Menu
Forrige artikel

Historien skal fortælles

Kategori: Bøger
Visninger: 865

 

Af Michael Koch

Soldat i grænsekampene 9. april 1940 og grænsegendarmfange i KZ Neuengamme

Den unge Peder Christian var oprindeligt fra Aarhus. Forskellige omstændigheder sendte ham til Fyn, hvor han først blev handelslærling i Svendborg, siden handelsassistent i et herremagasin i Fåborg. Den belevne, pæne, unge mand blev indkaldt som soldat i Odense 21. april 1939.

Derfor var Møller Larsen i kongen klær den 9. april 1940 og blev sammen med sine soldaterkammerater indsat i de kortvarige kampe om morgenen. Bogen beskriver respektfuldt kampene, hvor flere af hans kammerater omkom. Gennem bogen har redaktør Niels Gyrsting valgt at indføje billeder og billedtekst med beskrivelse af de steder, hvor danskere har mistet livet. Det gælder både ved kampene 9. april 1940 og senere. Det giver læseren en speciel mulighed for at dvæle ved de omkomne og vende et par tanker. Det var en slem tid.

Møller Larsens tekst og Niels Gyrstings redigering har gjort bogen til særdeles inspirerende læsning. Der er ikke overdrevet, og der er ikke smurt drama på beretningerne. Billedsiden er velvagt, dog kan det være svært at se detaljer på en del billeder. De bliver ret sorte undervejs i trykningen.

Den 1. juli 1940 blev forfatteren igen ansat i et herremagasin, denne gang i Odense. Desværre var der ikke økonomi og salg nok i tøjkædens få butikker. Derfor måtte Peder Christian se sig om efter noget andet. En god soldaterkammerat havde anbefalet ham, at søge ind som grænsegendarm. I 1839 blev korpset oprettet til beskyttelse af toldvæsnet langs hertugdømmet Holstens landegrænse. De 22 beredne gendarmer blev rekrutteret fra tre rytterregimenter, og derfor var gendarmernes uniformer blå. Korpset blev udvidet og nåede op på fem officerer og 400 underofficerer og menige.

 Forfatteren i grænsegendarmuniform

Bogen beskriver indgående og spændende, hvordan arbejdet som grænsegendarm forløb, og en del om, hvordan tonen og stilen i sådan et korps var i 1943. Grænsegendarmeriet blev ikke opløst samtidig med hæren den 29. august 1943: Sammen med politiet blev der lagt planer for forsvar af grænsen ved et eventuelt tysk sammenbrud. I løbet af 1943 blev ca. 100 mand udvalgt til at styrke forsvaret af grænsen, og de samme 100 mand blev en del at de illegale militærgrupper. Grupperne skulle sikre livsvigtige virksomheder og offentlige bygninger samt give tyskerne aktiv modstand og så meget gene som muligt.

Den 19. september 1944 var en sort dag I Danmark. Politiet blev taget af tyskerne, ligesom de systematisk opsøgte grænsegendarmerne. Både hjemme og på posten blev de taget og indsat i Frøslevlejren. Da man mente dette kun var noget kortvarigt, var der flere grænsegendarmer, der af egen drift ankom til lejrens hovedport og meldte sig der. Skrækkelig læsning, men de kunne jo ikke vide hvilken rædsel de kom til at gennemleve.

I Frøslev var det med begrundet stigende bekymring, man kunne se det ene hold efter det andet blive samlet og afgået til KZ i Tyskland. Desværre kom Møller Larsen og hans kolleger på en transport til Tyskland den 6. oktober 1944. Turen i godsvognen er malerisk, men dog sobert og seriøst fortalt, og også ankomsten til den frygtede lejr er godt beskrevet.

 Neuengamme

Da de blev anset for at være germanere af de forskruede tyskere, blev de ikke pisket og slået med alskens underlige sadistiske genstande, men det var en meget svær og tung tid for både forfatteren og alle andre. Efter nogen tid kom han med videre til en udelejr. Det var endnu mere frygtet, men gruppen af fanger havde et minimalt held med sig. Udekommando Alt-Garge, et stykke fra Neuengamme, blev deres næste ophold. De blev iført pyjamasagtige “zebradragter”, og det var tegnet til, at de skulle afsted til en udelejr. Det viste sig, at rædslerne kunne gennemleves for de fleste af fangerne. Pakkerne hjemme fra Danmark indeholdt alle mulige levnedsmidler og varer, der kunne byttes til f.eks. cigaretter.

