Menu
Forrige artikel

Stauning og Grønland

Kategori: Bøger
Visninger: 910

 

Af Søren Peder Sørensen

Journalist Niels Nørgaard fortæller i bogen, at hans tilgang egentlig var den verdensberømte amerikanske flyverhelt Charles Lindbergh og om hans luftekspedition i Grønland i sommeren 1930. Men under researchen blev han så optaget af Thorvald Staunings rolle i grønlandspolitikken, at han i stedet valgte at skrive en bog om ham og henvise flyverhelten Lindbergh til en mere beskeden plads i bogen. Det er et godt valg.

Thorvald Stauning var den længst siddende minister for Grønland, fra 1929 til sin død i 1942. Men før den tid var han i mange år Socialdemokratiets grønlandsordfører. I mere end tre årtier var Stauning den mest toneangivende danske politiker i forholdet til Grønland. Hans aftryk var så markant, at de mærkes den dag i dag  På godt og på ondt.

Bogen anslår hovedtemaet med prologens overskrift ”Beskytteren”. For det var sådan, at Stauning opfattede sig selv. Hans ønske var at beskytte ”naturfolket” mod kapitalismens økonomiske udbytning og kyniske udnyttelse. Hans faste holdning i alle årene var, at først når grønlænderne var uddannede og politisk modnede, kunne de gradvist regere deres eget land.

”Beskytteren Stauning var på en gang både patriark og bedrevidende. Det var ham og hans embedsmænd i Grønlands Styrelse, der alene kunne definere, hvornår grønlænderne var politisk modne og uddannede nok til selv at kunne styre deres land,” fastslår forfatteren.

Stauning erkendte gang på gang, at Grønland for ham og nationen handlede mere om følelser og historie end om økonomi. Det var en æressag. Grønland til gavn, Danmark til ære. Det var hans motto, som gennemsyrede de nyordninger, som han stod bag. Diskret udstiller bogen dette skisma: Stauning som den alfaderlige beskytter men også som den magtfulde koloniherre, der brugte grønlængerne i et politiske spil. Gang på gang handlede Stauning og hans embedsmænd i Grønlands Styrelse hen over hovedet på grønlænderne. Det faldt ham ganske enkelt ikke ind at spørge grønlænderne, da Danmark i 1924 gav nordmændene adgang til jagtmarkerne i Østgrønland, skønt grønlænderne frygtede for deres fortsatte eksistens på østkysten. De blev heller ikke spurgt, da færingerne fik udvidede fiskerettigheder langs de grønlandske kyster. Det var grønlænderne godt og grundigt trætte af, men de måtte bøje sig for kolonimagten.

Et af de mere menneskelige sider ved politikeren og statsmanden træder frem i bogens omtale af den berømte rejse til Grønland i sommeren 1930. Han var den første statsminister, der betrådte grønlandsk jord, og rejsen blev kendt vidt og bredt på grund af en stor pressedækning og Staunings efterfølgende bog ”Min grønlandsfærd.” Takket være forfatterens adgang til statsministerens personlige arkiv på Arbejdermuseet ved vi nu, at Stauning faktisk var i et elendigt humør. Han var netop blevet separeret fra sin hustru Olga, og det gik ham på, især da, at hun havde nægtet ham at tage deres syvårige søn Søren med på rejsen. Det havde han ellers sådan glædet sig til.

Ombord på handelsskibet M/S Disko opholdt han sig i nederste kahyt. Deprimeret og i dårligt lune skrev han et afskedsbrev, for han så døden i øjnene på det iskolde hav på vej til Grønland. Langt om længe nåede de dog frem til Julianehåb, og da klarede statsministeren op som solen fra en skyfri himmel. Nysgerrigheden fejede hans triste tanker til side, og han blev opmuntret over den hyldest, som han fik ved modtagelsen.

Hvor meget tid Stauning brugte på at møde og tale med grønlænderne, ved vi ikke meget om, men det blev nok ikke til ret meget. Som Grønlandsforskeren Kirsten Thisted bemærker, så var han konstant omgivet af sit følge af embedsmænd og officielle personer på rejsen til 15 lokaliteter på 16 dage. Og da han vendte tilbage til Danmark, var det med nøjagtig samme indstilling som før: At danskerne gjorde et glimrende stykke arbejde deroppe, og at grønlænderne var danskerne dybt taknemmelige. Han gentog sine erklæringer om den gensidige kærlighed mellem ”det lille Danmark” og ”det lille eskimofolk.”

Den grønlandske vinkel er med, men ikke på en så markant og udtømmende måde som i Kirsten Thisteds bog ”Stemmer fra Grønland – den danske koloni i 1920erne”, der giver baggrunden for, hvad der rørte sig blandt grønlænderne. Men alligevel får man en klar fornemmelse af, at en forandring var på vej med en voksende grønlandsk selvbevidsthed. Blandt de grønlandske politikere er det især handelsbestyrer og senere folketingsmedlem Frederik Lynge og hans halvfætter Augo Lynge, der rager op. De var på én gang Staunings med- og modspillere. Andre interessante temaer er retssagen ved Den internationale Domstol i Haag, hvor Danmark vandt over Norge til retten over hele Grønland, en sag, som Stauning kæmpede meget for. Og så rummer bogen et fascinerende portræt af den amerikanske ambassadør, demokraten Ruth Bryan Owens, som var en nær ven af præsident Franklin D. Roosevelt. Hun var én af de få, som fik lov til at rejse til Grønland. Senere kvitterede ambassadøren med at få arrangeret et møde mellem Thorvald Stauning og Roosevelt i maj 1935. Men det lykkedes ikke. Stauning måtte i sidste øjeblik aflyse rejsen på grund af helbredsproblemer.

Bogen er præget af en grundig research og en fortællestil, hvor historien lægges åben frem. Forfatteren er ikke den, der selv drager konklusionerne, dem overlader han trygt til læseren, men han hjælper godt på vej og er god til at fortælle, så historien bliver nærværende.

Niels Nørgaard, der i mange år var journalist på Politiken (og før da på Kristeligt Dagblad)  tegner et alsidigt portræt af Thorvald Stauning i en velskrevet og spændende bog. Den rummer gode illustrationer, hvor billeder og tegninger af Stauning er et studie i sig selv af den høje og stovte mand med det lange skæg, altid så alvorlig og alfaderlig i sin fremtræden. I dag vil man nok i højere grad hæfte sig ved hans nedladende holdning til grønlænderne som et primitivt folk.

Ligeværdighed var ikke et spørgsmål, der optog hverken ham eller hans samtid. Og spørgsmålet er, om det er så meget anderledes i dag.

”Stauning og Grønland” er en påmindelse om et Grønland i hastig forandring. Den rummer en interessant kolonihistorie, som ikke må glemmes.

[Historie-online.dk, den 5. juni 2024]

Forrige artikel