Menu
Forrige artikel

Tamilsagen og udlændingepolitikken 1982-2001

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 332

 

Af Kaare R. Skou

Jeg har sagt ja til at anmelde en samlet fremstilling af Tamil-sagen og glæder mig faktisk til netop en samlet fremstilling. Jeg var som politisk redaktør på TV 2 tæt på begivenhederne, da de udspillede sig – nogen hævdede endog undervejs også en del af dem. Var det, der stod centralt i situationen, stadig centralt set på afstand og gennem en anden tids briller – med en anden tids erfaringer. 352 tæt trykte sider med et enormt note- og kildeapparat ville give god plads til en grundig analyse og til en karakteristik af de personer, der handlede og de personer, der burde have gjort det, men undlod og deres sandsynlige motiver.

Øv, blev så den første reaktion allerede på side 2 i forordet. Bogens forfatter, historikeren Mathias Kobberrød Rasmussen med speciale i udlændingepolitik, påstår her, at den første store mediedækkede politiske skandale efter 2. Verdenskrig var Ritt Bjerregaards ophold på Hotel Ritz i Paris i 1978.

Mon ikke den førsteplads bør tildeles Grønlandsminister Johannes Kjærbøl for hans ansvar i Grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis den 30. januar 1959? At udnævne den ville i øvrigt have givet forfatteren den fortællemæssige sidegevinst, at den ordfører i Folketinget, der var mest stålsat på at få sagen oprullet gennem en rigsretssag, var det Det Konservatives Folkepartis forholdsvis nye medlem, Erik Ninn-Hansen, som smækkede et decideret anklageskrift på bordet. Det lykkedes for den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen med hjælp fra den radikale Bertel Dahlgaard at få enhver tale om en rigsretssag fejet ind under gulvtæppet. Betalingen var, at Socialdemokratiet måtte acceptere at gennemføre en ministeransvarlighedslov – en sådan lov havde da stået på Folketingets dagsorden 15 gange siden 1865, men var hver gang blevet afvist af den på tidspunktet siddende regering.

Kobberrød Rasmussen kommer også let hen over afsnittet om ’de fremmedes’ indtog i Danmark i 1960’erne og er på nippet til at købe det borgerlige Danmarks yndlingsfortælling om, at alle problemer i virkeligheden begyndte med udlændingeloven af 1983 og om, at skurken over alle har været professor Hans Gammeltoft-Hansen som daværende formand for Dansk Flygtningehjælp. Kobberrød Rasmussen skriver ligefrem, at man kan argumentere for, at hele den parlamentariske udlændingepolitik i Danmark opstod som en reaktion på 1983-loven.

Som forfatteren rigtigt gør opmærksom på, var indvandring til Danmark før 1983-loven groft sagt et lovløst område, på hvilket der herskede en betydelig grad af skøn ofte foretaget personligt af Fremmedpolitiets medarbejdere ude i marken og uden hverken en egentlig sagsbehandling og uden et appelsystem. Men det er næppe helt holdbart, når han skriver, at Hilmar Baunsgaards VKR-regering i perioden 1968-71 var den første, der måtte forholde sig til gæstearbejderne.

Problemet med den fortælling, som blev igangsat af Fremskridtspartiets Mogens Glistrup og udnyttet med betydelig effekt af Pia Kjærsgaard, som i hele sin eventyrlige politiske karriere har udøvet sin betydelige magt ud fra en sjældent sikker fornemmelse for morgendagens politiske issue mand og mand imellem, er, at det ikke var hverken venstrefløjen eller en emsig formand for Dansk Flygtningehjælp, som åbnede grænserne. Hans Gammeltoft-Hansen skaffede blot flertal for det slagordsagtige udsagn: ”Humanisme kan ikke være konjunkturafhængig!” – hvilket turde være en selvfølgelighed også for borgerligt indstillede mennesker i en retsstat.  Næppe nogen vil skrive under på at gøre straffeloven eller tildelingen af syndsforladelse gennem nadveren være konjunkturbestemt. Hvis der skal findes en ”skyldig”, var det godt nok Hilmar Baunsgaard, men det var inden, han blev statsminister i VKR-regeringen.

