Menu
Forrige artikel

Mit elskede Grønland

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 766

 

Af Per Ole Schovsbo

Arne Kyed blev uddannet ved landbruget, var FN-soldat i Gaza og dimitterede som lærer fra Haslev Seminarium i 1966. Samme år blev han skoleleder på den lille skærgårdsø i Sydgrønland, kaldet Qassimiut der betyder 'beboerne ved den runde bugt'. Her boede han i 10 år og Arne Kyeds fortælling bevæger sig ubesværet gennem livets mange tilskikkelser i Sydgrønland og de mange andre steder med et overskud, der giver fortællingen humor, bredde og fylde. Man tænker undervejs på Jørgen Riel eller gamle Peter Freuchen og deres lune og mere eller mindre sandfærdige grønlandske historier. Men Arne Kyed er både lun og sandfærdig – og kunne man tilføje – grønlænder, selvom han er født i Vestsjælland, giftede sig med sin elskede Jacobine Motzfeldt, der var datter af bygdens storfanger og søster til den første landsstyreformand for hjemmestyret i Grønland, Jonathan Motzfeldt. Jacobine var uddannet kateket/præst og blev senere domprovst i Nuuk, mens Arne sluttede sin karriere som forvaltningschef ved Qaqortoq kommune. De gjorde det godt og med Arnes kærlige fortælling, der er tilegnet deres fem børn, forstå man godt hvorfor.

Grønland har et barsk klima og en natur der altid har krævet meget af befolkningens evner til materiel og kulturel overlevelse. Den eskimoiske befolkning har lært det på den hårde måde i løbet af årtusinder, mens middelalderens danske-norske nordboer forsvandt efter få hundrede år i Syd- og Vestgrønland. I 1700-årene kom danskerne til Sydgrønland, og denne gang gav de ikke gav op. Arne Kyeds fortællinger fører os derfor ind i den særlige kombination af skandinavisk og traditionel eskimoisk livsform som fortsat præger det grønlandske samfund, der er i kraftig ændring ligesom klimaet og naturen. Fortællingerne tager udgangspunkt i  Qassimiuts små og store begivenheder, blandt fangerne, i skolen, i den nye lejrskole og den skov, som Arne også er med til at rejse i læ af blæsten. Han tilegner sig sproget, deltager i fjordsejladsen, fiskeriet, fangsten og jagten, mindes de mange savnede, venner og familie, fortæller om udbredelsen af vedvarende energi, kommunikationens og radiokommunikationens udbygning, han beretter om dyre- og plantelivet (med latinske artsnavne), biologisk bekæmpelse fx ved hjælp af ravne der udryddede skadelige larver i den nye skov, om optælling og ringmærkningen af havørne. Arne Kyed fortæller også om sin tid som FN-soldat i Gaza-området, landmandslivet på Idagaard i Vestsjælland, de fem studieår på Haslev Seminarium med den tæmmede allike Gørgen, der indlagde sig store musikalske fortjenester og overlevede i fire år på Ørslev Centralskole, der var bestyret af Arne Kyeds far.

Bogens lidt kalejdoskopiske indhold er fortalt af en dreven pædagog, der mener, at det er en forbrydelse at være kedelig. Det går ret hurtigt op for læseren, at bogens røde tråd er fortællingernes temaer som belyses fra flere vinkler og afslører en fabulerende hjerne med en særdeles god hukommelse. Det eneste vi syddanskere mangler for at få det fulde udbytte af bogen er en målestok på udsnittet af kortet over den Sydgrønlandske skærgård, der er trykt på bogens første sider. Måske også lidt om det polysyntetiske grønlandske sprog, der ligesom den øvrige grønlandske kultur altid har fascineret anmelderen.

[Historie-online.dk, den 24. august 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hal Koch - En biografi
Faldskærmschefen
Min far var fremmedarbejder i Hitlers Tredje Rige