Historiens Aktører 75 - Andreas de Richelieu
Når man taler om Danmarks forbindelse til Thailand, eller kongeriget Siam, som det engang hed, så er der et navn som altid dukker op, H. N. Andersen, stifteren af Østasiatisk Kompagni. Men H. N. Andersen havde en medspiller, en mand som i høj grad banede vejen for det gode forhold, som herskede mellem Danmark og det sydøstasiatiske kongerige i årene omkring 1900. Han navn er Andreas de Richelieu, umiddelbart ikke et dansk navn, men manden var født i Danmark i en præstefamilie. Navnet stammede fra en indvandret fransk adelig familie, som først slog sig ned i Norge, siden i Danmark. Familiens mænd var embedsmænd og officerer. Andreas’ far Armand var vikarierende præst på Løjtland, da Andreas blev født i 1852. Han rejste på grund af tuberkulose til Dansk Vestindien med hustru og fem børn. Men pastoren døde i 1859 i Charlotte Amalie, og hans enke og børn returnerede til København.
Det var en vanskelig situation for enken, og sønnen Andreas kom i pleje hos lægefamilien Dorph i Roskilde, som senere flyttede til Århus. Andreas kæmpede i latinskolen med græsk og latin, og tog til sidst flugten ud i den praktiske verden. Han valgte at blive sømand. Til søs avancerede han fra dæksdreng til matros og var bl.a. i Bangkok med skibet ”Odense”. Hjemme igen gik han på navigationsskole og fik i 1871 papirer som styrmand og året efter som skibsfører. Han meldte sig derpå straks til uddannelsen som reserveofficer. Den vej førte ikke til avancement, men i 1875 fik den unge ihærdige reserveofficer et anbefalingsbrev fra Christian 9. til kongen af Siam, og med det pakkede han sin kuffert og rejste først til Antwerpen og derfra med et dansk dampskib til Bangkok. 23 år gammel gik han i land i Bangkok. Han forstod ikke sproget og kendte ikke en sjæl i hele landet, men via den danske konsul, Købke, fik han audiens hos kongen Chulalongkorn. Med i lommen havde han Christian 9’s brev til kongen. Den unge sømand kom lige på det rette tidspunkt, for den unge siamesiske konge ønskede landet moderniseret og havde brug for unge europæere, som kunne hjælpe ham med det.
Andreas de Richelieu blev kaptajn på et af kongens skibe ”Regent” og chef for flåden på vestkysten af Malaccahalvøen. Han sørgede for at foretage opmålinger af kysten og nedkæmpede et oprør blandt kineserne i Puket. Det skete med hjælp fra sultanen af Kedah. Karakteristisk for Richelieu gik han i gang med at lære thai. Ingen af de andre europæiske officerer i flåden gjorde sig den ulejlighed, men det viste sig at være en god investering. Han blev venner med flere af den kongelige slægt. Kongen var tilfreds med den unge søofficer og beordrede Richelieu til at foretage opmålinger af Menam floden, som førte op til Bangkok. Dertil kom at kongen gav ham kommandoen over det nye kongeskib ”Vesatri”, et dampskib. Kongen og Richelieu var omtrent jævnaldrende, og de fik et fortroligt forhold. Kongen var omgivet af sin familie og mange hoffolk, som intrigerede mod hinanden. Det var en kamp om magt og penge. Richelieu stod uden for disse cirkler, og den snusfornuftige unge dansker kunne rådgive kongen.
Siam befandt sig geopolitisk i en vanskelig situation, for de europæiske imperialister i England og Frankrig ønskede at lægge hånd på Siam og føje landet til deres besiddelser i Indien eller i Indokina.
Kongen ønskede derfor et siamesisk søværn, og Richelieu kom til at stå i spidsen for et søarsenal, et orlogsværft og et marinekorps på 3.000 mand. Forterne langs Menamfloden var i sørgelig forfatning, og Richelieu fik til opgave at anlægge nye. I 1883 tog Richelieu til Danmark og med sig havde han to siamesiske prinser, som skulle uddannes i Danmark. I Europa købte han våben til Siam og forhandlede med indflydelsesrige folk og selskaber. Det danske kongepar modtog Richelieu og var imponerede over hans hurtige avancement. Han fik et brev med til kong Chulalongkorn, som roste hans person, og kongeparret lovede at passe på de siamesiske prinser.
