Nordisk Museumsforbund

Fra Anne Færch Provst, museumsdirektør på Museum for Forsyning og Bæredygtighed og formand for Nordisk Museums Forbunds danske afdeling.
Kan man bruge et nordisk musealt fællesskab til noget i en tid med tunge økonomiske og politiske verdenskriser?
Ja, er det enkle svar. Det er netop når krisen banker på, at vi skal forankre os gennem historie og kultur, og her kan det fællesskab, som vi på trods af indbyrdes krige og uenigheder har, i høj grad bruges.
Museumsvæsnet er ikke ens i de nordiske lande, men dette betyder ikke, at vores arbejde med bevaring, forståelse og formidling af vores fortid ikke er sammenligneligt. Samarbejde på tværs af de nordiske landes museer er derfor ikke blot godt og rart, det er faktisk nødvendigt. Vores fælles nordiske arv, vores kulturer, der på mange punkter adskiller sig markant fra hinanden, danner grundlaget for en fælles forståelse, en forståelse af ”Os i Norden”.
I Danmark viser helt nye tal at museernes popularitet som besøgssteder er stigende, men hvad betyder det? Betyder det at museerne er blevet bedre til at formidle i øjenhøjde med vores gæster, at vi er blevet mere folkelige eller at vi har en dybere kulturel betydning for de mennesker der besøger os? Det er interessant hvilken rolle museerne har i samfundet, og det er derfor at temaet for årets konference i Nordisk Museumsforbund er ”Museer i samfundet”. På konferencen vil museernes rolle blive diskuteret af en lang række nordiske museumsprofessionelle, som i forskellige sessioner vil fremlægge deres viden om; social bæredygtighed og social mobilitet, museet som beskytter af kulturarven, museet og lokalsamfundet samt fremtidens museum. Fra det danske museumslandskab vil der blandt andet være Keynote debatten: Museer anno 2025 – hvor er vi på vej hen? Hvor Sarah Smed (Danmarks Forsorgsmuseum), Sissel Bjerrum Fossat (Museum Odense), og Mette Houlberg Rung (Frederiksborg Nationalhistoriske Museum) vil debattere hvor museerne er på vej hen og hvad deres nuværende og fremtidige rolle er og skal være.
Den nordiske museumskonference har desuden oplæg fra Grønland, Færøerne, Åland, Finland, Sverige og Norge, og fra hvert land sættes der gennem forskellige vinkler fokus på museernes rolle i samfundet gennem interaktion, samskabelse og social- og kulturel bæredygtighed. Svære emner bringes frem og der skabes et rum for tværnordisk diskussion af hvordan museerne kan understøtte samfundsudvikling.
Nordisk Museumsforbund har eksisteret siden 1915, hvor det dog hed Skandinavisk Museumsforbund. Der afholdes konference hvert andet år i et af de nordiske lande. I 2025 afholdes konferencen den 17.-19. september på Vildmosemuseet i Brønderslev, og tilmelding er mulig frem til 15. juni.
[Historie-online.dk, den 4. juni 2025]