Pissarro og Melbye

Nina Damsgaard, mag.art., fhv. leder af Vejle Kunstmuseum

Fonsmark bringer os langt omkring, både i geografien og i kunstnernes arbejde. Fundet af en glemt og gemt kunstskat i et hus i staten New York er årsagen til hendes grundige kunsthistoriske arbejde. Den genfundne samling rummer hundredvis af værker og skitser af den franske kunstner Camille Pissarro ( 1830-1903 ) og danske Fritz Melbye ( 1826-1869 ). Skatten viste sig at rumme nøglen til en stort set uudforsket sammenhæng mellem dansk guldalder og fransk impressionisme. Det er denne sammenhæng, Fonsmark kortlægger. I sin direktørtid på kunstmuseet Ordrupgaard viste Fonsmark i 2017 udstillingen ’Pissarro. Et møde på Sct. Thomas.’ Udstillingens katalog rummede de første undersøgelser af den genfundne kunstskat, mens nærværende bog er en revideret og udvidet udgave af hendes oprindelige katalogtekst.

Kunstværkerne stammer fra Melbyes atelier og blev efterladt hos Melbyes kunstnerven Frederic Edwin Churchs i dennes hjem Olana og befinder sig nu i New York State Office of Parks, Recreation and Historic Preservation, Olana State Historic Site.

Pissarro blev født som dansk statsborger i en velstillet jødisk handelsfamilie på den caribiske ø Skt. Thomas, der dengang var en del af Dansk Vestindien (fra 1917 U.S. Virgin Islands). Omkring 1850 ankom Melbye til øen, og de to unge kunstnere tilbragte et par år i hinandens selskab. De to kunstnere foretog derefter sammen en rejse til Venezuela, hvor de delte atelier i Caracas. Det er værkerne fra disse år, bogen handler om, værker, der er så tætte på hinanden stilistisk og motivisk, at de har været – og er – svære at skille ad. Melbye fik i Caribien og Venezuela afgørende indflydelse på Pissarro som dennes første mentor og lærer.

Tilskrivningsproblematikken er en central del af Fonsmarks arbejde. Hun går helt tæt på værkerne skabt af de to kunstnere i et overraskende tæt arbejdsfællesskab. Fonsmak konkluderer i bogens forord, at ”det er mit håb med denne bog dels at bidrage til tilskrivningsproblematikken de to kunstnere imellem, dels at øge forståelsen af Pissarros begyndelse som kunstner samt at genindsætte Fritz Melbye i sin ret som en dansk kunstner med talent og en væsentlig rolle i kunsthistorien. Samtidig håber jeg at lægge endnu en dimension til vores viden om den franske impressionismes opkomst.”

Fonsmarks grundige arbejde afslører, at værker, der hidtil har været tilskrevet Pissarro, i virkeligheden er udført af Melbye og omvendt.

Ved en minutiøs gennemgang af tegninger og olieskitser fra Olana-samlingen afdækker Fonsmark, at det er af Melbye, at Pissarro lærte at skabe lys, skygge og dybde i sine naturstudier ikke mindst ved hjælp af de karakteristiske blyantsskraveringer i parallelle formationer, der er stærkt beslægtede med dem, som Paul Cezanne (1839-1906) senere gjorde til sit velkendte ’konstruktive’ penselstrøg, sin egenartede ’signatur’. Fonsmark fremsætter tesen, at det ikke kan udelukkes, at det er foregået med Pissarro – og Melbye – som mellemmænd.

Fonsmark påviser desuden, at olieskitserne er udført som plain-air- studier, malet ude i den frie natur på papir eller lærred opsat i malerkassens låg. Melbye havde denne tradition med sig fra Eckersberg-skolen i Danmark, hvor akademieleverne arbejdede i omegnen af København. Pissarro har formentlig været bekendt med arbejdet ude i naturen, længe før han vente tilbage til Frankrig i 1855, hvor friluftsmaleriet var en kendt arbejdsmetode i midten af 1800-årene. Den amerikanske forsker Richard R. Bretell (1949-2020) skal krediteres for påvisningen af denne forbindelse mellem dansk kunst og fransk impressionisme.

Et længere kapitel omhandler de kunstnere, der fik særlig betydning for Pissarro i Paris, ikke mindst Fritz Melbyes broder Anton (1818-1875) omtales indgående. Han kom til at spille en central rolle for Pissarro og kom til – som broderen tidligere – at fungere som rådgiver, hvis ikke ligefrem lærer for den dansk - franske kunstner. Pissarro skal i flere år have bragt sine billeder til Melbye for at få dem bedømt. Anton Melbye skal endvidere på et tidspunkt have hjulpet Pissarro med en introduktion til hans idol, Corot (1796-1875) – der skal have givet ham gode råd og foræret ham en tegning.

Også jødiske David Jacobsen (1821-1871), der kom til Paris i 1855 kort før Pissarro, var en anden dansk kunstner i kredsen omkring Pissarro. David Jacobsen, der ikke har fået megen omtale i dansk kunsthistorie, får nu oprejsning ved en længere omtale. Jacobsen og Pissarro havde i 1862 et atelierfællesskab i Paris, hvor de sandsynligvis havde et vist kunstnerisk samarbejde med udveksling af tanker og ideer i lighed med det, Pissarro og Frits Melbye havde i Caribien. Der er da også fællestræk mellem Jacobsens og Pissarros værker fra denne tid i motivvalg såvel som i male- og tegnemåde.

Fonsmark slutter sin ring: Dansk guldalder og traditionen fra Eckersberg rejste med Fritz Melbye fra København over Atlanten til Dansk Vestindien for dernæst at fortsætte turen i selskab med Melbye og Pissarro til Venezuela. Herfra gik rejsen videre med Pissarro til Paris, for her igen i Frankrigs hovedstad at løbe ind i traditionen fra dansk kunst i David Jacobsens version for sluttelig at omformes og returnere til akademiet og udstillingssalene på Charlottenborg i København. En bemærkelsesværdig transformeringsproces var gennemløbet – og en rejse den halve jord rundt.

Bogen har et særdeles veludbygget noteapparat, hvor der både henvises til kilder, men også kommenteres og diskuteres.

Bogen præsenterer nye kunsthistoriske opdagelser, idet forfatteren har en grundig faglig tilgang til stoffet og samtidig perspektiverer nyopdagelserne. Såvel dansk kunst som fransk impressionisme tilgåes med stor indsigt og kunstfaglig grundighed, hvorved bogen er væsentlig for såvel dansk kunst som fransk impressionisme.

[Historie-online.dk, den 10. juni 2026]