Mange unge danske mænd, såvel militære som civile, havde svært ved at få fodfæste i samfundet. Industrialismen var under udvikling men samfundet var præget af et klassesystem, som gjorde social opstigning vanskelig. Disse unge søgte ud i verden, og USA var ikke det eneste sted at rejse hen. En del unge med uddannelser så mulighederne i Østen. Richelieu søgte, så godt han kunne, at få unge danskere ind i stillinger, hvor de kunne være med til at modernisere Siam, sådan som kongen ønskede. De fik ansættelse som ingeniører og udviklede telefonvæsen, elnet og offentlige transportmidler i Bangkok. Ingeniør Aage Westenholz blev således direktør for sporvejene i Bangkok. Unge danske officerer gik ind i hær og flåde, som Gustav Schau, der organiserede det siamesiske gendarmeri. Blandt de som dukkede op var Hans Niels Andersen og hans ven Peter Andersen, begge skibsførere. De blev skibsredere og forretningsfolk, og H. N. Andersen og Andreas de Richelieu fandt hurtigt sammen. Firmaet Andersen og Co. fik leverancerne til Siams flåde. I marts 1897 blev Østasiatisk Kompagni stiftet.
Den danske koloni i Bangkok voksede, og Richelieu skaffede ikke så danske søofficerer en stilling i flåden. I 1893 spidsede en konflikt med Frankrig til. Kredse i Frankrig foreslog at besætte Siam. Kong Chulalongkorn ønskede, at marinen skulle forsvare Bangkok mod franskmændene. På forterne langs Menamfloden var danske officerer og i den beskedne siamesiske flåde var danske søofficerer. Ingeniør Westenholz sørgede for, at der på floden blev udlagt en minespærring af olietønder, som kunne detoneres. Den 13. juli 1893 kom det til kamp mellem en fransk flådestyrke på vej op ad floden og de siamesiske forter og skibe, men de franske kanonbåde nåede frem til Bangkok og stillede her kong Chulalongkorn det ultimatum, at Laos skulle overgå til fransk overhøjhed. Kongen måtte bøje sig for det franske krav, men Thailand blev ikke en koloni, hvilket nok så meget skyldtes de europæiske kolonimagters indbyrdes konkurrence. Franskmændene og englænderne holdt hinanden i skak.
En af de danske søofficerer, som mest aktivt deltog i kampen på Menam floden var Walther Christmas, og han kritiserede forholdene i den siamesiske flåde, anførte at fartøjer og mandskab var i ringe forfatning og ikke egnet til kamp. Hans kritik kom frem i de danske aviser, og den oprørte såvel Richelieu som H. N. Andersen. Den første følte sin ære krænket og den anden, at kritikken truede hans forretninger og forbindelsen til kongen. Christmas fik sin afsked i Siam, og da han kom tilbage til Danmark fortsatte sværdslagene med beskyldninger om korrupte forhold i Siam. Det endte med at Christmas fik sin afsked som dansk søløjtnant. Som en reaktion skrev Christmas en bog: ”Et år i Siam”, hvori også de politiske forhold og den siamesiske flåde kom under behandling.
Beskyldningen om at Richelieu og H. N. Andersen berigede sig på den siamesiske stats bekostning var sand nok, men så skulle man rigtignok tilføje: som alle andre. De dygtige europæere tog sig godt betalt. Richelieu bevarede efter nederlaget i 1893 sin fremtrædende stilling og havde stadig Chulalongkorns tillid. I 1899 blev han viceadmiral og marineminister. Han havde nået magtens tinder, og tre år efter forlod han aktiv tjeneste i Siam og vendte hjem til Danmark. Han fik plads i bestyrelsen i Østasiatisk Kompagni og kom desuden i bestyrelsen for DFDS og Landmandsbanken. Han var meget velhavende og højt dekoreret og købte i 1910 Kokkedal Slot. Han blev valgt ind i rigsdagen som konservativt medlem i 1915. Blandt hans mange forretningsinitiativer var Slangerupbanen og moderniseringen af Københavns sporveje. Fra 1909 var han bestyrelsesformand for Burmeister & Wain. Han støttede i 1920 den nationalistiske politik i spørgsmålet om Sønderjylland.
Ved Landmandsbankens krak i 1922 blev han anklaget for bedrageri, men han blev frikendt i retten. Den ærekære admiral følte sig alligevel dybt krænket og bedraget af de folk, han stolede på, først og fremmest af direktør Emil Glückstad. Andreas de Richelieu døde i 1932 på sit slot og blev stedt til hvile i en imposant marmorkiste i Holmens kirkes gravkapel, et passende sted for de jordiske rester af en admiral og et menneske med betydning for to lande, Danmark såvel som Siam.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 12. maj 2026]