I 1964 befandt Danmark sig midt i en højkonjunktur, som Jens Otto Krag havde svært ved at styre. De første arbejdsgivere, som våndede sig under manglen på arbejdskraft, var de bønderejede andelssvineslagterier, som med deres jernhårde arbejdsgiverforening SALA måtte se på, at slagteriarbejderne foretrak at lægge asfalt på de store motorvejsstrækninger, der var under opførelse. Lønnen var bedre, og ikke mindst var arbejdsmiljøet bedre.

Da Holbæk amts Andelssvineslagteri måtte lukke en produktionslinje, så den taktisk begavede Hilmar Baunsgaard en dobbelt mulighed for gevinst. I en kronik i Aktuelt foreslog han den socialdemokratiske arbejdsminister Erling Dinesen at give nogle spaniere arbejdstilladelse for at hjælpe til i Holbæk og andre steder. Politisk kunne regeringen ikke tåle at sidde et sådant forslag overhørig trods protester fra LO og spydigheder om Venstremænd og deres manglende investeringer i at gøre de bønderejede virksomheder til tidssvarende fra ”den stærke smed” Hans Rasmussen, så den 23. juni 1964 fik 2.000 spaniere arbejdstilladelse. De rejste dog hurtigt hjem igen netop på grund af arbejdsmiljøet, og så gik SALA på jagt i tyrkiske landsbyer på den anatolske højslette.  Nogle af dem blev nærmest tømt for mænd i den arbejdsduelige alder. Som en DA’s direktører Jens Fisker sagde:

”Vi har brug for en arbejdskraftreserve, og gæstearbejderne er særligt velkomne, fordi denne reserve intet koster os i modsætning til en reserve bestående af arbejdsløse og husmødre. Har vi ikke længere brug for arbejdskraften, kan den jo udvises, og endelig er gæstearbejderne særlig velkomne, fordi vi kun behøver at foretage ganske ringe investeringer i nybygninger og maskiner for at sætte dem i gang.”

Når Hilmar Baunsgaard så en dobbelt gevinst for sig, skyldtes det den pågående og langvarige magtkamp i Det radikale Venstre efter æraen med Bertel Dalgaard og Jørgen Jørgensen. Kampen stod mellem Baunsgaard og Karl Skytte, som ”tilfældigvis” var valgt i Svinninge-kredsen i Holbæk amt. Det gav Baunsgaard point og Skytte en bet, at det var ham, der kom bøndernes virksomhed i Skyttes kreds til undsætning.

OK – det er petitesser i en bog om Tamilsagen, og springer man de første 38 sider over, får man som læser en fyldig, præcis og nøgtern gennemgang af Tamilsagen. Det er i sig selv en præstation at skrive undersøgelsesdommer Mogens Hornslets Tamilrapport på 6.000 sider sammen og den efterfølgende rigsretssag sammen til omkring 300, hvor det er lykkedes Kobberrød Rasmussen at holde fokus på det væsentlige og si alle de – må det have været – fristende og farverige sidespor i Hornslet blotlæggelse af sagsforløbet fra. Og ikke nok med det: Kobberrød Rasmussen kommer også med en række nyttige retspolitiske pointer undervejs, både egne og andres, som man kun kan komme med, når sagen betragtes på afstand.

Her vil jeg fremhæve forfatterens understregning af en meget vigtig, men helt korrekt observation i forbindelse med både Tamilsagen og udlændingedebatten i sin helhed, til advarsel for fremtidigt videnskabeligt arbejde med emnet, til journalisterne og især til politikerne: Der fandt – og til en vis grad stadig finder – overalt en uhyrlig begrebssammenblanding sted mellem indvandrere, spontanflygtninge, FN-flygtninge, opholdstilladelser, asyl og statsborgerskabsforhold, som forplumrer debatten, og som nogen – ingen nævnt, men Pia Kjærsgaard heller ikke glemt – har set en mulighed for at udnytte til gunst for egne holdninger. Det er mennesker – og for mange politikere blot numre – med vidt forskellige baggrunde og skæbner.

