Menu
Forrige artikel

Det glade Aalborg

Kategori: Bøger
Visninger: 3281

 

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Da to borgmestre, ti rådmænd og to præster i Aalborg i 1538 skulle uddele fattighjælp til værdigt trængende, drak de 24 kander tysk øl. Forhandlingerne blev desuden forsødet med rhinskvin, brændevin, hvedebrød og spegesild. Jo, det var hårdt arbejde at dele almisser ud!

Historien om de hårdtarbejdende embedsmænd i Aalborg bliver fortalt i Jakob Ørnbjergs artikel om fest og fornøjelser i 15- og 1600-tallets limfjordsby. Og Ørnbjerg, der også er formand for Selskabet for Aalborgs Historie, fortæller videre om middag hos Jens Bang i stenhuset, dans og sang og spil samt vin og søde sager, der kunne gøre livet lidt lettere for i hvert fald nogle af byens indbyggere – og for både høj og lav kunne festlighederne sommetider føre til klammeri og slåen-på-tæven. Det er en både morsom og oplysende artikel om ”Det glade Aalborg” i renæssancen, som er en del af Selskabets årlige udgivelse til medlemmerne. I modsætning til de fleste andre årbøger har man skik for at fokusere på et tema for årbogen, og i år er det altså fest, druk, nattesjov osv. i Aalborg, som også i dag går for at være ganske løssluppen.

Med lektor Jørgen Mührman-Lunds artikel er i rykket op i 1700-tallet, hvor der naturligvis også var nattesjov i Aalborg. Sommetider var det lige lovlig sjovt, og det nye ’politikorps’, hvis to medlemmer nok ikke var de allerskarpeste knive i skuffen, måtte rykke ud og forsøge at få overholdt lovgivningen mod nattesæde på værtshuse og i private hjem. Det var ikke altid lige nemt at være ordenshåndhæver i de tilfælde, og det var det heller ikke, når folk holdt julestuer med skæg og ballade og druk osv. For sabbatforordningen fra 1735 forbød disse julestuer, men det var en gammel skik og derfor heller ikke så let at afskaffe. Og så skulle politifolkene også tage sig af hasardspil og prostitution. Men det kan man selv læse om i Mührmann-Lunds spændende artikel.

Og det samme kan man sige om resten af årbogen, der er nemlig to yderligere artikler, hvor vi rykker op i tiden. Museumsinspektør Inger Bladt skriver om usædelighed i dette nordjyske Sodoma. De såkaldt løsagtige fruentimmere var der nemlig ganske mange af i Aalborg, og gennem retssager får vi et indtryk af ”de erotiske Excesser”. Arkivar Bente Jensen rykker frem til efterkrigstiden, hvor Aalborg gennem propaganda, turistinformation (”Aalborg viser vej”) forsøger at komme ind i den nye tidsalder, hvor Aalborg stadig var en by, hvor man kunne more sig og hvor USA-fascinationen var meget stor. Endelig er der en billedfortælling om anlægget Karolinelund.

”Det glade Aalborg” er både velskrevet og med et interessant emne – druk og sex og slagsmål er vel altid interessant! Selskabets omkring 900 medlemmer kan glæde sig til juledagenes læsning af årbogen, men folk fra andre egne kan bestemt sagtens læse bogen og blive både underholdt og oplyst. God jul til Aalborg!

[Historie-online.dk, den 15. december 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
…et meget ilde berygtet Fruentimmer
De bornholmske rundkirker
Fynske myter - Sagn og sandheder