Danmarks kirkehistorie
Af Michael Bregnsbo, lektor, ph.d., Center for Historie Syddansk Universitet, Odense.
I dette værk skildrer den københavnske teologiprofessor Martin Schwarz Lausten kirkens historie i Danmark over en mere end tusindårig periode. Han begynder med vikingetiden og vikingernes møde med den kristne kultur under deres togter, ligesom der blev gjort forskellige kristne missionsforsøg i Danmark i 800-tallet (mest kendt er Ansgar). Omkring 950 gik kong Harald Blåtand over til kristendommen og befalede sine undersåtter at gøre ligeså. En kirkelig organisation blev efterhånden opbygget i Danmark, i 1104 fik Danmark egen ærkebiskop med sæde i Lund. Forholdet mellem konge og ærkebiskop gennem middelalderen skildres, undertiden var det præget af konflikt og rivalisering mellem de ofte magtglade og selvbevidste personer, der beklædte disse embeder, undertiden af samvirke. Forholdet til pavemagten og tilblivelsen af klostre og fromhedsliv i øvrigt bliver skildret. Reformationen betød brud med pavemagten, og at kongen nu blev kirkens overhoved, præsterne udnævnt af kongen, klostrene lukket og kirkens gods inddraget. Ligeledes gennemførtes en luthersk statskirkeordning, hvor den lutherske lære dog efterhånden stivnede i gold ortodoksi. Det blev anset som en betingelse for statens enhed, at alle undersåtter havde samme religion, og derfor blev holdningen til afvigere inden for kirken - for slet ikke at tale om folk af andre konfessioner - uforsonlig og meget lidt tolerant. Ikke mindst ved indførelsen af kongelig enevælde i 1660 var kirken en aktiv medspiller og en loyal støtte.
Efterhånden føltes denne nidkære vogten over den rette tro ikke tilstrækkelig. Pietismen i begyndelsen af 1700-tallet lagde vægt på personligt engagement og inderlighed i troen for hver enkelt og på, at noget sådant måtte føre til aktiviteter i forhold til det øvrige samfund (fattigpleje, børnehjem og ydre mission). Visse yderligtgående pietister ville sågar bryde med statskirken og den borgerlige orden, men så radikale skridt blev der skredet ind overfor i enevældens Danmark. I løbet af 1700-tallet formåede Oplysningsbevægelsen med dens hang til at forklare alle fænomener naturligt og fornuftsmæssigt at rokke ved kirkens nedarvede lære og ikke mindst ved præstestandens stilling i samfundet, og det i et omfang, der næppe er særlig kendt idag. Efter år 1800 kom der dog en reaktion på denne kritik af den nedarvede lære, lægmænd sluttede sig sammen i vækkelsesbevægelser vendt imod den afblegede kristendom, som de mente at spore hos mange præster. Grundtvig formåede at forny kristendom og kirkeliv, og også filosoffen Søren Kierkegaard spillede en rolle for kirken, om end på sidelinjen. Indførelsen af Danmarks Riges Grundlov i 1849 betød foruden demokrati, at der nu herskede religionsfrihed, og at enevældens statskirke blev omdannet til en folkekirke.
I anden halvdel af 1800-tallet blev kirken udsat for udfordringer som ingensinde tidligere. Naturvidenskaben (f.eks. darwinismen) satte spørgsmålstegn ikke blot ved kirkens lære, men ved hele kristendommen, ja ved religion generelt, som gyldig omverdensforståelse og tilværelsestolkning. Og også den frembrydende arbejderbevægelse så ofte skævt til kirken som en gren af det borgerlige samfund, som den kæmpede imod. Kirkens og forskellige teologers reaktion på disse udfordringer skildres; de kunne række fra teologisk tilpasning over kirkeligt socialt arbejde og samfundskritik til stædig holden fast i den nedarvede tro og afvisning af det moderne.
Bogen føres op til nutidens sekulariserede, multikulturelle og globaliserede samfund. Således hedder det på s. 329: ”Da en præst mente (2003), at man burde gøre op med det ”gammeldags” Gudsbillede – udlagt i medierne, som om præsten ikke troede på Gud – vakte det så stor opmærksomhed i alle medier, som ikke var set magen til i nyere tid”. Også den pågående debat om berettigelsen af en statsunderstøttet folkekirke, som færre og færre er medlemmer af og endnu færre overhovedet benytter, bliver omtalt.
Det er en imponerende præstation at skildre mere end tusind års kirkehistorie på alt i alt ca. 350 sider. Bogen er skrevet i et klart sprog, og dens disposition er ligeledes overskuelig. Forfatteren erkender blankt, at under disse betingelser vil der altid være forhold, der burde have været med, men af pladshensyn har måttet vælges fra eller er blevet stærkt forkortede. Ligeledes er det efter Reformationen kun den lutherske kirke i Danmark, der skildres. Og det må da også siges, at det først og fremmest er kirkehistorie ”fra oven”, som Lausten skriver, d.v.s. set fra kongers, fremtrædende bispers og de store teologers synsvinkel og kun lejlighedsvist set nedefra, hvordan de enkelte landsbypræsters og den jævne befolkning opfattede og oplevede kirken.
Det er tredje udgave af bogen, der første gang udkom i 1987. Det virker som om nye tilføjelser er blevet sat ind i den bestående tekst, men at der ikke er tale om nogen total omarbejdelse af manuskriptet. Almindeligvis føles det ikke som noget problem, men i litteraturlisten bagi er litteratur, udkommet siden de tidligere udgaver, tilføjet efterfølgende og ikke som ellers alfabetisk efter forfatterens efternavn. Det er måske også udtryk for sådanne tilføjelser til den oprindelige version, at vi på s. 308 får at vide, at teologiprofessorerne N.H. Søe og K.E. Løgstrup levede henholdsvis 1895-1978 og 1905-81, mens vi om teologiprofessorerne Regin Prenter og K.E. Skydsgaard kun får at vide, at de døde i 1990.
Alt dette skal dog ikke skygge for, at der er tale om et klart skrevet, velstruktureret og overskueligt værk. Det vil kunne anvendes dels som opslagsværk af dem, der ønsker klarhed over en bestemt begivenhed, fremtrædende person eller teologisk retning inden for Danmarks kirkehistorie (litteraturlisten, ordforklaringerne og navne- og stedregistret bagi hjælper også til dette). Dels af dem, der ønsker et samlet overblik over kirken og den rolle eller måske snarere de vekslende roller, som den gennem sin mere end tusindårige historie i Danmark har spillet, herunder også dem, der ønsker at forstå den historiske baggrund for den aktuelle danske kirkeforhold og kirkepolitik.
