Menu
Forrige artikel

En fælles forestillet nation

Kategori: Bøger
Visninger: 766

 

Af Nina Damsgaard. Mag.art. i kunsthistorie, tidl. leder af Vejle Kunstmuseum

Bogen er Oelsners ph.d.-afhandling i bogform. Ph.d.-en blev forsvaret i 2017. Bogen er disponeret, som det kræves af den type afhandlinger, men selvom landskabsmaleriet var en af 1800-tallets væsentligste danske kunstgenrer og stadig har stor folkelig popularitet, er bogen derfor langtfra en folkebog, spækket som den er med statistisk materiale, opsamlinger, afrundinger og resumeer.

Men Olsners afhandling er i udgangspunktet ikke folkelig. Det er Oelsners intention at besvare det overordnede forskningsspørgsmål, hvilke nationsopfattelser bidrog det danske landskabsmaleri til at forme? Hendes metodiske udgangspunkt for at besvare spørgsmålet er en omfattende geografisk kortlægning af alle landskabsmalerier udstillet på Charlottenborg mellem 1807 og 1875. Det har givet hende 4198 malerier at arbejde med samt en række spredningskort. Tilsammen udgør disse oplysninger den base, hvorudfra Oelsner undersøger, hvilke geografier landskabsmaleriet præsenterede som bud på danske landskaber og dermed, hvad hun med inspiration fra historikeren Benedict Anderson har valgt at kalde for en ”forestillet nation” (s. 5).

Flere bilag skal tilmed findes i dropbox. Måske brugen af dropboxen ligesom brugen af Mediestream og Google Ngram Viewer er et bidrag til at modernisere den kunsthistoriske forskning som del af den digitale humaniora. Oelsner har tilmed været primærtester på nye, endnu ikke lancerede funktioner i værktøjet mediestream, hvormed hun har kunnet underbygge nogle af afhandlingens pointer med decideret wordmining, som er et af de nye buzzwords i den digitale humaniora. Mediestream er imidlertid endnu ikke fuldt udbygget, idet en del ældre aviser endnu ikke er indlæst. Søgninger på ord er derfor ikke fuldt pålidelige. Digital tilgang til Det kongelige Bibliotek og Danmarks Kunstbibliotek har givet nye muligheder for at gå på tværs af vante hierarkier, og brugen af disse muligheder har været Oelsners udgangspunkt. Det kunne læsning af de mange bevarede dagbøger og skrifter og ikke mindst breve mellem kunstnere og mellem kunstnere og politikere faktisk også have været og måske den samlede opfattelse af 1800tallet danske landskabsmaleri derved var blevet mere nuanceret.

