sovjet, var
det netop Rommels sejre i Afrika, der blev brugt til at
holde moralen i den tyske befolkning oppe.
Til trods for
Rommels evner begyndte det dog i løbet af 1942 at se
sort ud for tyskerne også i Afrika. Der var kommet
friske forsyninger, tropper og ledelse til i den alliere
lejer. Således måtte det uundgåelige komme – et
reelt nederlag i Afrika. Ved El Alamein blev de tyske drømme
om at smide englænderne ud af Afrika knust. Det var dog
ikke det eneste der krakelerede. Rommels personlige tro
på en tysk sejer endte også sine dage i det varme sand
øst for Tunesien. Her begyndte han at tvivle og sande,
at Tysklands dage i denne krig nok var talte. Som det
gjaldt de fleste tyske generaler så kom Rommel på
baggrund af sit uundgåelige nederlag i Afrika mod en
modstander, der var ham totalt overlegen også i dårligt
lys i Hitlers øjne. Rommels nedtur startede her. Ikke
mindst fordi han turde at ytre sin pessimistiske tanker
om den fremtidige militære situation. Stille og roligt
faldt stjernen Rommel. Han blev i 1944 sendt til
Frankrig for at gøre klar til den invasion, der måtte
komme. I denne tid var det, at han begyndte at flirte
med et farligt selskab og med farlige tanker – at
Hitler måtte overbevises om, at en fred med de
vestallierede eller fjernes fra sin magtfulde position.
Rommel blev i månederne op til invasionen ligeledes
informeret direkte om, at ledende militærpersoner
planlagde at forsøge at tage livet af Hitler, hvis
denne ikke ændrede sin opfattelse af krigen. Det var
muligvis ikke helt hvad Rommel ønskede. Han var mere
til idéen om at påvirke Hitler til at opgive kampen
mod vest, og søge en fred for derefter i fællesskab at
bekrige Sovjet. Vi ved at dette var den rene ønsketænkning.
De allierede havde kun ét mål: en betingelsesløs
overgivelse i ledtog med russerne.
Rommel blev
aldrig fuldstændig involveret i begivenhederne den 20.
juli 1944 – attentatet på Hitler. Men under afhøringer
af de medansvarlige kom hans navn alligevel på banen
ved flere lejligheder. Myten Rommel blev derfor snart en
dødsdømt mand, der ikke længere havde den gunst i de
ledende kredse, som han havde nydt de forløbne år.
Hitler vidste dog at Rommel stadigvæk i befolkningen
var en sand helt. Det kunne derfor ikke komme på tale
at lade ham komme for en domstol og blive dømt for højforræderi.
Således blev Rommel den 14. oktober 1944 konfronteret
med et ultimatum, overbragt af regimets bødler – tag
dit eget liv eller bliv sat for en domme i den berygtede
folkedomstol. Rommel valgte det sidste. Han blev
begravet som en helt under det dække, at han under
kampe havde haft et hjerteanfald, som tog livet af ham.
Med sin nye
bog har Maurice P. Remy kastet nyt lys over den spændende
tyske general Erwin Rommel. Igennem en grundig og vel
underbygget analyse afdækkes Rommels liv, hovedsageligt
i tiden under nazisterne. Der er groft sagt to
hovedkonklusioner i værket. Frem for alt at der var
tale om en mand, der velfortjent blev mytegjort igennem
sine militære bedrifter. Rommel var ifølge forfatteren
en hård leder, der krævede det yderste af sine mænd.
Dog ikke mere end han krævede af sig selv, Rommel var
hele tiden på farten, hvor han jævnligt besøgte sine
mænd i felten. Dette var med til at gøre ham til en
vellidt leder, der nærmest fortryllede sine mænd.
Selvom han var en hård mand i militære anliggender
beskriver bogen også Rommel som en fader og ægtemand,
af en helt anden karakter – han var varm og elskelig.
Den anden hovedkonklusion om myten Rommel skal ses i
lyset af hans handlinger i den sidste tid han levede.
Hans mål med at ”åbne op” overfor de vestallierede
skyldes ikke, at han søgte magt i det der måtte komme
efter Hitler, men mere en omsorg for det tyske folk og
de mange soldater der stod ved fronterne. Fra slutningen
af 1942 og frem så Rommel måske klarere end andre at
krigen ikke kunne vindes. Således blev en fortsættelse
i hans øjne blot en forlængelse af det uundgåelige og
en meningsløs pinsel for tyskerne. Dette var Rommels
egentlige motivering i komplottet mod Hitler og
ligeledes den anden sten i myten om hans person. Han
valgte unåde, hvor lydighed ikke bragte ære.
Alt i alt er
der tale om et imponerende værk, både som en biografi
over Rommels liv, men også som en glimrende historisk
oversigt over de dele af den anden verdenskrig, som han
deltog i. Kilderne er ligeledes imponerende – i stor
udstrækning Rommels egne korrespondance med familie og
venner. Netop disse giver læseren en spændende indblik
i Rommels personlighed og de tanker han løbende gjorde
sig om krigen og dens følger. Værket er samtidig til
at læse for stort set alle der skulle have lyst. Den er
let læselig og skrevet i et flydende sprog, noget man
ikke mindst kan takke oversætteren for. Jeg vil derfor
varmt anbefale denne bog til alle der skulle have
interesse.
Det er dog en
lille detalje jeg må fremlægge. Uden at være
Rommelekspert fik jeg i løbet af bogen den opfattelse,
at forfatteren ihærdigt forsøger at trække Rommel ud
af nazisternes forbrydelser. Rommel var uden tvivl
feltherre, der ikke havde megen kontakt med de
forbrydelser der blev begået – han tjente heller ikke
i øst, hvor regimets viste sit grimmeste ansigt.
Alligevel forekommer det mig, at man stort set skal
regne med, at alle med positioner som Rommels fra en
tidlig tid må have haft en smule indblik i disse
forbrydelser. Om man kalder det at vælge at se bort fra
det eller ej, så er jeg ikke helt enig i forfatterens
gentagende understregning af, at ”…Rommel kunne
intet vide om de grusomheder der blev begået”, en
slutning jeg personlig ville være meget forsigtig med.
|
|
|

|
|
Maurice Philip Remy:
Myten Rommel
Oversat af Christine Sonne
Carstensen
Borgens Forlag
379 sider, 399 kr.
Borgens
forlag ->> |
|