Svinestreger
Løgnere, manipulatorer, svindlere og bedragere, som ikke holder sig tilbage for at nå deres udspekulerede og nederdrægtige mål. Med 12 beretninger fra 300-årene til det seneste årtusindeskift beskrives kalkulerede bedragerier i verdensklasse
Af Michael Koch
Den første af de 12 historier i bogen handler om kejser Konstantin. På et tidspunkt omkring år 315 skulle han angiveligt have foræret Romerkirken et gavebrev på selve byen Rom. Der er blot den kendsgerning, at gavebrevet tilsyneladende er skabt i 700-årene. Altså et stort svindelnummer. Først mange år efter opgav kirken tanken om den gavmilde foræring. Den næste historie, der skal nævnes, er fortællingen om Kong Arthurs grav fra 1191. Han blev begravet i Glastonbury i Somerset. På den gamle klostergrund står der et skilt, at her lå Kong Arthur og hans hustru Guinevere begravet indtil 1539. Tilsyneladene er graven et stort fupnummer for at skabe myter om heltekongen. Myte eller ej, det er vanskeligt at finde vej gennem historien.
Den næste historie handler ikke om Dronning Margrete 1.’s søn Oluf, som døde som 17-årig i 1387. I stedet handler den om en ung mand, der havde stor lighed med prins Oluf. En gruppe danske handelsfolk skulle have mødt en forhutlet ung mand i byen Graudenz (idag Grudzidz i Polen). Den unge mand lignede prins Oluf. De gav ham fint tøj og endda en seglstampe, så han kunne skrive hjem til sin “mor”, Margrete. Angiveligt kom det hoffet for øre, at denne mand udgav sig for at være Oluf. Han blev dømt til døden og brændt på bålet. Hvis historien er en overlevering eller sand, er det i begge tilfælde en uhyggelig sag. En historie tilbage i 1782 handler om en opdigtet forsendelse indeholdende otte kasser med menneskelige skalpe. Det hed sig, at de var taget i slutfasen af den amerikanske borgerkrig. De blev klargjort med garvning og pakket ned i kasser. De skulle sendes til den engelske konge som en form for trofæer. Heldigvis var det en multikunstner, som havde opdigtet hele episoden.
I bogens forord omtales Hitlers bog “Mein Kampf” som det tætteste, man kommer “på en forudgående programerklæring om gigantiske bedrag”
En fortælling om irske slaver i Caribien i 1850-erne var heldigvis heller ikke sand. Historien handler om sukkerrørsplantager, hvortil der var slaver hentet fra Afrika. Der skulle også være irske slaver, men det var i bund og grund en snæver, nationalistisk beretning fra irske arbejdere i Caribien. Fra 1990-erne og op i 2000 kommer historien op til overfladen igen. Specielt i forbindelse med St. Patrick´s Day 17. marts bliver historien om de stakkels irske slaver trukket frem igen. Det er stadig kun opspind. Slaver har irlænderne aldrig været. Det næste eksempel er en historie om en såkaldt kadaver-fabrik under første verdenskrig i Tyskland. Meget makabert beskriver bogen historien om, hvordan tyskerne udnyttede døde soldater industrielt til produkter som eksempelvis sæbe. Det er naturligvis en vandrehistorie.
Den sidste historie, der skal nævnes, stammer fra Golfkrigen i 1990 og i 2003. Det er en fortælling om en kvinde, som angiveligt havde fortalt om en større mængde nyfødte børn. Børnene skulle være fjernet fra kuvøser for derefter at blive smidt på gulvet. Det viste sig, at det naturligvis var en usand og opdigtet affære.
Hvor forfatterens tidligere bog “Tilfældets magt” havde mange velfungerende sprogblomster og ganske morsom tekst, lykkes det ikke på samme måde i denne bog. Der er en hel del passager i bogen, hvor mange små sidehistorier slører overblikket i historierne. Bogen består af 12 populært fortalte historieemner.
[Historie-online.dk, den 28. oktober 2026]