Hipofolk
Af cand. mag. Martin Jensen
Mange kan nok nikke genkendede til navnet Erik Haaest. Manden der i 1970’erne som en af de første tog emnet om danske østfrontfrivillige i tysk tjeneste op. De tre bøger om den noget tabubelagte side af besættelseshistorien var stort set ikke behandlet, indtil Haaest udgav sine bøger, der straks blev stærkt omdiskuteret. Haaest måtte indkassere stærk kritik fra bl.a. faghistorikere, der ikke brød sig om hans hang til konspirationsteori og mangel på metodiske og kildekritiske overvejelser. Tidligere modstandsfolk meldte sig også blandt kritikerne, og Haaest blev endda af nogle beskyldt for selv at være nazist, når han ville tage et sådant emne op.
Siden da har Haaest skrevet en lang række bøger om forskellige aspekter af Anden Verdenskrig, og hans nyeste er ingen undtagelse. Den handler om medlemmerne af Lorenzen-gruppen, der var en del af det danske Hilfspolizei, i daglig tale blot kaldet HIPO-korpset. HIPO-korpset var styret af den tyske besættelsesmagt og skulle officielt fungere som politimyndighed i Danmark efter arrestationen af det danske politi i september 1944. I virkeligheden bestod HIPO’s arbejde i at samle efterretninger om modstandsbevægelsen og foretage anholdelser og likvideringer af modstandsfolk.
Lorenzen-gruppen, der var opkaldt efter lederen Jørgen Lorenzen, var en central styrke i HIPO. Gruppen forestod drab, tortur og bortførelser såvel som efterretningsarbejde i krigens sidste måneder. Ti af gruppens medlemmer blev efter krigen idømt dødsstraf, hvoraf seks dog senere fik reduceret deres straf til livsvarigt fængsel. Den sidste af gruppens medlemmer blev løsladt i 1959. Haaest har med sin bog sat sig for at finde ud af, hvem de 22 personer var, ikke alene mens de var i HIPO, men hele deres livshistorier. Gruppens to centrale skikkelser, Jørgen Lorenzen og hans kæreste Anna Lund, bliver desværre kun sporadisk behandlet, da Haaest barsler med selvstændige bøger om de to.
Bogen bærer på godt og ondt præg af forfatterens baggrund som journalist. Godt fordi den er skrevet i et letforståeligt sprog, der gør den umiddelbart forståelig for lægmand. Forfatteren starter også fortællingen in media res med en dramatisk beretning om et likvideringsforsøg og fanger således fra starten læseren. Graden af research bag bogen er ligeledes imponerende, da forfatteren udover studier i Rigsarkivet, lokalarkiver og avissamlinger også har rejst rundt i Danmark og Europa for at opspore gruppens tidligere medlemmer. Derudover har Haaest kunnet drage nytte af de kontakter, han tidligere har skabt sig, bl.a. i forbindelse med sine bøger om danske østfrontfrivillige.
Blandt bogens mindre positive aspekter er de mange hyppige spring i tid, den flittige vekslen mellem nutid og datid, samt at forfatteren omtaler sig selv aktivt som jeg flere steder i bogen. Opbygningen af levnedsbeskrivelserne i de enkelte kapitler er også meget uens, så man i et kapital får en kronologisk gennemgang af personens liv, mens man i det næste starter med rettergangen efter krigen eller et helt tredie sted. Der er sandsynligvis tale om et bevidst valg fra forfatterens side for at holde læseren fanget, men det gør læseoplevelsen meget uens.
Bogen er tillige skrevet i noget, der nærmest må betegnes som talesprog, hvor der bl.a. flittigt bruges slang-udtryk og løsrevne talemåder/ordsprog. I det hele taget kunne bogen godt have brugt en forlagsredaktørs kritisk pen – undertegnede anmelder har i hvert fald svært ved at forene brugen af kapitel-titler som ”Hipos største preservativ-forbruger” og ”Kussetyvens sidste elskerinde passer hans grav” med seriøs historieskrivning. Haaests irrelevante og lettere konspiratoriske lommefilosoferen om f.eks. terrorisme-begrebet og krigen mod terror kunne man også godt være foruden.
Haaest gør korrekt meget ud af at pointere, at Danmark og danskernes rolle under krigen ikke kan beskrives sort-hvidt, og at man fra officiel dansk side efter krigen i høj grad valgte at frede sig selv og i stedet rette al fokus på andre grupper. Landsforræderilovene, der efter krigen blev vedtaget med tilbagevirkende kraft, er et godt eksempel på denne problematik, bl.a. fordi man straffede de danskere, der med regeringens velsignelse havde meldt sig til Frikorps Danmark. Desværre henfalder Haaest selv til nogle grove generaliseringer og drager på den baggrund nogle meget bastante og unuancerede konklusioner om bl.a. rigsdagsvalget i 1943 og dansk landbrugs eksport til Tyskland. Haaests bevidste fravalg af kildehenvisninger er også problematisk, idet hverken kontrol eller videre forskningen på baggrund af materialet dermed er mulig.
Den største mangel ved bogen er måske, at forfatteren ikke selv gør sig nogle mere overordnede tanker om Lorenzen-gruppen og dens medlemmer. Det bliver ved enkeltberetningerne om gruppens medlemmers liv og levned, og det er faktisk synd. For der er afgjort nogle spændende perspektiver i Haaests undersøgelser. I modsætning til mange af de, der meldte sig til Frikorps Danmark eller andre SS-enheder, var flertallet i Lorenzengruppen ikke overbevidste nationalsocialister og havde aldrig eller kun i en kortere periode været medlem af DNSAP. Ikke en eneste havde været medlem af National-Socialistisk-Ungdom (NSU), ingen kom fra nazistiske familier, og generelt udviste ingen af gruppens medlemmer den store interesse for politik. Af de af gruppens medlemmer der slap med fængselsstraf klarede langt de fleste sig godt efter udstået straf. Det er også bemærkelsesværdigt, at gruppens medlemmer tilsyneladende udgjorde et ret repræsentativt udsnit af befolkningen. De primære grunde til at lade sig hverve var tilsyneladende en blanding af økonomisk nødvendighed, frygt for en kommunístisk magtovertagelse efter krigen og ren og skær opportunisme.
Desværre har Haaest ikke overvejet et eneste af disse interessante forhold, hvilket ellers er oplagt. Bogen ender derfor med at være en lidt uforløst historie. Ganske vist fortalt i et letforståeligt og til tider meget fyndigt journalistisk sprog, men med flere metodiske mangler og uden den opfølgende uddybning og perspektivering som emnet fortjener.