Jeg har læst flere end en håndfuld af de fortroligtstemplede sager, som er behandlet af det såkaldt domstolslignende organ Flygtningenævnet og har kunnet konstatere, at dets medlemmer må være i besiddelse af et overnaturligt, nærmest guddommeligt klarsyn, når de så skråsikkert kan afgøre om et menneske er personligt forfulgt i dets hjemland – et hjemland, som vi i de fleste tilfælde ikke – i hvert fald officielt – har forbindelser til. Flygtningenævnet er ikke et domstolslignende organ – det er en administrationsgren skudt ind af regeringer for, at skiftende udlændingeministre kan vaske hænder og undgå at skulle tage ansvar.

Bogen er disponeret strengt kronologisk, hvilket har både fordele og ulemper. Ulempen er, at man som læser flere gange skal huske ret mange sider bagud for at bevare overblikket. Til gengæld får man et gradvist indblik i, hvordan Ninn-Hansen ender med at blive offer ikke for et flertal i Folketinget, der i og for sig langt hen i sagsforløbet hverken politisk eller personligt havde et ønske om at fælde ham, men for sin egen stædighed.

Her ligner Ninn-Hansens sag i forbløffende grad sagen mod Inger Støjberg. Havde Schlüter og havde Lars Løkke Rasmussen levet op til, at de som regeringschefer har en vis pligt til at føre tilsyn med deres ministre, hvilket blev slået fast af Rigsretten allerede i sagen mod J.C. Christensen som følge af Alberti-skandalen, kunne begge de dømte have ’overlevet’ med æren i behold, men det er nok svært. I politik kommer de agerende så tæt på hinanden menneskeligt og alligevel ikke, at det er svært at stille kollegaen over for ultimatummet: Nu lægger du dig ned, eller også bliver du udskiftet.

I hvert fald var det svært for Schlüter. I sin tid som statsminister skiftede han mange ministre ud, men han var, hvor dygtig en leder, han i øvrigt vil gå over i historien som, ikke i stand til at skille sig af med en minister, uden at vedkommende følte sig personligt såret. Mange er de gange, hvor en Uffe Ellemann-Jensen eller en Lisbeth Schlüter tog det på sig at give det knus, den tak eller den trøst som Schlüter burde have ofret.

Det er også den slutning, som Kobberrød Rasmussen kommer til (s. 166-67), hvor han samtidig tillægger Schlüter en vis berøringsangst over for Ninn-Hansen og over for hele udlændingedebatten, men berøringsangst er nok ikke hele forklaringen. To andre mennesker spillede ind og satte Schlüter i en klemme: Den magtfulde kulissepolitiker, landsretssagfører Kristian Mogensen, der rådede over Det Konservative Folkepartis økonomiske midler og som var på Ninn-Hansens side, og Schlüters ven, den radikale leder Niels Helveg Petersens mere humanistiske indstilling, som Schlüter nok hældede til, spillede også en rolle.

Kobberrød Rasmussen har gennemgået et meget stort kildemateriale forud for bogens tilblivelse, og hans kildekritiske sans må siges at være betydelig. Et par gange svigter den, som da han medtager en meningsmåling i BT, som straks efter dommen i Rigsretten viste, at 46 procent af danskerne var uenige i dommen (s. 245). Her burde han have taget højde for, at BT lige fra begyndelsen og hele vejen igennem fejlvurderede Tamilsagen, hvilket også fik konsekvenser for bladets politiske redaktion, som man efterfølgende ikke hørte meget til.

Alt i alt er bogen en nøgtern, komplet og fair fremstilling af en kompliceret sag med mange aspekter, som givet vil holde mange år frem i tiden som referenceværk.

[Historie-online.dk, den 28. februar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Frygtens logik
Beatlemania
Kershaw: Vendepunkter