Hvorfor går folk igen?
I folketroen har en hel del spøgeri sin rod i "misgerninger" eller fejl, der skal rettes
Der er flere typer af personer, der nævnes ofte. Fx kvinder, der er døde i barselsseng uden at føde, dræbte børn, selvmordere og henrettede forbrydere. Man kan dog også komme ud for, at en sagnfortæller ikke er helt sikker på, hvorfor der spøges, men blot slutter, at det har rod i "en gammel misgerning", som nu er glemt.
Kvinder, døde i barselsseng
En særlig type genfærdssagn handler om kvinder, der er døde i barselseng. Kvinder, der døde "uforløst", dvs. uden at have født barnet, ville ifølge folketroen senere nedkomme i kisten. Derfor burde døde gravide have vand og lidt børnetøj med sig til den lille.
I en del sagn træffer man døde barselkoner, der går og klager: "Der var nok til én, men ikke til to!". Kvinden havde født tvillinger i graven, og manglede derfor børnetøj til den ene! Den slags spøgerier holder dog som regel op, hvis man giver gengangersken det, hun beder om.
Børn, født i døglsmål
Spæde børn, der blev født "i dølgsmål" - dvs. hemmeligt - slået ihjel og begravet på en mark eller lignende kan også spøge. Graver man det lille skelet op, vil spøgeriet reglen standse, hvis man sørger for at grave det ned på kirkegården.
Også andre kan spøge for at gøre opmærksomme på deres "forkerte" begravelse - dræbte kræmmere fx. I nogle sagn hører man også om skeletter - eller "benrade" - der ligger sære steder og som findes netop fordi der foregår noget besynderligt på stedet.
Selvmordere og forbrydere
Blandt folketroens genfærd finder man også mange henrettede forbrydere og selvmordere. Frem til 1867 havde selvmordere ikke krav på begravelse med sædvanlig kirkelig ceremoni, hvilket sikkert har understøttet fantasien.
Visse folkemindeoptegnelser fortæller, at selvmordere ikke - som andre - måtte klædes i ligtøj, men skulle begraves i det tøj, de havde haft på, da de døde og evt have fx det reb vedkommende havde hængt sig med, lagt ned i kisten.
Henrettede forbrydere blev i reglen gravet ned på retterstedet - og kom derfor heller ikke i indviet jord. Derfor omtales disse også som spøgende i traditionen.
Billede: Personer, som havde begået en forbrydelse og var blevet henrettede var særligt disponerede for at gå igen.