TV-tips, uge 24, 2025

Et par fremragende stykker dramatik er med på listen over tips fra uge 24, nemlig en af de bedste spaghettiwesterns og den fremragende serie om Inspector Morse, der sendes om efteråret. Vi skal også møde Hassan, der håber at blive dansk statsborger, og vi skal møde den mexicanske maler Frida Kahlo og den amerikanske filmskuespiller Keanu Reeves. Desuden fokus på året 2003, på den berygtede Uropatrulje, på bodybuilding i 1980’erne samt en dokumentarserie om Gaza. Og så er der jo flere reportager fra Folkemødet på Bornholm, hvis man trænger til noget politik. God fornøjelse!
00'erne tur/retur: 2003
DR2, 11. juni, kl. 17:35
I dette program går turen til året 2003, hvor en irakisk diktators fanges og en kongelig forlovelse skaber glæde landet over, mens SARS-virussen lurer uden for landets grænser. I serien 00'erne tur retur tager vi på en rejse gennem et omvæltende årti. Vi dykker ned i tidens trends og teknologi og genoplever tv, musik, sport og skandaler.
Tæt på lykkelig
DR2, 12. juni, kl. 21:30
Dansk dokumentarfilm (2023) Et stykke papir står mellem Hassan og det land, han kalder hjem. Hassan er født og opvokset i Danmark. Han taler dansk, har gået i dansk folkeskole og drømmer på dansk. Men han er ikke dansk statsborger. I næsten 10 år har han forsøgt at blive det. Nu er han tættere end nogensinde, men intet er sikkert.
Inspector Morse: Mistænkt
DR1, 13. juni, kl. 15:10
Engelsk krimi fra 1990. (Inspector Morse: Masonic Mysteries) Morse havner i sin karrieres mest ubehagelige mordsag, da en kvinde stikkes ned under forpremieren på en opførelse af Tryllefløjten. For den hovedmistænkte er - Morse selv! Hans kollega Bottomley tager sig af sagen, og han er absolut ikke overbevist om, at Morse er uskyldig. For blev han måske ikke fundet på gerningsstedet umiddelbart efter mordet - med en kniv i hånden og indsmurt i ofrets blod? Morse: John Thaw. Lewis: Kevin Whately. Bottomley: Richard Kane. Instruktion: Danny Boyle.
Uropatruljen - politiets hårde hunde (1:3)
DR2, 14. juni, kl 19:30
Dansk historieserie fra 2018 Uropatruljen er en af de mest berømte og berygtede politienheder i dansk politihistorie. Urobetjentene opererede fra 1965-2001 og skulle slå ned på narkohandel, rockere og bz-ere. De patruljerede i de københavnske uroområder i civilt tøj, og de fik ofte kritik for deres kontante og utraditionelle metoder. I dette afsnit følger vi uropatruljen fra den bliver etableret, hvor en håndfuld betjente skal skabe ro omkring Storkespringvandet på Strøget, til at urobetjente lever undercover på Christiania for at afsløre hashhandlens bagmænd.
Den gode, den onde og den grusomme
DR2, 15. juni, kl. 14:35
Italiensk western fra 1966. (Il Buono, il Brutto, il Cattivo) Dusørjægeren Joe og den eftersøgte Tuco har slået sig sammen. Joe indkasserer sin dusør, men sikrer, at Tuco når at flygte igen. Det indbringende partnerskab ophører, da Joe forlader sin makker i ørkenen, men de tvinges til at arbejde sammen igen i jagten på en begravet skat. Desværre har også den onde Setenza fået færten af pengene. Filmen vises i den restaurerede udgave fra 2003 med 14 minutters ekstra spilletid. Medvirkende: Clint Eastwood, Lee Van Cleef, Eli Wallach m.fl. Instruktion: Sergio Leone.
Frida Kahlo (1:3)
DR2, 15. juni, ll. 22:15
BBC-dokumentarserie fra 2023. (Becoming Frida Kahlo) Hun er af de mest berømte kvindelige kunstnere i verden. Den mexicanske maler Frida Kahlo drømmer om at blive læge. Men i 1925, da hun er 18 år gammel, knuser en tragisk trafikulykke hendes drøm. Pludselig står hun overfor et liv med kroniske smerter. På hospitalet begynder hun at male sine lidelser, og da hun bliver udskrevet, opsøger hun kunstneren Diego Rivera, der kommer til at ændre hendes liv.
Keanu Reeves - Popkulturens Messias
DR2, 16. juni, kl. 22:40
Fransk dokumentar fra 2022. (Keanu Reeves: Pop Messiah) Han er en af de mest fascinerende stjerner i sin generation. I over 30 år har Keanu Reeves utrætteligt genopfundet sig selv. Kendt for sine roller i film som ' My Own Private Idaho', 'Point Break', 'Speed' og 'The Matrix'. Her dykker vi ned i fortællingen om den gådefulde skuespiller, der stille og roligt har opnået en enestående status, som model, ideal og som en messias.
Hårde muller og stramme baller (2:3) Fitness for folket
DR2, 17. juni, kl. 21:00
I 1980'erne har danskerne fundet ud af hvad et fitnesscenter er. De to store kæder Nautilus og Form & Figur kæmper om kunderne, mens Sven-Ole Thorsen arrangerer danmarksmesterskaber i bodybuilding for både kvinder og mænd. Men dopingsagerne begynder at dukke op, og til sidst stikker Thorsen af til Hollywood.
Vejen til 7. oktober (1:3)
DR2, 17. juni, kl. 22:40
Britisk dokumentarserie fra 2025. (Israel and the Arabs - Road to 7th October) I 2005 traf Israels premierminister Ariel Sharon en kontroversiel beslutning, der kom til at påvirke begivenhederne i Gaza i mange år fremover. Han ville trække israelske bosættere og væbnede styrker ud af Gazastriben. Beslutningen udløste uro, og gav Hamas mulighed for at tage kontrol over Gaza. Her fortæller verdensledere og rådgivere historien om de diplomatiske forhandlinger, der førte frem til tilbagetrækningen og følgerne deraf.
[Historie-online.dk, den 10. juni 2025]