Menu
Forrige artikel

Dorf Møllegård

Kategori: Bøger
Visninger: 106

 

Af Per Ole Schovsbo

Forskningen af vind- og vandmøller har i Danmark groft sagt taget tre forskellige retninger, der har produceret mange spredte artikler og oversigter. Den ene er møllernes tekniske udvikling fra oldtiden og til vore dage - den anden er møllernes lokalisering og historie - den tredje er deres betydning for nationen og lokalsamfundene. Men forskningen mangler overblik og koordination, og Bogen Dorf Møllegård lægger derfor med sine artikler op til en samlet national forskning og formidling af danske møller i fortid og nutid - denne gang på Dorf Møllegård ved Dronninglund. Udgangspunktet er møllegårdens egen historie – fra slægtsgård til museum og forskningscenter.

Anne Margrethe Færch Provst indleder med at fortælle historien om vandmøllerne, fra skvatmølle til turbine. Der kendes oplysninger om møller i Norden allerede i 900-tallet men anmelderen erfarer, at de lærde strides om, de var horisontalmøller (skvatmøller) – med liggende vandhjul - eller vertikalmøller (vitruviusmøller) – med stående vandhjul.  Arkæologiske udgravninger viser vertikalmøller i Danmark fra 1100-tallet måske samtidigt med, at horisontalmøllerne vandt udbredelse ved gårdene, indtil møllerne blev selvstændige virksomheder, efter indførelsen af møllepligt i 1600-tallet. Ved møllernes næringslov 1852 (ikrafttræden 1862) ophævedes de privilegerede kornmøllers monopol, så det blev muligt at opføre møller hvor som helst. Efter en kort indføring i bygningernes typologi går Provst videre til Dorf Vandmølle, der omtales første gang i matriklen fra 1664. Den hørte under Hundslund Kloster med tilliggender, der efter reformationen blev til Dronninglund Gods. I Midten af 1700-tallet udvidedes mølleriet med en vindmølle. Møllen blev købt fri af godset i 1833, og den forblev i samme families eje indtil 1997. Den malede sidste gang kommercielt i 1963, mens turbinen fra 1921 fortsatte med at levere jævnstrøm til ejendommen frem til 1996. Resten af artiklen beskriver vandmøllens historie og vandmøllernes almene betydning for den lokale industri (kornmaling, savskæreri, slibning, stampning, mm.) ledsaget af foderstofhandel, bageri og lokalt mødested, der flere steder nærmede sig krohold. I vore dage er kun få vandmøller i drift ofte med turbiner i stedet for vandhjul, der producerer elektricitet. Bedst kendt er Tange Værk ved Bjerringbro, der er truet af EU´s vandrammedirektiv fra år 2000, og som har udfordret mange historiske vandmøller. I dag er der 23 fredede vandmøller i Danmark, hvoraf de 22 stadig fungerer.

Anne Margrethe Færch Provst skriver derefter om vindmøllerne gennem tiden. De har malet både korn og vand og kan dokumenteres i Danmark som stubmøller ved klostrene helt tilbage i 1200-årene. Stubmøllerne (bukkemøllerne) dominerede i landskabet helt frem til 1600-tallet, hvor hollændermøllerne kom til og dominerede i de følgende århundreder. Stubmøllerne drejer (krøjer) op mod vinden om en stub på krydsfod, mens det kun er hatten med vingerne der drejer på de hollandske. Provst beskriver herefter den nuværende Dorf Vindmølles historie fra opførelsen i 1887. Det er en lille kælderhollænder (jordhollænder) der oprindelig var klædt med træspån – i vore dage tjærepap. Den skulle være hjælpemølle i de perioder, hvor der manglede vand til vandmøllen og Dorf Møllegård udvikledes i de følgende år til en blomstrende virksomhed med mel- foderstof- og kornhandel. Vindmøllen malede kommercielt frem til 1952 og blev derefter sat i gang igen i 1978, hvor den maler for Møllegårdens museumsgæster.

Anne Margrethe Færch Provst skriver om møllegårdene, der er landbrugsejendomme, hvor gård og møller udgør en samlet driftsenhed. De nævnes første gang i Danmark i 1400-tallet, og Provst antager, at antallet af møllegårde stiger i forbindelse med reformationen, hvor kronen overtager klostrenes møller, hvis huse var opført som bulhuse eller af bindingsværk. Anmelderen erindrer at bulhusbyggeriet blev forbudt i kongeriget i 1552, hvorfor de er bedst bevaret i hertugdømmerne. Både bulhuse og huse af bindingsværk blev opført på syldsten og anmelderen mener ikke – modsat Provst – at man kan skelne mellem de to byggefomers syldstensrækker – ligesom der kendes bindingsværk med bultavl. Det er først de grundmurede huse, der afslører sig, hvis de vel at mærke har haft nedgravede sokkelsten eller muret fundamenter. Provst nævner flere kendte møllegårde og vender tilbage til Dorf Møllegård, hvor det grundmurede stuehus blev opført i 1870 som erstatning for et ældre, der var sammenbygget med møllen. Efter den samtidige udbygning af gårdens bygninger til regulær landbrugsdrift, tør Provst bruge betegnelsen ”møllegård” om ejendommen i Dorf. Bygningerne blev fornyet og udbygget i løbet af de følgende år og fredet i 1999 af Skov- og Naturstyrelsen. De rummer nu Museum for Forsyning og Bæredygtighed.

