Menu
Forrige artikel

Carl Kjersmeier - Historiens Aktører nr. 54

Kategori: Artikler
Visninger: 1010

 

I dagens debat fremsættes sommetider det synspunkt, nogle gange endda formuleret som et krav, at museer i Europa skal afgive deres samlinger af etnografiske genstande til deres oprindelseslande. Genstandene hører ikke hjemme i Danmark, og deres tilstedeværelse her er udtryk for kolonialisme og undertrykkelse af fremmede folkeslag. Tingene er så at sige stjålet fra deres oprindelige ejere.

Det er en ganske overfladisk og usand påstand. I meget få tilfælde drejer det sig om museumsgenstande, der er taget som krigsbytte fra besejrede folk. Langt de fleste samlinger er resultatet af videnskabelige ekspeditioner med det formål at forstå og bevare træk af fremmede kulturer uden for Europa. Etnografiske ekspeditioner startede allerede i 1700-tallet i oplysningstiden, og de allerfleste genstande er købt og betalt. Der er ingen juridisk basis for at kræve de erhvervede genstande udleveret. Ikke desto mindre kan der være tilfælde, hvor en overdragelse af genstande med en særlig stor og symbolsk værdi er en velanbragt gave til en ny nation.

De etnografiske samlinger skal ikke anskues som tilegnelse af kulturgenstande fra undertrykte folkeslag, nej udgangspunktet er og var ønsket om at forstå disse folkeslag og bevare artefakter inden de gamle traditioner forsvandt. Det er i denne forståelsesramme, at samlingerne også i dag har stor betydning. Samlingerne forklarer verden, som den engang så ud og bidrager til forståelsen af, at de europæiske ideer kun er et sæt af de mange ideer, trosretninger og samfundssystemer, som verden var beriget med. For nylig har en person med indvandrerbaggrund i pressen skrevet, at hun føler sig krænket af i danske museer kun at se ”hvide mennesker”. Det er et absurd krav, at Danmarkshistorien skal laves om for at behage enkelte indvandrere med en anden hudfarve. Næh, vedkommende bør gå på etnografisk samling og glæde sig over, at her findes fortællingen om den kultur, hun eller han selv stammer fra. Og det er en stor og spændende verden, som åbner sig for besøgende i Etnografisk Samling på Nationalmuseet. Et besøg er som at rejse kloden rundt. Etnografisk Samling har også forskningsbibliotek, beretningsarkiv og fotoarkiv. Hvordan er samlingen blevet til? Det er sket bl.a. ved privates indsats.

Carl Kjersmeier er godt eksempel på den interesse, ja begejstring, som enkelte private fattede for fremmede landes kunst og kultur. Carl Kjersmeier blev født i Vejle i 1889, søn af arrestforvarer Kjersmeier og hustru Juliette Bøhm. Han fik allerede i ungdommen interesse for fremmede lande og for digte. Han kom på gymnasium, udgav en digtsamling og blev student i 1909. Med eksamensbeviset i lommen drog han til hovedstaden og begyndte at læse jura på Københavns Universitet. Men ved siden af sit jurastudium studerede han på egen hånd fremmede folkeslag og specielt deres ordsprog og digte, som han oversatte nogle af til dansk. Det var ualmindeligt omkring 1910 at interessere sig for afrikansk, asiatisk og sydamerikansk digtning.

I 1917 blev han gift med cand. jur. Amalie Edelstein, som delte hans interesse for eksotisk kunst og digtning. Deres indtægt som advokater tillod dem at foretage rejser rundt i Europa for at besøge de etnografiske samlinger, som fandtes på dette tidspunkt. I 1918 købte Carl en afrikansk skulptur hos en marskandiser, og det blev starten på en samling af afrikanske skulpturer. Han koncentrerede sig herefter om Afrika og den afrikanske kunst, som han mente, at skulpturerne var udtryk for. Mens man i Europa stadig talte om det sorte Afrika som én kultur, blev Kjersmeier hurtigt klar over, at Afrika var et kontinent med mange forskellige kulturer og forskellig folkekunst. Han skrev en lang række artikler, holdt foredrag og foretog sammen med Amalie rejser til Afrika. Efter en lang rejse i Vestafrika skrev han: "Befolkningens glæde ved livet, deres tilfredshed med deres kår, deres kærlighed til dans og musik, deres udprægede artistiske sans gjorde det til en fornøjelse at færdes blandt dem". I 1935 var han nået så langt i sin forskning, at han kunne udgive første bind af ”Centres de styles de la sculpture negre africaine”. I de følgende år kom endnu tre bind, og værket var det første af sin art og er stadig et hovedværk for den afrikanske folkekunsts historie. Hans indsats blev anerkendt i Europa og Amerika, mens det kneb med anerkendelsen hjemme i andedammen. Dog var overinspektør ved Etnografisk Samling Kaj Birket-Smith ikke i tvivl om Carl Kjersmeiers dygtighed og kaldte ham Skandinaviens bedste kender af afrikansk kunst.

 Carl Kjersmeier i en vestafrikansk landsby, foto Amalie Kjersmeier ca. 1932.

Ægteparret Kjersmeiers indsamling af afrikanske skulpturer resulterede i en stor samling, nemlig 1400 genstande, hvoraf 450 masker og skulpturer, 150 vævninger og 800 vægtlodder fra Guldkysten. Det blev en fin samling, idet overvejende kvalitetsvarer blev indkøbt. Store skulpturer undgik Kjersmeier pga. transportproblemer. Anden verdenskrig satte en stopper for parrets indsamling. Amalie, som var af jødisk slægt, måtte flygte til Sverige, og samlingen blev gemt bort på Nationalmuseet. Den åbnede atter efter besættelsen og kunne ses i deres fireværelses lejlighed på Vesterbros Torv. Samlingens kunstneriske kvalitet blev inspiration for dansk avantgardekunst efter krigen. Især Cobra folkene besøgte den og indskrev sig i gæstebogen. Også den amerikanske kunstner Man Ray besøgte samlingen og var begejstret.

 Carl Kjersmeier i lejligheden med den afrikanske samling, foto Nationalmuseet.

Carl døde i 1961, og i 1968 efter Amalies død blev Afrika-samlingen ifølge testamentet skænket til Nationalmuseet. Den fik derefter plads i et stort rum i Etnografisk Samling.

Hvis der blandt læserne er folk, som aldrig har sat deres ben på Etnografisk Samling, kan et besøg meget anbefales, tag gerne børnene med. Til landets politikere kan man her i en epidemitid, hvor kulturen er sat bagerst, kun råbe vågn op, sørg for ressourcer til museer og arkiver, så de kan holde åbent og formidle de store skatte, de gemmer. 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 18. januar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Carl og Karin Larsson - Historiens Aktører nr. 61
Michael Larsen - Historiens Aktører Nr. 32
Magnus Bech Olsen - Historiens Aktører nr. 16