Aqua på Rockmuseet
14 millioner solgte albums taler deres tydelige sprog. Aquas debutalbum ’Aquarium’ fra 1997 er ikke til at komme udenom i dansk musikhistorie. Derfor dykker Rockmuseet nu ned landets største musikalske eksport-eventyr fra 90’erne lige fra Tølløse til Tokyo.
Det mest succesrige danske kapitel i international musikhistorie er kommet på statsanerkendt museum. Rockmuseet fyrer op under sommerstemningen med særudstillingen "Aquarium". Foto: Rockmuseet
For 30 år siden brugte fire venner hele sommeren ’96 i et varmt lokale i København for at arbejde på 11 sange til deres kommende debut-album. Havde de valgt at spise Zapp-is på stranden i stedet, ville det mest succesrige danske kapitel i international musikhistorie nok aldrig være blevet skrevet.
Derfor dedikerer Rockmuseet et nyt, sommerligt univers til netop det album, som Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og Claus Norreen arbejdede på at gøre færdigt: Aquas debutalbum ’Aquarium’.
”’Aquarium’ har en særlig plads i historiebøgerne. Med et salgstal på 14 millioner eksemplarer world wide bliver det ikke mere kommercielt succesfuldt i den danske musikhistorie for et debutband, og det er en imponerende bedrift selv årtier efter,” siger Rasmus Rosenørn.
Fra nul til millioner på en uge
Da ’Aquarium’ kommer på gaden i marts 1997, går der kun en uge, før den første million cd’er er blevet solgt. Det ville man ikke have spået, hvis man blot læste de danske dagblades anmeldelser. Her modtog debuten ligefrem 0 stjerner i Ekstra Bladet. Men ’Aquarium’ viser netop, at den kommercielle pop er magtfuld, forklarer Rasmus Rosenørn:
”Anmelderne forstod simpelthen ikke Aquas superpoppede udtryk og deres skøre look, men det var netop det, som gik rent ind hos ungdommen. Det er et billede, der går igen og igen i historien og er meget tydeligt i Aquas tilfælde. Deres mix af eurodance og tyggegummipop var ikke en særligt anerkendt genre på trods af, at der kom en hel bølge danske artister i slutningen af 90’erne, som dyrkede den succesfuldt,” siger Rasmus Rosenørn.
Listen er lang af populære danske 90’er-artister som Daze, Toy-Box, Hit ‘n’ Hide, der blev løftet op af Aquas bølge af succes. De har også fået en plads i det nye museumsunivers med en jukeboks fyldt med 90’ernes lyd og tidstypiske musikvideoer.
Vent lige, eurodance på et Rockmuseum?
Dancepop. Eurotrash. Tyggegummipop. Aquas musik har mange betegnelser, men absolut ingen af dem indeholder ordet ’rock’. Så hvorfor bruger Rockmuseet overhovedet tid på Aqua og sluthalvfemsernes bølge af danske tyggegummi-pop-artister?
Det har museumsinspektør Rasmus Rosenørn en forklaring på:
”Ved at tage fat på ’Aquarium’ understreger vi, at Rockmuseet ikke er et genrespecifikt museum. Navnet tager derimod sit udgangspunkt i selve rockens DNA. Det er en anerkendelse af den kæmpe betydning, rocken fik fra 1950’erne og opefter, hvor rocken som populærkultur gav ungdommen et nyt, globalt sprog, der forandrede verden. På samme måde ser vi senere samfundsforandrende kræfter i disco-musikken, folk og punk samt i den hyperkommercielle popkultur, som Aqua repræsenter,” siger Rasmus Rosenørn.
[Historie-online.dk, den 1. juli 2026]