Menu
Forrige artikel

Vejhistorie 40/2022

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 990

 

Af Per Ole Schovsbo

Tidsskriftet Vejhistorie udsendes to gange årligt af Dansk Vejhistorisk Selskab. Nr. 40 udkom efteråret 2022 og indeholder to meget forskellige artikler, der først nu er gennemarbejdet af nærværende anmelder.

I den første artikel fortæller formanden for Dansk Veteranbil Klubs biblioteksudvalg, cand.mag. Niels Jonassen, bibliotekets historie. Det hele begynder med indretning af klubbens første lokale i 1979 og 10 år senere var klubbens samlinger af bøger og tidsskrifter blevet så omfattende, at man måtte søge større lokaler og tage fat på registrering på traditionelle kartotekskort. I 2004 måtte man flytte til helt nye og betydeligt større lokaler og påbegynde en digital registrering i samarbejde med Det kongelige Bibliotek. Men en nyuddannet bibliotekar havde ikke den nødvendige faglige indsigt i dansk bil- og motorcyklehistorie, så et hold frivillige klubmedlemmer overtog arbejdet. Meget tidligt i processen blev det klart, at man ikke kunne anvende bibliotekernes normale gruppeopdeling i emner – så man måtte opfinde sin egen og kan nu tilbyde brugerne en digital registrant kaldet ”Danmarks Motorhistoriske Arkiv”  www.motorarkiv.dk

Biblioteket, der i dag ligger på Nærum Hovedgade i samme bygning der rummer veteranklubbens kontor og ”Sommer´s Automobile Museum”, indeholder ca. 14.000 bøger og flere hundrede tidsskrifter, hvoraf nogle går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Hertil kommer en stor samling fotos, bilbrochurer, udklip samt det Aarhusianske Statsbiblioteks og Danmarks Tekniske Biblioteks samling af bilteknisk litteratur. Det betyder at biblioteket nu må opfattes som et offentligt bibliotek, selvom det ikke modtager offentligt tilskud.

Mens det meste af det trykte materiale er registreret, udgør de mange arkivalier (unica) som biblioteket har modtaget gennem årene et særligt problem.  Materialet omfatter alt fra firmaarkiver til private brevsamlinger som fx Kgl. Danske Automobilklubs arkiv og en stor del af FDMs arkiv. Bibliotekets og arkivets ambition er således vokset til at dække den samlede danske motorhistorie til hjælp for interesserede i vejhistorie, færdselslovenes historie, historien om danske bilproduktion samt tekniske oplysninger om de forskellige køretøjer. 

Anmelderen, der var den sidste direktør for Danmarks Vejmuseum på Farø, kan kun beundre arbejdet med veteranbilklubbens bibliotek og arkiv, fordi vejmuseets bibliotek og arkiv for største delen er spredt for alle vinde efter nedlukningen af Danmarks Vej- og Bromuseum i Holbæk i 2012. Herved forsvandt de ældste dele af Vejdirektoratets bibliotek, originale vejkort (de ældste fra slutningen af 1700-tallet) og den samling af maskiner og redskaber der var indsamlet fra private, kommuner, amter og entreprenører siden 1978 samt udstillingsmateriale fra opførelsen af Farø-boerne, Storebælt (Korsør), Øresundbron (Tårnby). Havde man blot dengang haft støtte og inspiration fra Niels Jonassen og hans frivillige, var det gået meget anderledes!

Historikerne Kasper H Andersen og Peter Jensen Maring, begge Moesgård Museum ved Aarhus, skriver om ”Viabundus”, som er en ny digital indgang til vejhistorien i Nordeuropa ca. 1350-1650, www.viabundus.eu   Der er tale om et internationalt projekt, hvor den danske del benytter sig af dansk vej- og transportforskning og rekonstruktioner af landets infrastruktur i oldtiden, middelalderen og renæssancen. Viabundus tager udgangspunkt i et vejhistorisk atlas, der er udarbejdet i 1962 på grundlag af historiske oplysninger om hanseaternes virkeområde. For anmelderen er det tydeligt, at inspirationen er kommet fra ORBIS, et vejhistorisk atlas, der blev udviklet af Stanford University. Det sammenfatter arkæologiske, topografiske og historiske data om kendte og synlige anlagte veje indenfor det romerske rige i oldtiden. Sammen med fx årstidernes påvirkning af vejenes tilstand og de forskellige transportmidlers kapacitet (last og hastighed) sætter ORBIS historikerne i stand til at vurdere den romerske samfærdsels bidrag til rigets sammenhængskraft gennem tid. Det bedste kildemateriale til ORBIS er dog formentlig de sene reformer under den østromerske kejser Theodosius den Store fra slutningen af 4. årh.

