Forunderlige næser

Det var det år, forfatteren opdagede sin næse. Familien fik barn, og det var bagende varm sommer. Med usigelig træthed, en krævende ny lille baby og med sommerens dufte og lugte opdagede forfatteren, at næsen er noget helt for sig. Hun fik ideen til en bog om næser. Det er der kommet en spændende, interessant og utrolig lærerig bog ud af

Af Michael Koch

Det er nemt at forestille sig de varme dage med stillestående luft. Når underboen så ryger på altanen, der er en, der steger kød, og et andet sted står den på boller i karry, så sitrer luften af dufte - og lugte. Anmelderen husker dage i Bangkok, hvor luftfugtigheden var enorm, det stank af bilos, friture og, nå ja, dårlig kloakering. Alle har det forskelligt med lugte. Forfatteren skriver om en, der hader lugten af sprinklervæske, en anden fik kvalme af nybagt rugbrød uden at vide hvorfor. Lugte kan også udløse gode ting. En anden, forfatteren talte med, fik en voldsom glæde og frihedsfølelse ved duften fra cypresser.

Et forskerhold ved University of East Anglia fandt i 2020 ud af, at forsøgspersoner, der mistede lugtesansen, mistede livskvalitet og mening. Herhjemme blev der også talt meget om det under og efter Corona-tiden. Det betyder meget at kunne bruge sin næse. Næser er og bliver specielle, også inde bagved. Der sidder omkring 400 receptorer, og det betyder, at et duftsignal opfanges af flere receptorer. Derfra sættes der et komplekst signal sammen til hjernen, som fordeler impulserne til forskellige dele af hjernen. Herfra kan mennesket så danne sit eget indtryk eller billede af det, der lugter eller dufter. Dette var naturligvis den hurtige uvidenskabelige forklaring.

Forskere har ledt efter molekyler, der også er feromoner. Det har ikke helt givet bonus endnu. Hvis man kunne styre feromoner, kunne man også styre menneskers tiltrækning af hinanden - altså rent intimt. Bogen beskriver denne spændende “problematik” meget seriøst, og alt for seriøst til en kort beskrivelse her. Forskere har brugt mange kræfter på at styre molekyler, både naturlige og kunstige, i laboratoriet. Der er også forsket i, hvorfor dyr kan opfange svage lugte meget bedre end os. Det skyldes, at de har markant flere receptorer til at fange og behandle molekylerne. Det skyldes også, at det, der hedder Jacobsens organ, ikke er aktivt hos mennesker. Bogen er forunderlig, for netop som den til tider er rigtig morsom, bliver den seriøs og interessant, så det er om at holde fokus med det spændende videnskabelige.

De store navne fra antikken, Platon, Aristoteles og senere lægen Galen var alle enige om, at lugt og duft indvirkede på folk. De var dog uenige om, hvordan duft og smag hang sammen. Dårlig kropslugt kunne betyde sygdom eller kropslig ubalance, og kraftigt duftende planter, mente de, kunne kurere. Timian burde kurere epilepsi, mente nogen i antikkens verden. I Pompeji og Herculaneum har man set, at toiletter (et hul i gulvet, der skulle tømmes manuelt) lå lige ved siden af køkkenerne. Bortset fra lugten, var de mange gange sikrere end de offentlige, der kunne være livsfarlige af metan og sprængfarligt hydrogensulfid (svovlbrinte). Så hellere blande lugten med maden hjemme. Bogen beskriver også en del om romerne og brug af parfume. Brugte man overdrevent meget, var det set som et tegn på svag karakter. Det har ikke været nemt at navigere mellem duft og lugt.

Senere kommer bogen ind på renæssancen og den store import af moskus, kaffe, kakao og tobak. Ambra var en hel verden for sig dengang. Man mente, det var træsaft, havskum eller en art svamp. Først mange år senere ved man, at det er sekret udskilt af kaskelothvalens tarm, og er i dag anvendt til at fremstille parfume. Hen imod slutningen af det 19. århundrede blev følsomme næser brugt til at kortlægge luftens trusler i Paris. Lægen Jean Noël Hallé vandrede rundt i byen for at kortlægge udstrækningen af byens stank. Ræsonnementet var, at luft var lig med smittefare. Lægen var ikke alene om sine teorier, også i England var man optagede af sammenhæng mellem lugt og sygdom. Det kunne stamme fra lugten af inficerede sår, materie og anden råddenskab.

En ny angst, kaldte man det. “Rædslen ved byluften, som var inficeret af miasmer”. Miasmer var tidens ord for smitte via luft, kort sagt. Det går langsomt op for læger og forskere, at smitte via lugt er forkert. Klorin bliver opfundet, og eksempelvis tyfus kan for alvor bekæmpes. Op gennem det 19. århundrede blev parfume til et nydelsesprodukt og ikke længere fejlagtigt til at stoppe smitte. Nu skulle et nyt problem overvindes. Sommeren 1858 blev i London kaldt The Great Stink. Det blev endelig for meget for borgerne, og et enormt kloakbyggeri blev sat i gang. Paris fulgte efter og fik også orden på skidt og slam. I 1880’erne påviste Robert Koch og Louis Pasteur mikroorganismernes evne til at fermentere.

I Amerika stigmatiserende befolkningsgruppers kropslugt endnu mere op gennem det 20. århundrede. Lidt af det samme brugte tyskerne på brutal vis i KZ-lejrene. Mens fangerne ikke kunne vaske sig og holde tøjet i orden, gik de kvindelige fangevogtere rundt i silkekjoler og duftede af sæbe og parfume. Der skulle skabes noget, der kunne ydmyge på grusom vis.

I dag bruger vi dufte hver dag, og endda mange forskellige. Parfume skal bruges til at understøtte fortællingen om, hvem vi gerne vil være, og hvordan vi vil opfattes af andre. Parfumeindustrien går endnu længere. Flere parfumer sælges på en drøm om det frie, naturforbundne menneske. Faktisk betyder dufte nu så meget, at Forbes i 2024 oplistede de bedst duftende byer i Europa. Athen kom på førstepladsen, nok på grund af de mange gademarkeder og madkulturen i byen.    

Det kan mildt antydes, at forfatteren har haft sin næse i utallige kilder. Amalie Keren Maarbjerg har ikke kun snuset til viden om lugt, sygdom og næser. Forfatteren har i særklasse været grundig, og kommer ualmindeligt langt rundt i næsernes univers. Bogen er både lærerig, interessant og morsom.

[Historie-online.dk, den 4. februar 2026]