Kunstnerne selv har næppe tænkt i statens geografi, men i lokaliteter, hvor de kunne genkende landskaber fra Sydtyskland, Schweiz og Norge. Østjylland med sine fjorde og kyster med skovbevoksede skrænter var blandt de første steder, de danske kunstnere søgte deres motiver, men blandt favoritterne var tillige Søhøjlandet i Jyllands hjerte. Oelsners tykke bog kunne med et traditionelt person- og stikordsregister været blevet mere brugervenlig, så det var muligt at samle de mange spredte omtaler af især personer, men også steder, hvorved Oelsners konklusioner ville blive tydeligere. Hun mener således, der er grundlag for at revurdere kunsthistorikeren N.L Høyens rolle fra at være den aktivt påvirkende til at se ham som del af en kollektiv visuel hukommelse og socialitet. (s.33 og s..58). Oelsner kommer ikke med et underbygget bud på nyvurdering af Høyen ligesom hun heller ikke i tilstrækkelig grad benytter den foreliggende litteratur, hvor brevvekslinger mellem Høyen, politikeren Orla Lehmann og kunstnerne i høj grad cementerer, at de nationalliberales kunstpolitiske mål i 1840erne var at skaffe sig størst mulig indflydelse i kunstlivet i alle dets forgreninger og derved sikre sig en bred borgerlig opbakning. Høyen kom i 184erne i nær kontakt med de nationalliberale politikere, og der var tale om en gensidig påvirkning, ikke mindst Lehmann og Høyen imellem. Det var et naturligt resultat af fællesinteresserne, der fik Høyen til at fremsatte 1844-programmet med opfordringen til kunstnerne om at medvirke til at skabe en stærk fælles nationalbevidsthed. Oelsner underbygger kun sparsomt sin opfattelse om behov for revurdering og modsiger denne opfattelse flere steder i bogen. Det betyder desværre nødvendigheden af læserens egne kommentarer i den heldigvis brede margen, når læseren selv skal holde sammen på Oelsners argumentation. Heller ikke afhandlingens universitære og lidt tunge akademiske sprog er befordrende for den folkelighed, som emnet ellers burde kalde på, idet bogens emne, ”det danske landskab” af forlaget omtales med ”vi forbinder ofte det danske landskab med grønne bøge, kyststrækninger, bølgende kornmarker og monumenter fra ældre tider. Og det er ikke uden grund, for som kunstnere som Lundbye, Eckersberg, Købke og Skovgaard har vist os, er det et billede af nationen, der har en vis resonans i 1800-tallets danske landskabsmaleri, hvor særligt det sjællandske landskab udgjorde den geografiske og æstetiske prisme, den danske natur blev anskuet gennem”. Og forlaget fortsætter: ”Landskabsmaleriet kan ikke alene fortælle om, hvordan landets fysiske fremtoning engang tog sig ud og dermed minde os om, at det danske landskab er under konstant forvandling. Landskabsmaleriet kan også vise os, hvordan Danmark har været fremstillet gennem tiden.”

Oelsner bringer selv 1800-tallets Danmarksbillede op i den aktuelle nutid:; ”1800-tallets visuelle udformning af et fælles Danmarksbillede synes at have sat sit aftryk også ind i en helt aktuel nutid. Det er således tankevækkende, at mange af de nationalparker, der gennem de seneste 15 år har været tale om, og hvoraf nogle er blevet realiserede, konserverer og indhegner den natur som billedkunstnere og rejsehåndbøger gennem 1800-tallet havde held med at fremskrive og visuelt konstruere som svaret på, hvori den fælles danske nation bestod. At vi så efterfølgende synes at have glemt, at der undervejs var flere forskellige bud på, hvorledes denne nation skulle udformes gennem en favorisering af forskellige geografier og landskaber, er en anden ting, hvortil bl.a. motivcirkulationer bidrog, ligesom ikke mindst fløjen af såkaldte ”europæeres” bidrag hertil kun sjældent anerkendes i dag” (s.205-06)

Bogens illustrationer er desværre temmeligt små og forudsætter, at læseren har kendskab til kunstværkerne i forvejen. Bogens forfatter benytter selv fjernlæsning som sin tilgang til de enkelte billeder, så måske illustrationerne derfor ikke lægger op til nærlæsning. I det hele taget synes kvantiteten omsat i kurver, søjler og lagkagesnit at være væsentligere for bogens forfatter end de æstetiske kvaliteter 1800-tallets landskabsmaleri besidder, og som bidrager til, at de fortsat hører til blandt danskernes værdsatte og foretrukne billeder.

I den hidtidige litteratur er der skrevet flere afhandlinger med samme emne som Oelsners, men tilgangen har været anderledes. Problematikken om påvirkningen mellem billedkunstnerne og de nationalliberale politikere har været dominerende (hos Kirsten Agerbæk, Jens Erik Sørensen og Nina Damsgaard) ligesom også nærlæsning af landskabsmalerierne har været anvendt. Damsgaard konkluderer, at ”det var således forestillingen om den smukke, frodige og afvekslende danske natur, malerne afbildede – og i Vejle kunne ideen om landskabet blive en realitet som en naturlig følge af det reale landskabs naturskønhed.( Damsgaard: Orla Lehmann -og den nationale kunst. Vejle 1986, s.54).

