Menu
Forrige artikel

En læge i Waffen-SS uniform

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1436

 

Forsking i plettyfus som medlem af Waffen-SS som både læge, botaniker, nationalsocialist og anstændigt menneske

Af Michael Koch

Lægen Joachim Mrugowsky mente ikke selv, at han ville blive hængt. Han havde nægtet at udføre forsøg på sovjetiske fanger, men han ville gerne udgive faglige artikler om tyfus - som blev til i KZ-systemet, udført af både tyske læger og læger, som var fanger.  Han blev hængt i 1948.

Modsætningernes mand kan man kalde Joachim Mrugowsky. Han havde både humanistiske sider og ønske om forskning og resultater. Viljen og evnen til at skabe vacciner mod tyfus, med stor interesse for botanik og hygiene - og modsætningen; medlemskabet af Waffen-SS som læge direkte under Heinrich Himmler. Det var manden, der selv troede sig fri for forbrydelser. Lægen sad i stedet tre år i Landsberg fængslet, inden han 2. juni 1948 blev hængt.

Allerede i 1930 kom Mrugowsky ind i nazi-systemet af egen fri vilje. Mens han studerede og blev læge, brændte han for botanik og kunne sin Nietzsche. Han steg hele tiden i anerkendelse i nazi-systemet. Højlydt protesterede han mod en sognepræst i Berlin, der skulle ansættes som professor. Præsten var pacifist og mente ikke, at krig skulle ses som noget rigtigt og romantisk, og derfor blev han ikke ansat. Senere var Mrugowsky også offentlig modstander af, at en jøde kunne få arbejde, meget mere aktivt end man skulle tro for en ung humanist. Han var meget tidligt medlem af SS og var en såkaldt “Alte Kämpfer”, som det kun var SS-medlemmer fra før 1930, der blev kaldt.

Hans modsætninger gennem livet var slående. Himmler forlangte, at Mrugowsky skulle skifte efternavn, da det var slavisk/polsk. Det nægtede han så markant, at Himmler bøjede af. Selv Reinhard Heydrich blev rasende på Mrugowsky, da han ikke ville angive folk, og Reinhard Heydrich talte derfor ikke til ham mere.

Opvokset i Rathenow vest for Berlin, flyttede han til Halle for at læse medicin. Han mødte Ursula af god familie, og de fik fem børn, hvoraf de fire voksede op. I Küstrin blev han lægepraktikant, og efter han blev læge, fik han job som forskningsassistent ved Hygiene-Institut i Halle. Han begyndte at undervise i arvelære og racehygiejne.

Karrieren tog fart i nazi-systemet, og han blev i 1943 leder af Hygiene-Institut des Verfügungsgruppe der SS. Det blev senere til Waffen-SS. Som docent ved universitetet i Berlin blev han øverste chef for naziernes “hygiejne” under Reichsarzt SS - og det er præcis her, de kriminelle handlinger fik ham anklaget og dømt. I 1945 blev han anholdt af englænderne, og blev dømt af amerikanerne ved læge-processen i Nürnberg. Efter tre år i fængsel blev han hængt.

Både tyske læger og læger, som var fanger i KZ-lejrene fik strenge ordrer om, at forskningen i plettyfus og andre vira hastede, og at der skulle forskes ved hjælp af mennesker. Man skød forgiftede projektiler ind i dødsdømte sovjetiske krigsfanger, for så at studere sygdomme. I øvrigt fik de læger, der var fanger, straks tatoveret et nummer på armen, da de kom til hygiejneinstituttet i Auswitch. Under deres arbejde som fangeforskere udviklede de uvirksomme tyfus-vacciner, som blev sendt rundt til tyske soldater, mens de til dem selv og til andre fanger udviklede god og virksom vaccine.

Joachim Mrugowsky nægtede at udføre livsfarlig og dødelig forskning på mennesker. Men det kunne hverken fangeforskere eller tyske læger i lejrene som eksempelvis Auswitch nægte - men det var Mrugowsky der profiterede af resultaterne i lægevidenskablige artikler. Det store paradoks var intensiv forskning i at standse sygdomme og forhindre plettyfus - med udsigt til rygende skorstene.

To af Mrugowsky´s forskere, lægerne Carl Clauberg og Horst Schumann ved bordet i Block 10 i Auschwitz. Man bliver meget eftertænksom, når læger forsker et sted hvor menneskeliv intet er værd for dem

Som bakteriolog, læge og specialist i hygiejne vidste han alt om, hvordan det hele blev til. Uskyldig kan man ikke sige, at han var, og han vidste antagelig, at det var på høje tid at gøre sig mindre synlig. Han forlod Berlin i 1945 og besøgte sin familie i Rathenow . Herefter tog han til feltlazarettet i Husum. Det fremgår ikke hvordan og under hvilke omstændigheder han blev anholdt, men efter at være flyttet rundt fik han en barsk behandling og sat i en fangelejr.

Mrugowskys modsætninger var gennemgående helt til det sidste. Selvom han sad fængslet med en dødsdom, skrev han og nedfældede mere end 130 siders forskning. Vi ved ikke, hvor han fik papir fra, men hans hustru fik alle efterladenskaber, breve og hans manuskripter med sig hjem, efter han var hængt. Hun boede i det, der nu var Østtyskland, og måtte ikke rejse. Men to gange tog hun turen til Landsberg-fængslet vest for München.

Bogen er indsigtsfuld og spændende læsning for den, som kender til 2. Verdenskrig og KZ-lejrene. Mrugowsky er trods alt kun en enkelt mand i et stort system, så det er naturligt begrænset, hvor meget materiale der fandtes til bogen, og selv med breve, fundet i nyere tid, har det været nødvendigt med flere kunstgreb. Bogen har kun tekst på ca. 2/3 af siderne, og der er mange afsnit, som stopper højt på en side for så at fortsætte på den modsatte med nyt kapitel.

 Fanger i KZ lejren Buchenwald-Weimer stillet op til appel. De kunne sagtens vare halve og hele dage. Hvis tallet ikke stemte når tyskerne talte op, så var det forfra. Hvis fanger stak af, eller forsøgte at stikke af, så stod fangerne sådan indtil de var fundet

Billedsiden er ikke stærk. Der er blandt andet anvendt en stribe ret kedelige gamle postkort. Ind i mellem er der dog et par gode billeder. Breve er ikke sat som tekst i bogen og speciel tysk tekst er ikke oversat. Det er krævende for læseren, som vil være tilbøjelig til at springe det over. De mange fremmedord og den til tider akademiske form kan muligvis skræmme læseren. Gennem bogen er der et pudsigt spring mellem kapitlerne, og læseren kan sagtens få tanken “Hvor kom det lige fra, og hvorfor skal jeg lære det”.

Men generelt kan man som læser lære nyt om modsætningerne i DNSAP, og hvordan en nazi-læge kunne leve og dø som humanist og som højt respekteret forsker.

[Historie-online.dk, den 29. august 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den mørkeste vinter
Den farlige dreng
Amsterdam