Menu
Forrige artikel

Den lille fred i Den Store Krig

Kategori: Bøger
Visninger: 8291

Af Vigand Rasmussen, lektor, cand. mag.

I den engelske historiker H. P. Willmotts værk om den første verdenskrig findes en kort omtale af julevåbenhvilen på Vestfronten i 1914, hvor soldaterne mødtes i ingenmandsland til gaveudveksling. Der blev sunget julesange, spillet fodbold og begravet døde.

Denne episode har den tyske journalist og tidligere chefredaktør Michael Jürgs skrevet en hel bog om. Mens den anden side af fronten tidligere har beskrevet julefreden i bogform, bl.a. i Stanley Weintraubs ’Silent Night’ fra 2001, skal Jürgs værk være den første, større tyske fremstilling af begivenhederne.

Det vil være forkert at sige, at Jürgs bog er præget at en stramt opbygget, logisk disposition. Den er nærmest en collage af beretninger og historier fra Vestfrontens skyttegrave. Der er gode beskrivelser af det mudderhelvede, som soldaterne soppede rundt i – sat i skærende kontrast til skrivebordsgeneralernes luksusliv i behagelig afstand fra de forreste linier. Der er gengivet digte fra og om skyttegravene. Der er rosende omtale af det trendsættende, nye museum i Ypres ’In Flanders Fields Museum’. Der er en del fine fotografier af begivenhederne i ingenmandsland – og med jævne mellemrum dukker julebegivenhederne op med gran, lys, gaver og sang.

Gennem hele bogen mærkes Jürgs indædte (og sympatiske) modvilje mod den stinkende krig og især mod dens bagmænd og iscenesættere tilsat en ærgrelse over, at folkene i skyttegravene ikke benyttede julevåbenhvilen til at sige: ’Nu er det nok !’ og drage hjem.

Det er en bog om en side af den første verdenskrig, men samtidig er det en bog mod krig generelt med dertil hørende løgne, fortielser og former for massehysteri. Som sådan ligge den smukt i kølvandet på Ernst Friedrichs værk ’Krieg dem Kriege’ fra 1924, hvor krigens gru blev vist i de billeder, som man ikke fik lov til at se, mens krigen rasede.

Jürgs har så meget på hjerte i den gode sags tjeneste, at tasterne løber af med ham. Historien om julevåbenhvilen kunne udmærket være blevet fortalt på det halve af de 291 sider – også uden at miste styrken i budskabet.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hitlers første verdenskrig
Osmannerrigets fald
Overvindelsen af første verdenskrig