Oelsners  geografiske analyse af de danske landskabsmalerier og hendes introduktion af geografiske danmarksbeskrivelser er som metoder et nybrud i den kunsthistoriske forskning, men delkonklusioner og afrundinger sløres desværre jævnligt af de krav, der stilles til afhandlinger af denne art, her tænkes især på omtale af tidligere forskning i emneområdet og definitionsdiskussioner. Her kunne en stramning af teksten tydeliggøre de nye landvindinger og konklusioner.

Til Oelsners forslag om revurdering af Høyen fra at være den aktivt påvirkende til at se ham som del af en kollektiv visuel hukommelse og socialitet kan stilles modspørgsmålet om, hvorvidt f.eks. J. Th. Lundbye ville være begyndt at male ”det kjære Danmark”, hvis ikke Høyens opfordringer til kunstnerne om at male nationale motiver overalt i Danmark havde vundet genklang hos kunstnerne ligesom også de midler, Høyen kunne bidrage med fra nationalliberale institutioner, mæcenvirksomhed o.l. må have styrket kunstnernes interesse i den nationale kunstpolitik (s. 33, s. 58, s, 274, s. 279). På lignende vis ville den spredte omtale af Martinus Rørbyes arbejde og rejsedagbøger have være afhjulpet ved henvisninger/register. Det samme gælder politikeren Orla Lehmann, der var en meget central person i den nationalliberale politik, bannerføreren for Ejder-politikken, indførelsen af grundloven ligesom også kulturpolitikken var en af hans hjertesager tillige med hans mæcenvirksomhed.

Trods stor grundighed helt ned i detaljen, er der flere eksempler på store spring i oplysningernes rækkefølge med deraf følgende mulighed for misforståelser og fejltolkninger. Eksempelvis omtales s. 114, at Danmark indtil 1814 var en konglomeratstat eller helstat bestående af kongeriget Danmark, Norge, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonier og bilande. Der rettes først langt senere op på denne historiske ukorrekthed, idet det står at læse på s. 183, at Lauenborg først blev del af det danske rige efter fredsforhandlingerne på Wienerkongressen i kølvandet på Napoleonskrigene. Derfor er Lauenborg underrepræsenteret i Oelsners statistiske materiale. Her kunne det manglende stedregister også have hjulpet læseren.

De mange skift mellem teorier omkring statens faktiske forhold og omtale af billedkunstnernes forhold og etablering af det visuelle Danmark er sikkert uundgåelige, men samtidig mudrer det utilsigtet begrebet ”en fælles forestillet nation”.

Trods forbehold og usikkerhedsmomenter i søgematerialet og diverse diskurser kan Oelsner konkludere, at de danske landskabsmalerier, der blev udstillet på Charlottenborg mellem 1807 og 1875, kan opfattes som bidrag til dannelsen af den fælles forestillede nation. De udstillede geografier favoriserer tilsyneladende nationalstaten på bekostning af helstaten (s.375-76). Det er ligeledes et påfaldende træk, at de sparsomt repræsenterede egne i Oelsners undersøgelse også i dag ofte karakteriseres som ”udkantsdanmark”. Flere af billederne indgår som komponenter i den visuelle nationsopfattelse som har tråde til i dag. Den fælles identitet, som landskabsmalerierne kollektivt var med til at forme og konstruere har endnu i dag en vis gyldighed. Hun håber, at afhandlingen kan være medvirkende til, at kunsthistorien fremover fortælles på nye måder med plads til flere bud på fælles forestillede nationer. (s. 330).

Oelsners nye til gang til stoffet gør bogen læseværdig, om end en del af de problematikker, Oelsner rejser, forbliver uforløste og lægger op til videre forskning (som det er forfatterens håb). Bogens giver således ikke endegyldige svar på 1800-tallets danske landskabsmaleri, men appellerer til fortsat nytænkning omkring den vægtige periode i dansk kunsthistorie.

[Historie-online.dk, den 6. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kunstværk, udenværk og visuel kultur
Faaborg Museum and the Artists´ Colony
Dansk kunst i det 20. århundrede