Anders Kilgast Jensen og Runa Christensen giver den om myter, gode historier og vejen til Dorf – og i den følgende artikel fortæller de om fæstemøllerne på Dorf Mølle fra 1664 til 1833 og selvejerne fra 1833 til 1997.

Runa Christensen og Anne Margrethe Færch Provst skriver om møllegårdens udvikling fra egnsmuseum til frilandsmuseum og historiecenter. I 1997 blev Dorf Møllegård en del af kommunens statsanerkendte museumsvæsen og ved den kommunale fusion blev Møllegården en del af Museerne i Brønderslev Kommune. Siden har man på møllegården arbejdet med den nationale og lokale møllehistorie, og i 2024 etablerede - i samarbejde med Aarhus Universitet og Nationalmuseet -Dansk Center for Møllehistorie, der opretter et Dansk Mølleregister med alle nuværende og tidligere møller samt møllehistoriske arkiver, genstands- og videns samlinger til gavn for alle mølleinteresserede.

Provst giver en oversigt over dansk mølleforskning, der i generationer har været stedmoderligt behandlet af mange museer med det resultat, at en del af de hidtidige arkiver og mølleregistranter er utilgængelige eller ligefrem gået tabt.

Grundlæggende for det videre arbejde med mølleregistranter i Danmark er to hovedværker, skriver Provst. Det ene er Niels Meyn 1934: Danske Møller og det andet er Skov og Naturstyrelsens og museernes møllepuljes Møllebygninger i Danmark fra 1993, der beskriver eksisterende møller og møllebygninger. Det kommende registreringsarbejde vil også medtage tidligere møller, og centeret vil oprette et møllenetværk for interesserede, forskere og fagfolk for at fastholde og udbrede kendskabet til Danskernes fælles møllearv.

Jacob Hanquist Petersen skriver om kampen for at bevare nogle af de danske møller og fremhæver Nationalmuseets Molinologisk Laboratorium fra 1962, der var etableret og drevet af Anders Jespersen. Det støttede arbejdet med at restaurerer møllerne over hele landet men blev nedlagt i 1986. Året efter blev selskabet Danske Møllers Venner stiftet, og det medvirkede til redningen af flere truede møller, men selskabet blev nedlagt i 2015. Dansk Mølleinstitut arbejder ikke kun med registrering og forskning af møllehistorien men også med at udvikle møllebyggeruddannelsen, oprettelsen af et rådgivningscenter, der støtter de aktive møllers tekniske drift og vedligeholdelse og ikke mindst sikring af kollektive løsninger af områder som forsikring. Petersen nævner flere levende møller og fremhæver Uldum Mølle som et eksempel på et arbejdende møllemuseum.

Anmelderen mangler her en henvisning til det store arbejde som Lise Andersen (1955-), Nordjyske Museer, i løbet af mange år har udført sammen med møllebygger John Jensen (1949-2008). Resultatet er en kortlægning af møllernes tekniske historie i Danmark, deres fagudtryk og oversigten over den vigtigere faglitteratur. Materialet er fremlagt i det imponerende storværk Træk af dansk møllebyggeris historie fra 2011. Hertil kommer Lise Andersens etablering af Dansk Mølleforum, der hjælper med vedligeholdelse og drift af aktive møller bl.a. med udgivelsen i 2014 af Håndbog for møllepassere. På samme måde kunne man have fremhævet Dansk Mølleforenings arkiv og det meget læseværdige tidsskrift Møllen, der siden 1884 har været de aktive møllers fagblad.

Hertil kommer at Møllehistorisk Samling, der som en del af Nordjyske Museer blev oprettet i 2011 af Lise Andersen og John Jensen. Den indeholder meget betydningsfuldt materiale, heriblandt en del af Anders Jespersens arkiv, originalmaterialet for den nævnte registrant fra 1993, ny-registreringen af Region Nords møller fra 2007, tegninger fra fredningsmyndighedernes arkiver, 3.500 postkort med danske møllemotiver og en større samling fotos. Anmelderen forstår ganske enkelt ikke, at man ikke bygger videre på de allerede eksisterende fundamenter i stedet for selv at ville genopfinde den dybe tallerken.

Men under alle omstændigheder giver bogen om Dorf Møllegård og de mange visioner om Dansk Mølleinstitut gode oversigter og indføringer i det komplicerede samspil omkring vand- og vindmøller i fortid og nutid, ildsjæle, museer, fonde og myndigheder. Bogen tegner fine visioner, som man håber kommer til udfoldelse og i varig og stabil drift. Man kan dog undres over bogens usikre redaktion, og hvorfor man ikke har gjort brug af det meget store og fornemme billedmateriale der er fremlagt i møllelitteraturen, men i stedet valgte uklare tegninger og AI-generede fotos, der netop ikke er så autentiske, som man må forvente af en antikvarisk institution.

[Historie-online.dk, den 28. oktober 2026]    

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vejhistorie 43
Jernbanehistorie 2023
Med toget gennem tresserne