En rigtig familie
Af Maria Simonsen, cand. mag. Historie og fransk
På en søjle omgivet af roser, står den lykkelige kernefamilie (højt hævet over jorden) og smiler overskudsagtigt til hinanden, med deres smukke barnevogn i nostalgisk look og en vandkande til at nære myten om denne familieform som den mest almindelige. Sådan fremstilles den danske kernefamilie på forsiden af Dansk Folkemindesamlings nyeste antologi En rigtig familie. Mellem nye og gamle idealer, som er resultatet af en temadag arrangeret af selv samme forskningscenter, hvor afsættet blandt andet var en undersøgelse af, hvilken kulturel og meningsmæssig betydning denne familie tillægges i dag.
Er kernefamilien, far, mor og børn, et billede på den mest almindelige familieform i Danmark? Og hvad vil det egentlig sige, at være en rigtig familie? Ifølge seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling Palle Ove Christensens indledning i den nye antologi om familien er svarene flertydige, selv om den offentlige debat ofte giver indtryk af det modsatte, når kernefamilien i mange henseender fremstilles som den mest udbredte danske familieform:
Den familie, som i dag idealiseres i medierne og i reklamer, er kernefamilien, bestående af far, mor og børn, bygget op omkring et ægteskab, der helst skal være baseret på romantisk kærlighed. Men den familie var ikke noget, de fleste længtes efter i ældre tid. Og selv i dagens Danmark er denne familietype langt fra den måde, alle lever på.
En rigtig familie. Mellem nye og gamle idealer tager afsæt i menneskers forestillinger om det ideelle familieliv og gør op med den traditionelle kernefamilie som en uforanderlig størrelse, der har eksisteret til alle tider og stået imod samfundets forandringer. I en række artikler præsenteres en forskning, der giver basis for at diskutere nogle af nutidens forskellige måder at leve på som familie, hvilke begrænsninger nogle familietyper møder, samtidig med, at forskellige historiske forståelser af og forestillinger om familieliv belyses. Flere af de i øvrigt meget forskellige bidrag rykker ved de gængse forestillinger om familielivet fx ved at tage udgangspunkt i interviews med de mange danskere, som ikke lever i kernefamilier.
Drømmen om de gode gamle dage, den homoseksuelle familie og ægteskabsidealer er blandt temaerne i bogens bidrag, hvor seks forskere med forskellige faglige baggrunde forsøger at skabe klarhed over, hvordan de billeder af den rigtige familie, som mennesker danner i deres hoved, skabes og bruges i hverdagen.
Antologiens første bidrag er Karin Lützens vue over, hvordan de såkaldte gode, gamle dage tager sig ud fra forskningens udgangspunkt. Via en gennemgang af flere sociologer og historikeres forskning om familien, viser hun, hvordan der i fortiden har eksisteret en stor variation af familieformer og at en enkelt og klar definition af familien til alle tider har været vanskelig at fremlægge, selv om en sådan konstant er forsøgt skabt. Den store, harmoniske og altfavnende familie har aldrig eksisteret andre steder end i drømmen om »de gode gamle dage.« I artiklen skildrer Lützen, hvordan flere forskere har fremsat et billede af én familietype (og i øvrigt også skildret dens opbrud), som aldrig har eksisteret eller blot været praktiseret af de få. Når de to fremtrædende sociologer, tyske Ferdinand Tönnies og franske Frédéric le Play i sidste halvdel af 1800-tallet fremsatte et billede af den gamle familieform, hvor flere generationer levede under samme tag i et varmt fællesskab og den moderne familie som lille, kold og ustabil, handlede det snarere om, at de to forskere var vidne til en verden i forandring, hvilket smittede af på deres skildringer af familielivet, end at en bestemt familieform eller fællesskab var i opbrud. Således er en af pointerne i Lützens artikel, at forskere i deres iver efter at fremhæve bestemte familieformer har været blinde for, at der ikke nødvendigvis er tale om en dominerende familieform i historien.
Med sine studier af menneskers valg af partner som fremlægges i artiklen Enighed og strid i hjemmet. Parternes forskellige historier, viser Britta Bjerrum Mortensen, at intet i kærligheden er tilfældigt, og hun rykker derved ved forestillingen om, at det er kærligheden til hinanden alene, som bærer et parforhold:
Mange mennesker opfatter i dag sig selv som frie i forhold til fx at vælge partner, livsstil og boform. I det konkrete hverdagsliv viser det sig imidlertid, at mennesker ikke blot står frie i forhold til at vælge livsledsager.
Medbragte normer spiller ind og er afgørende for menneskers normative og moralske holdninger. Mortensens forskning viser, at menneskers familiære bagage bliver synlige i samlivet med en partner og, som titlen antyder, er årsag til både enighed og konflikt, hvilket altså også har indflydelse på eventuelle brud mellem partnere. En interessant artikel som sætter den frie vilje i forhold til valg af partner og måske også valget af omgangskreds i perspektiv.
Et andet interessant bidrag til antologien er Maruska la Cour Mosegaards En mor skal der til! Men…, som koncentrerer sig om homoseksuelle mænd og deres ønske om og ret til (eller mangel på samme) at blive fædre. Afsættet er, hvordan idealet om kernefamilien har indflydelse på bøssers og lesbiskes forskellige muligheder for at blive forældre; fx er morens rolle i forældreskabet blevet (og bliver det stadig af mange) tillagt størst værdi, mens faren reduceres til en som godt kan undværes:
Betoningen af relationen mellem mor og barn som væsentlig anderledes end den mellem far og barn træder … også frem andre steder i dansk hverdagsliv. I blade og tidsskrifter henvendt til nybagte forældre afbilder størstedelen af fotografier og grafik kvinder og børn, ligesom de flest artikler primært henvender sig til kvinder.
Et andet spørgsmål, som Mosegaard stiller, er, hvordan homoseksuelle fædre er med til at redefinere køns roller i familien. Mosegaards undersøgelser viser, hvordan mændene stiller nye krav til det at være far: Det indebærer at yde det samme som moren både omsorgsmæssigt og praktisk, samtidig med at faren kan bidrage med sine maskuline kvaliteter. En sådan definition, skriver Mosegaard, fremstiller manden som forælder med samme værdi som moren, hvilket gør op med forestillingen om moderen som den mest centrale skikkelse for familiens ve og vel.
Bogens hovedpointe er, at mennesker i dag selv definerer, hvad det vil sige at være en familie, samtidig med, at de forskellige bidrag gør op med forestillingen om kernefamilien som den mest udbredte familieform. Således sender Dansk Folkemindesamlingen et hint til fx politikere og reklamefolk om eksistensen af og behovet for andre familieformer end konstellationen far-mor-børn. En rigtig familie viser, at familiebegrebet er en elastisk størrelse alt efter, hvor familien og de enkelte familiemedlemmer befandt (og befinder) sig i livet. Ud over Palle Ove Christensens indledende ord og Karin Lützens bidrag er de øvrige artikler punktstudier i nutidens varierende familieformer som viser, hvordan forestillinger om fortiden spiller ind på opfattelser af livet af i dag og skaber nogle romantiske idealer og myter om, hvad det vil sige at være en rigtig familie.