Fortalt til politiet

I 80-året for befrielsen er der udgivet en del historiske bøger, skrevet talrige kronikker og holdt mange foredrag. Meget tyder på, at historien om de fem år stadig optager danskerne.  Filmskaberen Anders Rafn slutter sin trilogi ”De forbandede år” 1 og 2 med endnu en, der omhandler befrielsen og retsopgøret. Midt i det hele finder man Lotte Hammekens bog ”Fortalt til politiet - Retsopgørets vidner til en tolk i tysk tjeneste”. Den er skrevet af hovedpersonens barnebarn, Lotte Hammeken.

Af Erik Ingemann Sørensen

Henrettelsesskuret på 2. redan, Christiania. De seks steder, hvor rebene, der skulle fastholde den dømte ses tydeligt. Hullet midt i er placeret, hvor hjertet på personen er. Sammenholdt med de skiver, personerne fik fæstnet på brystet, kan man notere, at betjentene havde ramt præcist. Foto HPN.

Var det sådan?

September 1949 var ekstraordinær varm. Det var det også natten den 15. En person blev hjulpet ud af en politibil og ført hen til skuret, der var badet i et stærkt lys fra nogle opstillede projektører. Ved bagvæggen blev personen bundet med de reb, der hang ned, han fik en sort hætte over hovedet og til sidst blev der anbragt en skive ud for hjertet. Hjælperne trådte til side. De 10 politifolk tog opstilling blot fem meter fra den dømte og på kommandoen ”Fyr”, trykkede de alle på aftrækkeren. Den dømte døde øjeblikkeligt.

Herefter blev liget lagt i en kiste, kørt til krematoriet, der var klar. Næste dag kunne de pårørende hente urnen med asken på politistationen. Hvorefter en kirkelig begravelse kunne finde sted.

Der findes ingen tilgængelig redegørelse for, hvordan Arno Hammekens henrettelse fandt sted. Ovenstående bygger på de tilgængelige fremstillinger for andre henrettede. Men de forløb stort set alle ens.

Fremstillingen her er skrevet for at understrege, at den dømte havde begået så voldsomme forbrydelser, at vedkommende ganske enkelt måtte bøde herfor med livet. Det springer barnebarnet nemlig behændigt hen over i bogen. Rent faktisk skriver hun:

’”… og blev også hængt ud for adskillige mord i krigens sidste tid. Bagerst i bogen kan du læse i detaljer, hvad han blev dømt for, hvilket dog ikke omfattede straffelovens paragraf 12 stk. 2 om straf til døden…” (s.53).

Her er der altså noget, der er helt galt. Han sidder fængslet helt frem til efteråret 1949 - men man fastholder dommen. Og den eksekveres. I øvrigt som den 4. sidste skriver forfatteren. Det passer dog ikke. Han var den 8. sidste, der blev henrettet.

Baggrundsarbejdet

Hammeken efterlod sig kone og fire børn. Sønnen Bent besluttede sig - højt oppe i årene - for at finde ud af, hvad hans far havde gjort. I 2010 fik han aktindsigt i farens sager. Det var et ganske overvældende materiale på over 4.000 sider. Det blev da også et næsten uoverskueligt arbejde at få bragt bare nogenlunde orden i papirerne. Men nu gik han i gang med at fortælle historien. Om ham som Børge Outze kaldte en storstikker. Om ham som retspsykiateren Max Schmidt beskrev med ordene: ”konstituel psykopat” og ”Partiel følelseskold”.

Hvis sønnen ønskede at riste en rune over faderen, så må man konstatere, at det er alt andet end lykkedes. Tværtimod sidder man med en klar opfattelse af, at hovedpersonen var ”en ualmindelig modbydelig satan”, der virkelig fik den straf han fortjente.

