Den fortryllende brogede kunst

Af Christian Kaaber

1700-tallets kunst i Danmark er et temmelig underbelyst felt i dansk kunsthistorie og kunstformidling. Det kan skyldes, at den nationale fortælling om 1800-tallets danske guldalder i kunsten med maleren C.W. Eckersberg som ”den danske malerkunsts fader” har præget generationer af fagets folk. Historien om dansk kunst begyndte med oprettelsen af kunstakademiet i 1754 og fik først vingefang med Eckersberg og hans elever under og efter Napoleonskrigene. Jo, der var ganske vist portrætmaleren Jens Juel, der satte ansigt på det sene 1700-tals danske elite. Og så var der jo Nicolai Abildgaard, med svært tilgængelige motiver til glæde for de særligt indviede. Den nationale fortælling havde det svært med den kendsgerning, at broderparten af den ældre kunst, der blev til i Danmark, blev skabt af udlændinge. Ophavsmanden til en egentlig beskæftigelse med dansk kunsthistorie, Niels Laurits Høyen (1798-1870) var alt andet en kosmopolit. Og 1700-tallets kunst var international, også den kunst, der blev til i Danmark. Den danske fremmedgørelse over for det 18. århundredes farvestærke og vilde kunst skyldes også, at så lidt er bevaret i den kontekst, den skabtes til. Christiansborgs brand i februar 1794 medførte tab af tusindvis af kunstgenstande, herunder malerier i hundredvis – af fyrstelig standard. Desuden ødelagdes de prægtige rammer, disse kunstværker indgik i. Tre store lærreder i en sal på Thorvald Jørgensens forlorne tredje Christiansborg er alt, der blev levnet, foruden de små skitser, af Nicolai Abildgaards gennemtænkte og yderst originale serie af danske kongeskildringer, der fuldkommengjorde den prægtige, farvestrålende senbarokke riddersal i det brændte slot. Havde rum af den type – og i den skala - eksisteret nu, ville det danske syn på 1700-tallets kunst være ganske anderledes.

Kunsthistorikeren Charlotte Christensen udfylder med sin nye store bog Den fortryllende brogede kunst om 1700-tallets billedverden, som det hedder i undertitlen, et stort hul i danske kunstformidling. Få er bedre skikket til opgaven end hun, der tegner sig for et stort og meget mangfoldigt kunsthistorisk forfatterskab med vægtige værker om kunst i Danmark før 1800-tallets guldalder – som det nu også retfærdigvis skal nævnes, at hun har behandlet med stor dygtighed og originalitet i den store bog Guldalderens billedverden fra 2019. Tættere på nærværende bog – i bogstaveligste forstand – er hendes to store monografier Drømmebilleder. Carl Gustaf Pilos portrætkunst fra 2016 og Maleren Nicolai Abildgaard (1999). At hun behersker sit fag i dets fuldeste bredde, demonstrerede hun formidabelt som generalsekretær for det gigantiske udstillingsprojekt Christian IV og Europa tilbage i 1988. Det er med store og spændte forventninger, man åbner den nye bog.

