Menu
Forrige artikel

Ved jorden at blive

Kategori: Bøger
Visninger: 2676

 

I 2019 udgav De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommunebogen ”Ved jorden at blive”, skrevet af den tidligere leder af Viborg Museum, Henning Ringgaard Lauridsen om sin egen vestjyske slægts historie 1661-1984.

Både 1. og 2. oplag er for længst udsolgt, og bogen kan derfor kun købes antikvarisk, hvis man er heldig. For bogen er stadig efterspurgt, både blandt fagfæller og i forbindelse med de mange foredrag, Henning Ringgaard Lauridsen har holdt og fortsat holder med udgangspunkt i bogen.

Det er baggrunden for, at forfatteren og museet nu har indgået aftale med Limfjordsforlaget i Skive om at udgive bogen som e-bog.

Med bogen vender forfatteren tilbage til den vestjyske muld, som han selv er formet af, og forsøger med egne ord at ”skildre mine formødres og forfædres liv i et bredere perspektiv” og ”forene slægtsfortællingen med fortællingen om forandringerne, der skete i de vestjyske sogne, såvel som i det øvrige Danmark”.

Ringgaard Lauridsen beskriver sin slægt gennem otte generationer og skaber en fin vekselvirkning mellem den lille personlige fortælling og det regionale, nationale og endda internationale univers. Fra 4 x tipoldefaren, der blev født lige efter svenskekrigene og som fæstebonde hverken valgte sit erhverv, sin gård eller sin kone selv. Over de næste slægtleds gradvise frigørelse med landboreformer og (minimal) skolegang, men samtidig kamp mod følgerne af den økonomiske krise efter Englandskrige og statsbankerot. Videre over 1800-tallets folkelige opvågnen med både religiøse og politiske vækkelser, sideløbende med en industrialisering og en teknologisk udvikling, som i den grad satte sit præg – også på Vestjylland.

I sin anmeldelse af bogen på historie-online.dk skrev Michael Riber Jørgensen, Museum Thy:

 ”Vi kommer hele vejen igennem ganske tæt på menneskene bag kilderne. I de første kapitler må beretningerne om livet på heden naturligvis have mere karakter af historisk fiktion og (højt kvalificeret) gætværk, fordi vi ikke har førstehåndskilder til hovedpersonernes egne tanker og forestillingsverden. Men efterhånden som vi kommer tættere og tættere på nutiden, suppleres de skriftlige levn mere og mere af beretninger fra familiens nulevende medlemmer og fra de afdøde medlemmer, som forfatteren selv har kendt”. Se anmeldelsen her

Bogen er på 299 sider og kan erhverves fra både Holstebro Museum, Limfjordsforlaget og en række netboghandlere for 99,75 kr. Bogen vil desuden være tilgængelig via de store streamingtjenester Mofibo/Storytel, BookBeat, Saxo Premium, Chapter og Nextory.

[Historie-online.dk, den 21. december 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fri abort - 50 år
Nyt samarbejde
ÆRA - nyt historiemagasin