Medmindre forfatteren optræder som Niklas Frank, søn af ”Slagteren fra Polen”, Hans Frank. Hans afsky for faren og de forbrydelser, denne havde begået, voksede til et vildt had. I 1987 udgav han bogen ”Der Vater - Eine Abrechnung”. Det var et forsøg på en frigørelse. [Bogen er kommet på dansk i 2017: ”Faderen - et opgør”, Forlaget Silkefyret. Det er en meget voldsom bog, hvor hadet til faderen vælter frem fra hver eneste side.]

Men det er der godt nok ikke noget som helst, der tyder på.

Arno Hammeken føres til Maglegårdsskolen i Hellerup af både politi og frihedskæmpere. Billedet er taget umiddelbart efter befrielsen. Foto: FHM

I forordet til Lotte Hammekens bog hedder det: ”Det efterlader os i eftertiden med et klart indtryk af, at man for alt i verden har ønsket at fastholde besættelsestidens fjendebilleder og gå på kompromis med sandheden. Som historikere og historieinteresserede påhviler det imidlertid os at fortælle, hvad der egentlig skete - også selvom det kan rokke ved nogle fortællinger og selvbilleder i den danske modstandskamp.”

Ser man på en række af de udgivelser, der har set dagens lys de senere år, må man konstatere, at Lotte Hammeken tager grundigt fejl. Der er virkelig kommet en fornem række af bøger, der modsiger hende.

Så er vi tilbage ved spørgsmålet: hvorfor er denne bog skrevet? Bogen går kronologisk frem, hvor straffesag efter straffesag rulles ud. Nærmest som i en kabale lægges den ene anklage efter anden frem - og de beskrives i dybden. Fejl påpeges og modsiges. Det er sådan set udmærket. Men 60 anklager er jo ikke grebet i luften. Man må huske, at anklageren virkelig må have styr på tingene, så billedet af dette modbydelige menneske står klart for retten.

Siden tilføjes ”Vidnebog fra Byretten”: ”Anklagemyndigheden mod arrestanten Arno Oskar Hammeken”. Her er der flere tilfælde, hvor anklagemyndigheden må trække anklagepunkter tilbage. Det er netop sådan, retssystemet fungerer. Beviserne skal være klare og entydige. Ellers må anklagerne frafaldes.

Så følger ”Vidnebog fra Landsretten” - Anklagemyndigheden mod varetægtsfangen Arno Oskar Hammeken - 59 punkter i alt. Og så slutter bogen brat med følgende:

”Højesteret afsagde dom den 18. maj 1949 med følgende dommerafgørelse: 2 dommere stemte for at fastsætte dommen til fængsel på livstid, 7 dommere stemte for at stadfæste landsretsdommen på livsstraf. Ansøgningen om benådning blev afvist og straffen eksekveret kl. 00.30 den 15. september 1949.”

Ikke mere.

Følgende kan tilføjes: ”Samme nat blev han kremeret på Bispebjerg Krematorium og bisat på Søndermarkens Kirkegård”. (Frank Bøgh: ”De dødsdømte”, People’s Press, 2011, s. 375).

At Hammeken virkelig var en trussel for frihedsbevægelsen, fremgår klart af Peter Birkelunds værk: ”Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943 - 1945.”, Syddansk Universitetsforlag, 2024). Han var en jaget mand.

Bogen slutter med en fin oversigt over de bøger, der har været anvendt til arbejdet. Der bringes forsidefoto af disse værker samt citater. Det mindes jeg ikke, jeg har set tidligere. Spændende er det.

Det må på flere måder have været en vanskelig bog at skrive - familiebånd og kildemateriale er ikke altid på talefod. Forfatteren skal - trods de mange kritiske punkter undervejs - have ros for at dele historien, der givet finder mange interesserede læsere.

Men man sidder usikker tilbage. Ganske enkelt fordi det ikke fremgår klart, hvad sigtet med bogen egentlig er. Er det et skarpt opgør som Franks søn - eller er det et forsøg på at finjustere billedet af en ondskinnet satan?

Det får være op til den enkelte læser at dømme.

[Historie-online.dk, den 15. april 2026]