Juleaften blev fejret for at holde fast i en vis normalitet. Fangerne fik lov til at bringe et juletræ ind i barakken, og trods alt blev der holdt en smule jul. Alle fik en halv dag fri, ellers skulle der arbejdes hårdt fra tidligt til sent. Samtlige dage.

Det var en særdeles kold vinter med rapporterede minus 28 grader. En tynd bomuldsjakke og bukser af det samme slidte stof ofte med huller og flænger. Det er reelt umuligt at forestille sig, hvordan livet kunne opretholdes. Tænk blot hvor koldt det vil være at gå udenfor i vor egen vinter i pyjamas. Sæt så mange, mange måneder på ligningen og bland med skrækkeligt sjask af rådden roesuppe i kraftigt klorholdigt vand uden næring. Hamburg var som bekendt bombet, og de mange lig i byens kældre, i sammenstyrtede huse, og i store fællesgrave havde gjort vandet meget sundhedsfarligt at drikke. Tilsæt betændte sår. Nu må jeg hellere stoppe, det er nok klart for læseren, hvor forfærdeligt det har været.

Fra udkommandoen gik turen tilbage til Neuengamme den 2. januar 1945. Her kom Røde Kors pakkerne heldigvis også frem, og danskerne kunne modtage de livsvigtige madvarer og andre ting, der var hård valuta. Pakkerne kom altid til uddeling sidst på dagen og skulle afhentes ved hovedvagten. Ingen kunne eller turde gå alene med en pakke. Det ville være ensbetydende med at miste den, og måske også livet. Fangerne fra Danmark gik sammen tilbage med pakkerne og smør, marmelade, bolsjer, sukker, honning, kiks, knækbrød, tørmælk, havregryn og en del mere, blev hældt op i én skål og blandet. Tyske SS soldater og officerer stjal ofte af pakkerne.

En dag blev gendarmerne kaldt sammen, og deres danske uniformer blev udleveret. Nu skulle de hjem med de hvide busser. Uniformerne var blevet meget for store efter opholdet, men de kom på,og da fangerne så, at der var Røde Kors-folk ved busserne, var de mere trygge, men ingen turde stole på hjemtur endnu.

 Grænsegendarmerne klar til hjemtransport 16. marts 1945

De kom dog afsted, og kørte gennem Hamburg i sneglefart. Byen var et frygteligt syn. Der var hushøje bunker af brokker og helt udbrændte huse med sorte huller. Grænsen blev passeret 17. marts 1945. Tilbage i Frøslevlejren blev alle registreret og derefter løsladt. Undtagen én. Hans papirer stemte ikke. Tænk, det viste sig, at han slet ikke skulle have været på transport til Tyskland i det hele taget.

I karantænestationen i Padborg sørgede lotterne for at de blev badet, fik nyt rent tøj på, og godt bespist gik turen hjem.  Selvom det var dejligt at komme hjem, var helbredet langt fra godt. Peder Christian blev straks sendt videre til Aarhus, og efter behandling af alle skader og sår kunne det konstateres, at han havde difteritis. Beskrivelserne af hans behandling vidner om de uhyrlige strabadser, der var i en KZ- lejr.

Da han var rask nok til at komme ud fra sygehuset, gik han ud på gaden. Det var en meget stor overraskende fornemmelse: Han kunne selv bestemme, om han ville gå til højre eller venstre! Kort tid efter mødte han sit livs kærlighed Sørine, og de blev gift 29. december 1945.

Gode mennesker og forbindelser hjalp til med, at han fik en stilling i Departementet for Told- Forbrugsafgifter, Slotholmsgade i København.

I bogens efterskrift skriver Sørine og deres datter, at den faste stilling og moderens urokkelige støtte gav dem et godt liv. Han talte meget om tiden i fangeskab, modsat så mange andre. En af han største glæder ud over hustruen, var barnebarnet Sally. For nogen kunne rædslerne overleves.

[Historie-online.dk, den 21. februar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Viggo Kampmann
Brødrene Classen
Cæsar - En biografi