Bogen er ikke en samlet fremstilling, men består af en prolog samt 13 længere og kortere artikler, hvoraf de 11 stammer fra andre sammenhænge, eksempelvis fra de to ovenfor nævnte monografier. Nicolai Abildgaard er således gennemgående figur i hele fem af kapitlerne. Med sin monografi om ham bidrog Charlotte Christensen afgørende til den rehabilitering og fornyede interesse, denne facetterede og komplekse multikunstner har være genstand for siden 1990’erne, hvor også den klassiske filolog Patrick Kragelund bidrog med et storværk om Abildgaard. De fem kapitler, hvoraf et stammer fra 1999-bogen, kaster lys over meget forskellige aspekter af kunstneren, hvilket kun er godt, dog ikke for balancen i bogen. I bogens øvrige kapitler kaster Charlotte Christensen videnstungt og velskrevet lys over 1700-tallets landskabsmaleri og de meget forskellige danske 1700-tals kunstnere, portrætmaleren Vigilius Eriksen, kobberstikkeren Georg Wilhelm Baurenfeind (med en prægtigt belyst vinkel på historien om Det lykkelige Arabien), maleren Peder Als, Jens Juel – her som portrætmaler, samt den alsidige kulturpersonlighed Friederikke Brun. Bogens sidste kapitel er en nyskrevet genistreg, hvor læseren slår følge med den unge Adam Oehlenschläger rundt på Frederiksberg, ikke mindst til det indre af Frederiksberg Slot, som den vordende digter havde privilegeret adgang til, eftersom hans far var slotsforvalter. Læseren oplever gennem Oehlenschlägers reflekterende gemyt og skarpe blik den kongelige 1700-tals kunst i øjenhøjde, samtidig med at Charlotte Christensen identificerer, hvad der ses, og hvad der siden blev af det. Det hele er fortrinligt illustreret, og ligesom det er tilfældet med resten af bogens kapitler, lægger de fyldige noter vægtigt til.

Charlotte Christensen lukker dørene op til verdener, der af den ene eller anden grund er utilgængelige ellers. To kapitler belyser den formidable portrætmaler Vigilius Eriksen, der ikke kunne finde en plads i de hjemlige rammer i 1750’ernes København, men søgte lykken i Rusland, hvor han skabte de prægtigste portrætter af Katarina den Store og hendes kreds. Repræsentation, ja, men også dygtigt udførte og fortællende menneskeskildringer. Det ene af kapitlerne skulle have indgået i et stort udstillingsprojekt i Sankt Petersborg, som desværre forblev på tegnebrættet som offer for den ulyksalige krig i Ukraine, og hvad deraf er fulgt af smækkende døre og kulturelle relationer på vågeblus. Vigilius Eriksen, der blomstrede i Rusland, mens den svenskfødte Carl Gustaf Pilo forevigede Frederik V og hans hof i eventyrlige billeder – som sagt: Tiden var kosmopolitisk – ville man gerne læse endnu mere om og se endnu mere af. Charlotte Christensen dykker med Eriksen som hovedperson dybt ned i den glemte kunstnerverden, der udfoldedes i København før oprettelsen af Kunstakademiet i 1754 med indvandrede navne som Johan Salomon Wahl og Marcus Tuscher som eksempler på billedmagere, der kunne trænge til kvalificeret kunsthistorisk opmærksomhed og formidling.

Fra et af de smukt udformede årsskrifter, som Carlsbergfondene i en årrække udgav, stammer en dejlig artikel om maleren Peder Als og hans rolle som portrættør af dronning Caroline Mathilde og de dybt fascinerende nybrud for kongelige personers ageren, som Rousseaus tanker i Struensees orkestrering førte med sig, til det hele sluttede brat i begyndelsen af 1772. Her fortæller Charlotte Christensen levende og detaljeret om, hvad vi fik, og hvad vi kunne have fået, inden for et lille, men kolossalt spændende mentalitetshistorisk hjørne af dansk kunsthistorie. Peder Als venter i øvrigt også på en større behandling. Jens Juel har fået sin på det seneste, men godt er det, at Charlotte Christensens store panorering gennem Juels rolle som portrætmalere i alle dens forskellige facetter, som indgik i en Juel-antologi fra Frederiksborgmuseet i 1996, her kan læses i sammenhæng med den nye bogs øvrige stof. Læses, ja. Bogen er smukt og fyldestgørende illustreret, men er først og fremmest en tekstbog. Charlotte Christensen skriver letflydende og meget, meget smukt, og vil man vide besked om en dybt fascinerende kunstnerisk epokes farverige spor i Danmark, er bogen helt uomgængelig – og dertil en stor læseoplevelse.

[Historie-online.dk, den 7. januar 2026]