Viabundus benytter sig af den interaktive teknologi og udarbejder et dynamisk kort der kan bruges af enhver der interesserer sig for vej- og bosættelses mønstre – eller netværk formentlig i tilknytning til søvejene. Også her inddrages et stort antal faktorer der kendes fra almindelig vejbygningslære kombineret med historiske, arkæologiske og topografiske data, der kan samlæses med transportmidlernes kapacitet og herved give bud på både periodernes samfærdsel og kommunikation, der jo før telegrafen var knyttet til samfærdslen.

Anmelderen tilføjer at man i Danmark også tidligere har arbejdet med tilsvarende projekter, senest i udkast til Vejhistorisk Atlas i 2004 i forbindelse med nyetableringen af Danmarks Vej- og Bromuseum i Holbæk. Tanken var at udarbejde synkrone topografiske kort over oldtids- og middelalderbebyggelserne samt spærringer, vadesteder og vejstumper – og så anvende transportmidlernes kapacitet til at belyse de forskellige perioders samfærdsel – med den finesse, at man måske også kunne opdage regionale eller nationale reguleringer, der ikke havde topografiske men socioøkonomiske, militære eller politiske årsager. Disse mange tanker, der aldrig blev ført ud i livet, var inspireret af dansk vej- og vognforskning helt tilbage til arkæologen Sophus Otto Müller (1846-1934) og til Gustav Kossinas ”Sielungsarchäeologie” fra 1887, men også de marinarkæologiske visioner fx hos Ditlev Ellmers, vores egen Ole Crumlin-Pedersen og Henrik Thrane med fleres ”Atlas over Fyns kyst” fra 1996.

Hovedproblemet for dansk vejhistorie – i modsætning til Viabundus og ORBIS-projekternes verden – er at oldtidens og ældre middelalders veje ikke var anlagte efter overordnede planer men spontant opståede jordveje (trædestier og hjulspor) mellem forskellige bebyggelser, ladepladser, mm. uden om våde områder, skrænter og tætte skove. Landskabslovene fra ældre middelalder omtaler således ikke vejenes fysiske anlæg men vejretten langs ruter, som de rejsende siden arilds tid havde hævd på. Disse ruter kunne reguleres, og nye spor opstod som bygdernes godkendte svorne veje. De først anlagte veje i Danmark efter en overordnet plan er kongevejene i slutningen af 1500-tallet mellem de kongelige residenser og hovedlandevejene (chausseerne) for almindelig færdsel i 1700-1800-tallet.  Derfor kan anmelderen ikke være ukritisk over, at man på grundlag af arkæologiske, topografiske og kartografiske kort fra 1600- og 1700-tallet udarbejder vejkort, der tillægges betydning for forståelsen af den lokale og regionale samfærdsel i ældre middelalder og renæssancen. Pointen er, at hele det flade landskab var farbart, og først da transportmidlerne stillede særlige krav til vejens opbygning og konstruktion, kan man sige, at vejene bliver mere permanente og får interesse for undersøgelserne af samfærdslens art og kapacitet. Det er jo kendt, at sognevejene først finder deres endelige linjeføring så sent som i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelsen med opgivelsen af fællesskabet og jordenes udskiftning. Før den tid var det udelukkende transportmidlernes konstruktion og egenskaber samt trafikkens art og bebyggelsens udbredelse der regulerede samfærdslen og dermed de aktuelle ruters vejspor.

Med andre ord ser anmelderen ikke en mulighed for at anvende det danske kortmateriale fra 1600-1700-1800-årene til at genskabe vejkort, der går tilbage til ældre middelalder og renæssancen. Det skyldes de særlige danske forhold, der ikke kan analyseres med Nordvesteuropæiske brille på næsen, selvom de er interaktive.

[Historie-online.dk, den 22. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Linie 12
Svendborgs Toldsteds Skibe og Fartøjer 1837-1867
Kongen