BogFeature
Kronborgtapeterne

- Pragt & propaganda på Frederik II’s Kronborg

Af cand.phil, seniorkonsulent Carsten Egø Nielsen

Slots- og Ejendomsstyrelsen har netop udsendt et værk om de såkaldte Kronborgtapeter. Bogen er på 112 sider og kan takket være støtte fra nogle fonde erhverves til en næsten symbolsk pris på 98 kroner. Når prisen kaldes ”næsten symbolsk” er det fordi, bogen udover teksten tillige indeholder en mængde fremragende farveillustrationer – der er ikke en eneste illustration i sort/hvidt. Så man får her virkelig ”noget for pengene”.

Slots- og Ejendomsstyrelsen har overladt tilrettelæggelsen og udarbejdelsen af teksten til Ulrik Reindel, hvilket må siges at være et kompetent valg. Ulrik Reindel har i 2006 skrevet en artikel om Frederik II’s bordhimmel og i 2008 i Heraldisk Selskabs studier nr. 6 om Kronborgtapeternes kongevåbener. Det er således en forfatter med stor viden og stort overblik over emnet, der lige umiddelbart ellers kan virke snævert og lidt ”nørdet”, men absolut ikke er det. Kronborgtapeterne bestod nemlig oprindelig af 43 vævede tapeter med fremstillinger af Danmarkshistoriens første 100 konger fra sagnkongen Dan til bestilleren af tapeterne, nemlig Frederik II. Hans søn prins Christian – senere Christian IV – er fremstillet som den sidste, men var ikke konge på produktionstidspunktet.

Vævede tapeter var en meget benyttet kunstform ved datidens fyrstehoffer og samtidig den dyreste, så man tillige kunne demonstrere magt og rigdom ved at imponere omgivelserne. De oprindelige 43 vævede tapeter blev skabt af nederlandske vævere til dansesalen på Kronborg, der blev nyopført efter en brand i 1629. 

Af de oprindelige 43 tapeter er kun bevaret 15. Af disse 15 har de 7 siden 1929 været deponeret på Kronborg – de øvrige 8 befinder sig på Nationalmuseet. En tilhørende bordhimmel blev erobret af svenskerne under Karl Gustav-krigene i 1658 og befinder sig nu i god stand på Nationalmuseet i Stockholm efter at have været pakket ned de fleste år siden. Efter fredsslutningen i København i 1660 mistede Kronborg noget af sin betydning og blev i forhold til kongernes gunst overhalet af Frederiksborg slot i Hillerød. På den måde blev tapeterne hjemløse på Kronborg og blev spredt ud på kronens øvrige slotte. Her gik nogle af dem til i forbindelse med brande, misrøgt og vandalisme eksempelvis ved, at der blev skåret huller i dem, hvis der skulle være en dør, hvor tapetet hængte!

De resterende 15 tapeter er tidligere beskrevet og studeret videnskabeligt, nemlig i 1950. Den netop udgivne bog kan betragtes som en udgivelse med større folkelig appel, og den har sin berettigelse alene ved at være let tilgængelig og ved de mange fremragende farveillustrationer. Et af bogens mål er skabe fornyet interesse om denne unikke kulturarv, hvilket absolut er et realistisk mål med det valgte omfang og layout. En anden absolut kvalitet ved udgivelsen, som er medvirkende til at emnet ikke virker for nørdet er, at Kronborgtapeterne beskrives i et større perspektiv og i en større historisk sammenhæng. Der er en kort introduktion til den tid, hvor tapeterne blev skabt, og om baggrunden for tapeterne, herunder om livet ved Frederik II’s hof og dansesalens formodede indretning og udseende. Der findes ingen samtidige malerier af dansesalen med tapeterne, men en anonym dagsbogsskribent beskriver den umiddelbart efter Frederik II’s død i 1588 således: ”Hallen er meget stor, og en sådan, som jeg aldrig har set i noget palads og som der efter sigende heller ikke findes. Den er prydet med prægtige tapeter, på hvilke de danske kongers historie og billeder er fremstillet ned til Christian IV”. (side 25)

Trods manglen på ca. 2/3 af tapeterne er det muligt at lave et forsøg på en rekonstruktion af ophængningsplanen, hvilket skyldes, at hele serien midlertidigt blev deponeret i 1718 på Rosenborg og der dybtgående beskrevet, herunder målene, der så med udgangspunkt i det bredeste tapet og salens mål har kunnet indplacere tapet nr. 9 i salen – og derfra de øvrige i den kronologi de følger qua kongerækken.

Kontrakten om fremstillingen af tapetvæverierne med den nederlandske hofmaler Hans Kneiper lød oprindelig på 113 portrætter af danske konger – det blev til præcis 100 kongeportrætter, idet der undervejs opstod diskussioner om, hvor mange konger, der egentlig havde været. Også denne diskussion indeholder bogen en interessant redegørelse for. Bogen slutter med tapeternes eftermæle og videre skæbne, og som eksempel kan nævnes, at et af tapeterne var på Koldinghus, men klarede branden her i 1809 stort set uden beskadigelse. Tapetet blev solgt til en familie i Kolding, herefter til en københavnsk antikvitetshandler – og herefter fortaber dets skæbne sig.

Beskrivelserne og tolkningerne af de bevarede tapeter og bordhimmel er holdt på et niveau i omfang og detaljeringsgrad til at opretholde læserens interesse hele bogen igennem. Der er plads til såvel de store linjer som enkelte detaljer – også i illustrationerne.

Bogens absolutte styrke er en fin balance mellem tekst og illustrationer og mellem detaljer og helheder/perspektiver. Den er tillige letlæselig uden noteapparat, men med en fyldig litteraturliste til den, der ønsker yderligere fordybelse. Bogen er et godt eksempel på, at emner godt kan behandles seriøst og sagligt uden at blive teksttunge og kedelige.