Menighedsrådene fylder 100 år
I år er det 100 år siden, at
menighedsrådsloven blev vedtaget. Det markeres over hele
landet.
Temaartikel af arkivar Erik Nørr
Den
15. maj 2003 fyldte menighedsrådsloven 100 år, og tre dage
senere fejredes jubilæet ved gudstjenester over hele landet,
men der er ingen tvivl om, at markeringen i mange af de mere
end 2000 menighedsråd fortsætter i resten af året. For
selve etableringen af menighedsrådene skete først efter
menighedsrådvalget i december 1903.
Fra
statskirke til folkekirke
Ved Grundloven af 1849 blev den tidligere statskirke erstattet
af en folkekirke, der dog stadig havde nær tilknytning til
staten. Det var meningen, at kirken selv skulle have lov til
at styre egne anliggender, men grundlovsfædrene kunne ikke
blive enige om hvordan, så der blev optaget en paragraf i
Grundloven, om at kirkens forfatning skulle ordnes ved lov.
Selv om forfatningsspørgsmålet senere har været drøftet i
en række kommissioner, har kirken aldrig fået sin egen
forfatning. I den nyeste grundlov af 1953 findes løfteparagraffen
om kirkeforfatningen stadig. I de seneste år er der påny
opstået debatter om kirkens forhold til staten i lyset af den
faldende tilslutning til folkekirken og hensynet til andre
trossamfund.
Det
laveste led i kirkeforfatningen
Hvordan styres kirken så? De kirkelige forhold bestemmes
ligesom andre samfundsforhold af Folketinget ved lovgivning,
og den administrative udførelse af lovgivningen sker gennem
Kirkeministeriet. Hertil kommer, at de indre kirkelige
forhold, det vil sige forhold vedrørende forkyndelsen og
gudstjenesterne, er overladt til kirken selv, først og
fremmest biskopperne. På sogneniveau deltager menighedsrådene
som demokratisk valgte i styret af sognets og kirkedistriktets
anliggender. Man kan sige, at menighedsrådene udgør det
laveste led i en kirkeforfatning.
Mange kvinder valgtes
Menighedsrådsloven
blev gennemført af kirke- og undervisningsminister J.C.
Christensen efter en større debat. Der var en del kirkelig
modstand imod de folkevalgte menighedsråd, da man ønskede,
at de kirkeligt aktive skulle have større indflydelse end de
passive. Men J.C. Christensen fik gennemført et lokalt
selvstyre på kirkens område ligesom der var på det
kommunale område. Menighedsrådene var oven i købet på
forkant med udviklingen med hensyn til valgreglerne. Ved
menighedsrådsvalget i 1903 var det første gang i Danmark, at
kvinder og tjenestefolk fik stemmeret og valgbarhed ved et
demokratisk valg. Kvinder og tjenestefolk fik først valgret
til kommuner og amtsråd i 1908 og til Rigsdagen i 1915. Der
blev faktisk opstillet og valgt temmelig mange kvinder til de
første menighedsråd. Menighedsrådsvalg finder sted hvert
fjerde år, som regel uden større opmærksomhed. Ofte
opstilles der kun en liste (såkaldt fredsvalg), men en del
steder opstiller de kirkelige partier hver for sig (f.eks. en
grundtvigsk liste, en missionsk liste, en socialdemokratisk
liste). Men større opmærksomhed omkring valget og høje
stemmeprocenter har som regel sin årsag i lokale konflikter,
f.eks. strid om en bestemt præst, større byggesager, indkøb
af orgler og alterbilleder og lignende.
Kun
få præster er formænd
Med 1903-loven og en række senere love har menighedsrådene fået
afgørende indflydelse på det lokale kirkestyre. Menighedsrådene
har indstillingsretten til ledige præstestillinger, og de ansætter
medarbejdere ved kirke og kirkegård og administrerer
kirkens og præsteembedets faste ejendom, f.eks. præstegårde
og sognegårde. Ændringer i liturgi og ritualer, f.eks. indførelse
af nye salmebøger forudsætter menighedsrådets
godkendelse, men i øvrigt er præsten i sin embedsførelse
uafhængig af menighedsrådet. Menighedsrådene deltager også
i valget af biskop. Menighedsrådet vælger selv sin formand.
Præsten er født medlem af menighedsrådet, men kun få
steder er han blevet valgt til formand.
Jubilæum
og ny salmebog
De mange jubilæumsarrangementer for menighedsrådene finder
sted samtidig med markeringen af udgivelsen af en ny salmebog,
som præsenteres i pinsen 2003.
Siden 1920 har
menighedsrådene haft en særlig landsforening, som udgiver
Menighedsrådenes Blad. Landsforeningen har nedsat et jubilæumsudvalg,
som dels under overskriften ”menighedsrådets stamtræ”
har opfordret de lokale menighedsråd til at markere jubilæet,
og som dels har planlagt en udstilling på Landsfoeningens årsmøde
den 23.-25. maj 2003 med titlen ”Menighedsrådet som
bygherre”. Denne udstilling skal senere vises forskellige
steder i landet. Også på Christiansborg fejres
menighedsrådene ved et arrangement den 15. maj 2003.
|
|
|